ern

113

eta

20; e. auðnorn Grettis 11; e. falbrodda, rask i håndteringen af spyd, Ht 79; — om tyve: hvern e-an þjóf Sigv 12, 5; — om søen(s raske bevægelse): e. sili Hernar ESk 13, 13, — om jærnankerets spids: e-an krók ór járni Anon (XI) Lv 6 (kan ikke opfattes anderledes).

Erna, /, Hersirs datter (egl. 'den raske', af ern), gift med Jarl, Rp 39.

Erpr, m, Jonakrs son, Rdr 3, Hamð 14. 28 (jfr jarpskamr v. 12, ordet er egl. = jarpr); — Atles sön, Akv 37, Ha/nå 8.

erra, /, stridbarhed, gQrr við e-u, stridbar, Hjgrtr 2.

Erri, /, Ærø, lv 19, pul IV bbb 6.

erriligr, ad], rask, hæftig, e-g snerra Hharð 3.

erring, /, dygtighed, raskhed, eigi litil e. porm 1, 12, ofra e. ESk 11, 5, vinna e. porm 1, 6, e-ar-verra lið, mandskab ringere til at vise raskhed, Ótt 2, 13.

errinn, ad], rask, kraftig, dygtig, e. hlýri Anon (X) I B 10 a, e. skorungr GSvert 10, om fyrster Od 5, Sturl 3, 18, om mænd Nj 7, Gyd 5, e. kappi Eg Lv 30, e. herr Ingj 3, om gud Heilv 11. Jfr fjol-.

erróltr, ad], stridbar, (af errå), Korm Lv 51; anderledes Bugge Aarb. 1889 s. 79.

ertla, /, vipstjært (motacilla), pul IV xx 5 (diminut. af arta s. d.).

es, pron. rel, yngre form er; når overgangen er sket, lader sig ikke direkte eftervise, da ordet aldrig findes i betonet stilling, men formentlig falder den 'samtidig med, at verbet es (est) blev er (ert),

d. e. omkring 1100 (forst i Norge, senere på Island), — som, 1) står for alle kasus, og går på et subst, der enten står foran eller bagefter, eller som er underforstået og let at supplere, eller efter pronomen A-subst. eller pronomen alene (overordenlig hyppig), afglapi, e. kømr Håvm 17 (jfr Håvm 81), e. fá á, (lostfagrir) litir Håvm 93; e. kømr Eáfn 17, þeim sæ, e. stendr Vsp 20; Yt 1 o. s. v.; som gen. (eller dativ, 'hvis' eller 'for hvem'), maðr, e. afskurðr hafði farit orða hlýðu ESk 6, 26; det kan_ styres af en følgende præpos., e. ór steini vas hgfuðit á, på hvem, — hvis, hoved var af sten, Hárb 15; til præpos. kan da föjes et stubst. eller pron., ekki pess, e. hljótisk siðabót af því Has 3, jfr sådanne tilfælde som hvat.., e. ek pat sé, hvor pat er overflødigt, Lok 44. — 2) ofte er

e. midt imellem virkeligt relativum og adv., som vollr, e., mark, som, o: hvor, Vafpr 17. 18, bær, e. Gri 6. 11, dag hverjan, e., hver dag, som o: da, Gri 29. 30, draums, e. kveðr, omtr. = siden du, Hyndl 7. — 3) i øvrigt bruges e. temporalt, både med og uden þá (foranstillet), både om fortid og fremtid, Håvm 20. 62, Vsp 53, Håvm 96, Rdr 16, når, Vsp 26, e. ek get þána Hárb 58, efter þás pþyn. — 4) kavsalt, Gri 51, Hym 32, jfr Brot 1 (siden ). — 5) lokalt, efter par, Ski 26, Fafn 35, — 6) for det at, likn, e. ek vas sendr Lok 35, boet, e. þú lézt hoggvinn

Hata HH] 24; i de sidste tilfælde grænser e. til at være ensbetydende med at, —i 7) en brug af e. som ofte findes, aldr hefk frétt pat e. feldu Rv 6, hitt vas fyrr e. ek gat blóta Hfr Lv 6, pat e. ek pggn of gat Hfl 19, pat verðr, e. of mýrkvan staf villisk Eg Lv 38, hvat varð vitri e. skyldi vilt rista Am 12, jfr Vsp 21. Ofte findes at som v. 1. for e. og omvendt. — 8) e. trækkes hyppig sammen med foranstående ord, især pron. (så) og adv. (som par, på; altid med und, se xmz), herom henvises til Skjspr 81—82 samt Arkiv for nord. filol. XXVII, 367—68; et særligt interessant eksempel herpå er hins på Karlevi; i rim findes pars : hers- Am 6, 14, pdr 13, pas : Fris- Vell 28 o. s. v. — 9) nogle gange findes e. overflødigt og næsten altid efter subst, Sviöurr ok Sviðrir, e. ek hét Gri 50, sáttir þínar e. ek vil Alv 7, niu rostum, e. þú skyldir HH] 16, rekka e. þú vildir HH] 18, rétti e. þú munt HH] 22, þráar e. ek hef Fj 50, vatn e. mér Sól 50, efter verber: eyvitar firna e. maðr skal Håvm 94, ójafnt skipta e. þú mundir Hárb 25, jfr auöi frá e. mér ætluð vas Sól 49; dette e. er blevet forklaret forskelligt, jfr Nygård Arkiv f. nord. fil. XII, 117 ff; snarest synes der her at foreligge en anomali i sætningsbygningen hos den talende, han begynder med et subst. (infinitiverne kan også betragtes således), og tilföjer en relativsætning, for egl. at fortsætte med verbet, som subst. skulde være subjekt i, men denne fortsættelse udebliver; i enkelte tilfælde, efter at dette var blevet alm., kunde e. bruges analogice; i oversættelsen må sætningerne trækkes sammen og det hele gengives uden hensyn til dette e. Med sems Am 105, — sem es forholder det sig vist anderledes.

es-Freyr, v. 1. él-F., as-F., Refr 5, 1, af disse læsemåder er den sidste vistnok den rigtigste, (jfr KGisl Nj II 317), as j: qs kamptummel, kamp, e., kriger; men helt sikker er tolkningen ikke.

eski, n, 1) asketræ(er), egl. kollektivt (af askr), elris garmr (ilden) e. mettr, mættet af (det opbrændte) træ, Sturl 4, 8; — e-a fat, kar dannet af asketræ (v. 1. eski-fat), om madkar, Korm 1, 6; jfr af-springr. — 2) spyd, se følg.

eskiaskr, m, 'spyd-ask⁵, kriger (af eski = askr, spyd), porm 2, 21.

eskinnar Bergb 5 er forvansket og uforståeligt.

eskja, /, navn på jorden (af askr?), pul IV æ 1.

eta, (át, etinn), spise, æde; om mennesker (ligegyldigt hvad de spiser), Sigv 13, 28, Håvm 67, Hårb 3, Hym 15, prv 24. 26, Hhund I 36, II 7. 9, Fáfn 27. 32, Akv 36, jfr Haustl 6, LU 18; om dyr (hunde, ulve, orme) absolut, Fj 17. 18, Hhund I 54, pjsk 1, 1, Úlhelg 9, Am 22; e. sér aldrtrega, spise sig ihjæl, Håvm 20, — láta e-sk af, egl. Hade æde noget fra sig', lade sig noget berøve, Sigv 10, 9;