glað

187

Qlaum

glaðlátr, adj, munter, oprömt, af væsen, Grettis 13.

glaSliga, adv, muntert, under munterhed, Qrv IV 4 (v. L).

glaðmæltr, adj, munter i sin tale, ESk 5, Hsv 93.

glaðnistandi, m, 'hest-føder' (nist- rettelse for sist-), gifrs g., som giver jættekvindens hest føde, kriger, Ótt 2, 1.

glaSr, adj, 1) grundbetydning: lys, skinnende, g-ar geirvangs raðar, de skinnende, skjolde, Hfl 5, g-ast gull Od 48, — som navn på en af asernes heste, Gri 30, pul IV rr 1, ifølge SnE I 484 identisk med Skinfaxi; g. Oeitis, skib, Klæ, g. Oylfa Hást 2, jfr glaðfœðandi, -nistandi, -ríðandi. — 2) med lysende, d. v. s. muntert åsyn, glad, Gri 7. 13, Vsp 42, Grip 3. 19, Fáfn 25 o. s. v., TorfE 3, St 25, HolmgB 2, Ólhelg 9, ESk 6, 47, Sól 35, LU 74 o. s. v.; g. ok reifr Hávm 15. 103, gltjð jungfrú Lil 31, g-tt hjarta Eirm 2, Hávm 55, g. við gumna Jorns 21, drekka (menn) g-a Ht 86; gloð-kyn guma, den glade menneskeslægt, Heilv 4; nir. glatt, mér esa g. Grettis 1, g. es Ht 83, meðr stigu g. af grœði glade, GSvert 1; supert, es g-ast skyldu (vesa) G.Súrs 11, her findes modsætningen mellem g. og glúpnandi som Fåfn 31; med genitiv, glad over noget, glpð djúproðuls, glad ved guldet, Rdr 13 {her vilde det dog vist være rigtigere at antage bet. 'lysende'' af guld), g. lofs pstf 1, 6, g. getu (eller dativ?) Krm 16 (v. L); g. skoptum ÓTranon (XIV) 4. Jfr all-, folk-, °heipt-, jafn-, ó-, veðr-, víg-, þjóð-; fluggloð, men-.

glaðríðandi, m, ' hest-ridende', Oylfa grundar (søens) g., som rider søens hest, søfarer, PI 35.

glaðsendir, m, 'glad sender', g. handa hrauns, guldets glade uddeler, gavmild fyrste (glað- kunde også henføres til hrauns i betydningen 'skinnende'), pmaur.

Glaðsheimr, m, 'den lyse, skinnende, bolig', egnen omkring Valhal, Gri 8.

glaðstýrandi, m, 'hest-styrer', g. kialar slóða, som styrer søens hest, skibet, pelf.

glaðværr, adj, glad, munter, gramr enn g-i, kong Hakon, Hák 4.

glam se glamm.

glama, (-aöa?) stöje, larme, skælde, (jfr no. glama 'skælde, skænde', Ross), þótt tneð gromum g-i Hávm 31; meningen synes snarest at være 'at tale hånligt om andre'.

glamm, re, klingende larm, stöj, vápna g., våbenlarm, kamp, pjóðA 4, 3, Gautr II a 7, hjorva glam (her er konsonanten kort) Hfl 4; grjóts g., larm af de kastede stene, Anon (XI) Lv 16, lagar g., havets brusen, Ht 20; — orða g., tom ordskvalder, Has 34; — i pi. g-a gammr, glammets (hundeglammets) grib, hund, Eg Lv 27, — om vingernes susen, fljuga g-i (rettelse for g-a) Haustl 2. Uforståeligt er g-a Bergb 8.

1. glammi, m, ulv (egl. 'den glammende,

tudende'), pul IV ee 1; g-a ferð, ulveflok (jfr troð), Gldr 2, g-a stgð, hede, fjæld, par 10°, stgðva g-a mun, stille ulvens lyst, mætte ulven, Rar 10.

2. Olammi, m, søkongenavn, pul III 1, IV a 1; Q-a jór, skib, SnE II 220, G-a jókeyrir GSvert 3, O-a sóti Gráf 9, O-a slóð Grani 3; G-a skeið, havet, Refr 4, 5, G-a þjóðtroð, d. s., hrafn G-a þjóðtraðar, skib, Leiö 16; rammþing Q-a, kamp, Arn 3,9.

glamra, (-aða, -at), larme, stöje, g-andi (tUdels ved rettelse) Hæng V 9. Jfr atglamrandi.

glanni, m, fremfusende og overmodig person, GÁsb.

glapmáll, adj, som glemmer, undlader, at tale, g. of gløggvinga Arbj 1.

glapskuld, /, gæld, som man har pådraget sig ved et uheld, Hfr Lv 25.

glapstigr, m, vej, sti, der fører fejl, til fordærv, i talemåder: støkkva á g-g, løbe ud på fordærvelige stier, omkomme, Sturl 4, 7, láta troðna g-u á mó Eg Lv 9, koma e-m á g-u Sturl 6, 5.

Glapsviðr, m, navn på Odin (vistnok 'som forstår at glepja, gore forrykt'), Gri 47, pul IV jj 3.

glapvigr, adj, for hvem det glipper at slå ihjæl, ubehændig til drab, porm 2, 1, Hjálmp II 8.

Glasir, m, lund med gyldent løv (guldløv) foran Valhal, SnE I 340, Q-s gló-barr, guld, Bjark 4 (jfr SnE I 336). Jfr veðr-, or-.

Glasíslundr, m, sagnsted (jfr foregående), HHj 1.

glata, (-aða, aðr), ødelægge, fordærve, g. bgrnum Gjúka Helr 4, g. þjófum Gísl 1, 8, andar sgr, es g. vóru lifi Has 54, mein g-ask, synder udryddes, Has 18, g. illu Merl II 103; glemme, g. aldri Sol 32.

Glaumarr, m, jættenavn (egl. 'den støjende') pul IV f 1 (v. 1. -varr, der kunde betyde 'glædeløs').

glaumberg, n, 'glædens klippe', bryst, Mims vinar (Odins) g., Odins bryst, dets straumar, digterdrikken, digtet, VSt 1.

glaumherðandi, m, 'klang-forstærker', sveröa g., som gór sværdenes klang, kampen, stærk, kæmper drabelig, kriger, Kolli 3.

glaumkennandi, m, 'klang-prøver', g. gunnar, som prøver, mærker, kampen, ESk 6, 47 (v. 1. vekjandi).

glaummanr, Akv. 29: reið glavmmamom; et adj. g. kunde kun betyde 'med klingende manke' (manke med bjælder?); et sådant er dog meget tvivlsomt, hvorfor man har rettet ordet til Glaumi (af Glaumr s. d.) mgnum (af manr 'manket', der heller ikke findes ellers, men hvorimod der intet er at indvende) eller mærum, dette sidste har sandsynligheden for sig.

1. Glaumr, m, Atles. hest (egl. 'den støjende eller glade?', og identisk med føl-