hlóa

265

hlutr

hlóa, (-aða el. hlóða?), syde, koge, heilgg vQtn h. Qrí 29.

Hlóðyn se HlQðyn.

Hlói, m, jættenavn, pul IV f 2.

Hlórriði, m (skrives også hloriði, men de to r findes hyppigst; den sidste del er -riði 'ager', jfr Ein-riði; det förste led er dunkelt; Tors fostermoder Hlóra, SnE I 252, er abstraheret af dette led, også det tyder på, at stammen er hlór-, og ikke hló-), navn på Tor, Hym 4. 16. 27. 29. 37, Lok 54, pry 7. 8. 14. 31, pul IV d, Qautr II 24; geira garðs H., skjoldets Tor, kriger, Vell 15.

hlumr, m, håndtaget på åren, margr h. skalf pKolb 3, 3, h. jalmar við hiimis hendr pór, h. firrisk hgnd Ht 23, spenna h-i Ht 75; af dette sidste sted ses, at konsonanten er kort; h. skjaldar, spyd, Háv 12.

hlunnbJQrn, m, 'rullestohs-björn', skib, v. 1. til Mnbjorn Oddi 4.

hlunnblik, n. pi, i hlunnblik hallar hrynja hgnutn þeygi á hæl Sigsk 69; der er her sikkert tale om en dor, og en talemåde synes antydet, der går ud på at sige, at 'dåren ikke er smækket i lige i hælene på én', altså på en foragtelig måde, som når en (stodder eller deslige) skal jages bort fra huse; men hlunnblik står uforklarligt (trods Bugges forsøg, Beitr. XXII 127). Ordet er formodenlig forvansket.

hlunndýr, n, 'rullestoks-dyr', skib, h-s runnr, søfarer, mand, PI 19. 30.

hlunnfákr, m, 'rullestoks-hest', skib, h-s runnr, søfarer, mand, Ingj 1, 4.

hlunngoti, m, s. s. foregående, tara h-a útar, ro længere ud, Hym 20, halda h-um þjódA 4, 9, ausa h-a Frp I 19.

hlunninn (og hlinninn) Gráf 2, jfr udg. v. L; for á sigr of h. har andre hds vas sigr of orðinn.

hlunnjór, m, 'rullestoks-hest', skib, h-s pollr, søfarer, mand, porm 2, 4, h-s hlœðiviðr (ved rettelse), d. s., Korm Lv 31.

hlunn-Njgrðr urigtig v. 1. Vell 27 for hlym-N.

hlunnr, m, rullestok, cylindrisk stok, hvorover skibene trækkes (op fra og ned til søen), og hvorpå de siår (på land, når de ikke bruges, især om vinteren), Elliöi á h-um Frp II 2, frá skeiðum þrungit á vatn af dregnum h-i pKolb 3, 1, draga bcjrð af sléttum h-i Arn 2, 11, geysa herskip af stinnum h-i Arn 2, 4, ýta (dreka) af h-i pjóðA 4,18, set ja skeiðr af (fyri)h-um Sturl 3, 3, láta festa hesta ganga af h-i Ht 71, eldi hrauð ór dregnum h-i Sturl 3, 12; hástallr h-s, enten alle rullestokkene, betragtede som. et höjt underlag, eller et træstel ovenpå disse, snarest dog det förste, Ht 83; hœfa með h-i, ramme, slå en med en rullestok, Háv 5. I kenninger, for 'mand': auðar h. Gdfi 51, hjorhríðar h. Grettis 44, — for sværd: þremja h. GSúrs 27, hjaldrs

h. EGils 1, 22, — for arm, hånd: hauka h. Hl 11 b, — for skib: h-s, hlunna hestr Oddi 3, porm 1, 1 (jfr hestrennir), h-s hrafn porm 2, 1, h-s stóð (rettet for skíð) Ht 76, h-s hleypiblakkr Ótt 3, 10, h-s hreinn (rensdyr) Ólt 2, 20, h-s dýr se følgende h-s bekkr, h-a reið Arn 2, 17, h-s hafreið pdís 2, h-s vågn Styrkårr, h-s eik Rv 12, h-s hleypiskíö Oddi 1; h-s bekkr, søen, dens dýrlogi 'herlige flamme', guld, eller h-s dýr-, skib, dettes bekkr, søen, dens -logi, guld, Sigv 3, 14, h-s rost, søen, dens hestar, skibe, Bjhit 2, 19: — byrjar h., bur ens, vindens, underlag, himlen, jofurr byrjar h-s, gud, Has 12. Jfr ben-,°fýri-.

hlunnroð, n, rødning af rullestokke, kaldtes det, når et menneske (tilfældig) omkom under skibet, idet dette blev skudt ud i søen, hildingar hofðu h. Ragn V 5. Anderledes Falk Seew 28.

hlunntamiðr, adj, vænnet, vant til rullestokke, h-ðir húnferils hreinar (skibene) pfagr 4.

hlunntamr, adj, s. s. foregående, h. hríðar skær (skib) Evios 1.

hlunnviðr, m, 'rulle stok-træ' skulde være 'skib', men ordet er urigtig v. 1. til hlynviðr, Qrv III 7.

hlunnvigg, n, 'rullestok-hest', skib, h-hrapa, styrter (forover ned i dybet), Reg 17; Ht 74; hleypimeiðr h-ja, søfarer, mand, Hfr 2, 5, gæti-NJQrðr h-s, d. s.,. Edáð 8.

hlunnvisundr, m, 'rullestok-okse' (egl. 'bison'), skib, pfagr 11.

hlunnvitnir, m, 'rullestok-ulv', skib, h-is runnr, søfarer, mand, Refr 3, 3.

hlust, /, 1) egl. hørelse, og så 'høreredskab', øre, den første betydning findes vist i: h. es porrin Eg Lv 44, h-ar munnr, øre, Yggs full kom at h-a munnum Arbj 6, drekka h-ar munnum, høre på, Isldr 1, og vel også i: hlertjgld, h-um gofguð, 'lyttetælte forsynede med hørelse',°Arbj 9 (vistnok uægte) (jfr SnE II 430). — 2) øre, h. en hægri Merl I 38 (jfr SnE I 538), h-a grunnr, hoved, Húsdr 6, h-a kvistir, hårene (h-ir altså som pars pro toto), År ni 2, 1.

hlutgjarn, adj, tilbøjelig til at blande sig i andres sager, h. ferr með annars sgk Mhkv 16.

hluti, m, lod, andel (som man har eller får), kår, lítt mun við bœtask h. hvárigra, ingen af os vil vinde ved det, Am 102; séi goö h-a minn pråndr (kredda).

hlutr, m, (-ar), 1) lod, andel (bestemt andel, f. eks. tildelt af skæbnen), bera hæra h-t, vinde sejr (egl. 'få hojere, bedre, lod', end modstanderen), HolmgB 1, Isldr 6, varð þeira h. meiri, de gik af med gevinsten, sejren, Korm Lv 25, náa meira h-t Hfr 3, 17; bera lægra h-t, komme til kort, Hhund II 21, bera verra h-t Nefari, minni h. Arn 5, 11, valda sinum h-t, volde sit, have sin andel i noget, Am 84; gerðit h-t piggja, du modtog