hallr

224

hals

skeið hgll á hléborð, hældende til læ-(bord)siden, pjóðA 3, 8, h. hléborös vis-undr Am 3, 6; hné Goðrún hgll við bolstri, sank, til siden, ned mod puden (lejet), Quðr I 15; h. ór heimi, hældende ud af verden, nær ved døden, Sól 40. 44, — hældende til én side, varö þannug h-t, sejren gik i den retning, var (ham) gunstig, ESk 7, 2; verða kann á ymsa h-t, snart kan den ene, snart den anden komme til kort (om skæbnens vekslende gunst), Mhkv 26.

Hallsteinn, m, islænder 10. årh., Hallst.

Hallvarðr, m, (-s), nordmand 10. årh., Skall 1; islænder 13. årh., Anon (XIII) B 50; den hellige H. (11. årh.), Heil 22, H-s kirkja Nkt 56.

hallvarps, v. 1. hallvarðs, i forbindelsen h-s hlifi-Nauma, Yt 30, er uforklaret; det hele er en kenning for Hel; om der her foreligger et hallvarpr, m, eller hallvarp, n, (eller Hallvarðr) er uvist, men sammensætningsleddet hlifi- synes at forudsætte et personnavn, altså et Hallvarpr (el. -varðr), men en sådan person er ukendt; ordet skulde egl. betyde 'stenkaster' (jætte??). Jfr Brðgger: Borrefundet 38.

hallvgllr, m, 'sten-mark', fjæld (adskilt ved tmesis), h-ar salr, klippehule, pdr 14.

hallæri, n, 'hældende åring', dårlig åring, uår, misvækst (hallr adj, år n.), Eyv Lv 14.

halmein, n, vistnok — halmmein 'halmens mén', ild, kun i skinnbjarta steina Njgrun skortir hætt h., den hudlyse kvinde mangler den farlige 'ild', Anon (XII) C 31, passer ikke godt i sammenhængen; derfor har man ment, at der forelå et eksempel på 'ofljóst' (sub-rosa-stit), og at 'ild' her skulde forstås som synonymt med skirleikr, kyskhed (BMÓlsen, Den 3. og 4. grt. afh. 214), dette vilde passe udmærket; jfr de yderligere bemærkninger anf. sted; der er vist en tilsigtet tvetydighed helt igennem, idet verset kan opfattes enten som: En skinnbjarta steina N. skortir h. (skapit svanna kannask mér); hon es at hvgru hætt dýr (farligt dyr), eller som: En sk. st. N. skortir hætt h. (...), hon es at hvgru dýr (herlig); dette sidste er vist den egl. opfattelse.

halmeldr, m, ild i halm, brændende halm, sem í h-i Bós 7.

halmr, m, halm, pul IV ddd 1, h-s bit-skalmir, kæber, Heidr 22.

halr, m, (-ir; hglðar o. s. v. anses for egl. at være den oprindelige pi., jfr No-reen¹ § 319, 2, men ordet hgldr findes opført på sit sted, s. d., mulig var halir Hallands beboere), mand, menneske (be-tydningsforskellen er meget ringe), 1) i alm, uden at der er knyttet nogen særlig forestilling om 'frihed' til ordet, h-ir, blandt 'mænds' navne pul IV j 7: Håvm 102, Qrott 12, Fåfn 43, s(j)á h. Hávm 158, Hál 8, pann hal Håvm 151, einn h. Håvm

118, h-ir hundmargir Hhund I 22, h-ir f jórtaldir Herv VII 14, hældræpir h-ir, om gøglere, Harkv 23; síör þitt heilli h-ir Håvm 129; móðugr h. Ghv 19, hugfullr h. Hamð 18, Sigrdr 31, hjaldrs móðr h. PJóðA 4, 6, ámáttigr h. HHj 14, óblauðr h. Krm 17, hugblauðr h. Hårb 49, blauðr h. Hamð 14; bleikr h., bleg (med bibetydning af fej) mand, Eg Lv 29, h. enn hviti (jfr foregående) Ólhetg 9, horskr h-Brot 4, Fåfn 42 (pi.), heimskir h-ir Sigrdr 24, glreifir h-ir Hamd 18, hróörfúsir h-ir Re g* 21, ókristinn h. Sigv 3, 8, grgðugr h. Håvm 20, nøkkvior h. Håvm 49, brðbæg-inn (rettere .-bægnum) h., om Tor, Hym 3. — 2) mand, i betydning 'herre, eller mand for sin hat', h. es heima hverr, enhver er mand, føler sig fri og kry, i sit hjem, Håvm 36, 37. — 3) menneske bet. h. nærmest i troða h-ir helveg Vsp 52, h-ir allir Vsp 56. Man har ment at kunne antage betydningen 'afdød mand' et par steder: kalla hlíðþang h-ir Alv 28, dette skulde svare til helju i (5 andre steder i digtet), der foreligger dog vist her hos digteren kun en unøjagtighed; et andet sted er Vafpr 43: hinig deyja ór helju h-ir, men her er den alm. betydning tilstrækkelig og sikkert den eneste rigtige, 'menneskene dør derhen, kommer derhen ved døden', ór helju er rimeligvis uægte indskud. — 4) urigtig står h. vist for hgör Hfr Lv 17 og for her Sigv 11, 2.

—   5) Som personnavn Rp 24, blandt navnene på Karls sönner, de frie bønder, det eneste sted, hvor bibetydningen 'fri' synes at høre med.

hals, m, 1) hals, på et menneske, hvitr h. Vpl 3, h. hvitari Rp 29, dúkr á h-i /?£ 16, at (rigt. und?) h-i Hagbarðs, hals på et træbillede, Korm Lv 4, binda at h-i Steinarr 1, ganga at h-i, om strikken, Yt 14, hneigja h., böje (hoved og) hals, LU 52; undir jotuns h., sårene (blodet ud af sårene) på jættens (Ymers) hals, bølgerne, St 3; h-a (ved rettelse) byrðr, hoved Anon (XIII) B 21 (jfr SnE I 538); fang h., tagen om halsen, Korm Lv 55, leggja hendr of h., Sigsk 42, hrinda e-m af h-i, støde en tilbage, fra sig (h. næppe i egl. betydning), Sigsk 43, skera á h. Am 79, hgggva hgfuð af h-i Ski 23, jfr Lok 57; overført fietydning: standa e-m á h-i, egl. 'træde, stå på ens hals', undertrykke en (oprl. vel om behandlingen af den dræbte), Hhund II 30, liggja e-m á h-i, dadle en, Kolb 2, 1. — Vanskeligt er udtrykket h-a skaut Bdr 12, 'hals-skøder', der sigtes vist til bølgernes hvide skumtoppe (se i øvrigt skaut. Jfr Bugge, Studier I 253 f).

—  2) indsnævring af en fjord, som egennavn H., om Limfjordens indløb (Hals) Gráf 9, Nkt 19. — 3) om en del af skibets stavn, pul IV z 7, vel egl. indsnævringen af fartojet mod forstavnen; brustu báðir h-ar, plankerne dér til bægge sider, Frp I 13. — 4) langryg, blandt navne på jorden, pul IV æ 2. Jfr gag-.