góz

199

grand

góz, n, gods, ejendom (egl. gen. af gótt, der skulde styres af et stubst. eller adj. gnótt góz, raikit góz, og være ubøjeligt,^ altså dativ f. eks. miklu góz, hvad også findes, men ordet blev bojet som ntr. a-st, dativ gózi), g. hennar (kirkju) Od 49.

grafa, (gróf, grafinn), 1) grave, opgrave, g. grund Merl II 10, g. grund ór dali, ordsproglig tale om det umulige, grave bunden op af dalen, Hårb 18, g. torf, opgrave törv, Rp 12, g. hola vgrru, grave, danne, hulheder (i søen, om skibet), Grettis 13, jfr ESk 13, 13, g. undir, undergrave, ordsproglig talemåde, gróft Jþú svá undir, du ødelagde således ved svig, Am 96; medium g-ask, bore sig ned (i søen), borð g-ask ESk 13, 12, (dråberne) g-ask i sand Heidr 32. ~ 2) bore (gnavende el. lign-.), g- til hjarta, om slangen, Oddrgr 32, sniglar g. gull Gautr I 3, g. greipar (klør) í æðar Hæng VII 1, drep grefsk inn raeð krókum LU. 78, (hyggju knorr) knifum grafinn, gennemboret, Hl 37 b, grafa i stykki Sturlaugs 2. — 3) g. upp, opgrave, opdage, medium: blive opdaget, komme for dagen, upp g-ask ill rgð Rv 32. — 4) gå dybt (i en undersøgelse) undersøge ndje, g. ok geyma grein fræði-bóka Gd 78. — 5) part. grafinn, udskåren, grafnir stafnar Gudr II 16, grafin tingl Harkv 7, grafinn munnr VSt 2, grafnir (v. 1. grænir ur.) hjalmar Harkv 19, grafnir geirar Herv III 13; — grafna Korm 24 uden tvivl fejl for gefna.

Grafaróss, m, mundingen af (elven) Qrof, Herv IV.

1.  grafningr, m, slangenavn (egl. 'som graver sig ned i jorden'), pul IV qq 2, g-s látr, guld, EGils 1, 4.

2.  grafningr, m, skjold (egl. 'udskåren genstand', skjold med figurer), g-s gnýr, kamp, Am 3, 5, g-a pél, sværd, Am 1, 1. Jfr Falk, Waff 139.

grafvitnir, m, slange (egl. 'gravende eller gravens ulv'), Gri 34, pul IV qq 2, Krm 1, beðr g-is, guld, ESk 11, 6, dúnn g-is, d. s., Bjark 4.

grafvolluðr, m, slange (egl. 'som graver sig ned i marken', vollr), Gri 34.

grafpvengr, m, 'grav-tvinge, -rem', slange, pul IV qq 2, grans g-gs vengi, guld, Gyd 4, g-s land, d. s., EGils 2, 13, g-s grund, d. s., EGils 1, 37.

gramnir, m, slange (for grafnir, jfr 1. grafningr, hds grafins, men rimene viser, at der skal læses gramn-), g-s eið, guld, dets meiðar, mænd, SnE II 198. Jfr gramningr, v. L, Arn 1, 1.

1. gramr, adj, 1) vred, forbitret, glama með grQmum, blandt, mellem sådanne som er (bliver) forbitrede (over ens skvalder), Håvm 31, g. e-m, på en, gifrum g-astr HHj 15, grom vask nornum Ghv 13. æ'r frilla groni sværu pul III 2 b; absolut pdr 19; bruges især om 'gudernes vrede' i forbandelser, Freyr ok Freyja o. s. v. skyli mér gramr Hfr Lv 9, g. es yör Öðinn Herv VII 10, Donum vóru goð

grom pjóðA 4, 13; goð kan udelades, deili grQm við pik Hhund I 44; også m. pi. gramir bruges på samme måde, hafi pik gramir Hårb 60, gramir hafi Gunnar Brot 11, gramir eigi spg Ormsp II. — / forbindelsen vor ok grom at veri Lok 54 er grom påfaldende; det skulde betyde 'barsk' med hensyn til sin ægtemand, o: barsk mod andre, der vilde lokke hende til utroskab; skulde der ikke her foreligge et adj grómr 'mistænksom, forsigtig', men hds har rigtignok grám — 2) som sub-stantivum, navn på Sigurds sværd, pul IV l 1, Fáfn 25, Sigsk 22; sværd i alm. Korm Lv 31, og 1, 6(P); g-s megin-Njgrðr, kriger, GDropl 3; skin grams Svarf 14.

2. gramr, m, konge, fyrste, overmåde hyppigt forekommende (ordet skulde ifølge den gamle forklaring (Hkr I 34) være identisk med foregående ord, 'den grumme', som en hærkonge, men dette turde være tvivlsomt; jfr Skjspr 48), pul IV hh 1, Grip 2, Am 13, Brot 16, HHj 4, Helr 7, Reg 14. o. s. v., om en isl. høvding Anon (XIII) B 42, g. Norðmanna Eyv Lv

4,  hverjum gram betri Eskál 1, þærs g-i fylgðu Darr 5; Yt 9, Hfl 4. 5, Hák 14; g. lofða Hfr 3, 22, g. Hliðskjalfar, Odin, pórolfr, g. Bilskirnis, Tor, Ggnæv 1, g. Skónunga Arn 3, 13, g. ok brattir hamrar = ingi ok bjorg o: Ingibjorg Ólhelg 8; — g- gtyggs lands, gud, Likn 24; g. songs, biskop, EGils 1, 23, mitru g., d. s., EGils 3, 15; — g. Hamðis geirs, stenens fyrste, jætte, Eg Lv 45, g. gilja grundar, d. s., Haustl 18, hellis g., d. s., EGils 3, 14. Jfr her-.

grand, n, 1) mén, skade, fordærv, vinna e-m g. Grip 49, HHj 13. 38, beita e-n g-i Gudr II 31, hceta g-i Korm Lv 14, verða at g-i Korm Lv 62, lifs g. pjóðA 4, 27, vinna g-i, undlade at göre mén, Bjhit 2, 7, g. svefna, fordærv, ulykke, bebudet i dröm, Am 21, således har Völsungasagas forfatter forstået ordene, (draumar likligir til svika), men de betyder rimeligvis ikke andet end 'tilintetgörelse af sövnen', 'opvågnen' (ganske vist forårsaget af onde dramme); grimt g. stendr af naöri Krm 27, g. gjalfrs grundar, havets skade, vinden, Sturl 5, 16, ekki g. at aldrlagi Sigsk

5,  (se aldrlag). / kenninger, [for vinden SnE I 332], for ilden: elris g. Mark 1, 22, markar g. Egils 2, 2, — for våben: g. geirhríðar, sværd eller måske rettere 'den ødelæggende kamp' selv, Grettis 4, g. hjalms, økse, ESk 11, 9, g. hlifa, d. s., ESk 11, 3, g. hjalms, d. s., Hl 34 b, g. gljufrskeljungs, Tors hammer, Ggnæv 1, g. hjalmfenris holma (skjoldets), sværd, pBrún 3, g. oddhríðar garðs (skjoldets), d. s., ESk 6, 50; — for kamp: g. randa Ht 57; — for sten: g. Hamðis, Sgrla SnE 11 428. — 2) bekymring, sorg, elskovskvide, koma g-i at e-m Anon (XII) C 33, fáa g. Bbreidv 1. — 3) moralsk forvildelse, væna e-ja g-i, utroskab, Gudr III 10, vinna g. við e-n, bedrage en (ved at lokke hans hu-