hund

294

húfr

9, 1, pfagr 1, Jóms 22, Krm 17, Hard 7, Ragn IX 2 (ved rettelse).

Hundolfr se Hundalfr.

hundr, m, 1) hund, hund (skal feita) á búi tiávm 83, Garmr h-a baztr Gri 44, h-ar fagna Fj 44, glaumr h-a Am 25, binda h-a Hhund II 39, verpa h-um, under jagten, Rp 35, elska at h-i Harkv 23, h. sitr við stýri pór; v. 1. Haustl 11. — 2) om et menneske (skældsord), hundgeðjaðr h. Hfr Lv 14; h-s verk, skammelig, nederdrægtig gærning, porm 2, 12. — 3) i kenninger, (h. — skadeligt væsen), h. viðar, ilden, Sturl 4, 9 (jfr SnE I 330, II 512). - 4) som tilnavn til pórir, Sigv 12, 16. 17. Jfr bur-, mann-.

hundraö, n, 1) hundrede, o: 120, h. rasta á hverjan veg (Vigridsletten) Vafpr 18, morg h-uð Jóms 28, h-uðum, / hundredevis, liggja h-um, ligge i hundredevis, Krm 11, fljuga h-um, om ravne, lv 40, hehnsækja h-um Gd 65; med gen. af subst. halft annat h. skipa Steinn 1, 2, halft fimta h. Norðmanna ESk 6, 55, fimm h-uö dura, golfa Gri 23. 24, sjau h-uð manna, (hringa) Guðr III 7, Vgl 7, átta h-uð einherja Gri 23, níu h-uö hofða Hym 8, tíu h-uð Qotna Hamð 22, °tolf h-u manna Hhund I 25; uden gen., primr h-uðum Vell 25, Steinn 1, 2, sex h-uð pfagr 4 (her som appos., hvis ikke -tamða står for tamðra som det ene hds har) — som adj. h. hirömenn pSkall 1 (jfr Steinn 1, 2);

—  h-s flokkr S kuli 1,-3, PJóöA 1, 7. — 2) et hundrede sølv (h. silfrs) — 20 aurar (2¹/₂ mork) meta þriggja, fimm h-aöa, vurdere til 3, 5 hundreder, Rorm Lv 7, gjalda 30 h-uð Anon (XII) B 5; her er egl. alna underforstået (100 silfrs — 400 alen vadmel omtr. — 10 mark ''lovøre").

hundraðfaldr, adj, hundreddobbelt, h. heiðr Gd 63, h. ilmr Gd 73.

hundvillr, adj, fuldstændig vildfarende (hund- forstærkende — hund-rað), B breidv 6.

hundviss, adj, meget klog (hund- forstærkende), særlig brugt om jætter, h. jgtunn HHj 25, h. Hymir Hym 5; findes også i prosa, og her, som det synes, i noget nedsættende betydning.

hungr, m, (-rs), hunger, sult, sløkkva pungan h. ESk 6, 52, vinna h-ri e-s Tindr

1,  7, h. þvarr Hást 5, h. varga þeyr Útt

2,  6, seðjask h-rs Ht 51, svelta h-ri heill Lok 62; faste, fara hgrund h-ri Sól 71;

—  kødelig lyst, htjrundar h. Sól 50. hungra, (-aða, -aðr), sulte, hverr es h-ar

pHja.lt 1, h-ar hilmis drengi (upersonl.) SnH 2, 3, part. h-aðr, sulten, EGils 1, 29.

hungrbann, n, 'sult-forbud', mættelse, føde, pjóðA 1, 7.

hungrdeyfir, m, 'sult-sløver, -fjærner', Heita dýrbliks dynsæðinga (ravnenes) h., dygtig kriger, Hfr 3, 20, h. ens hvassa hrafns Steinn 1, 6.

hungreyðandi, m, 'hunger-øder\ h. hanga gagls (ravnens), s. s. foreg., Hfr 1, 2.

hungrtrauðr, adj, som nødig sulter, vil sulte, Ud 24.

hungrþverrir, m, 'hunger-forminsker', h. hríðar gagls, dygtig kriger, Bkrepp 6.

hurð, /, dör (hvorved indgangen eller en åbning lukkes; grundbetydning er 'fletværk'), h. vas á gætti (s. d.), helt åben, Rp 2, h. vas á skíði (s. d.) Rp 14, vas h. hnigin, var helt lukket, Rp 26, h. vas aptr Sigv 3, 4, yppa h-um, egl. skyde døren op, lukke op, Am 47, hrinda á h-ir Fj 43, h. fyr heim Anon (XIII) B 51. -I kenninger, for skjold (jfr SnE II 428): h-ir Öðins HolmgB 5, h-ir Herjans Isldr 11, h-ir Hgars Ingj 1, 2, h-ir Hjarranda Rdr 11, h. Hogna Lids 7, Mberf 3, h. Hagbarða (se tílym-Njorðr) Vell 27, Geitis h-ir Vigf 1, — for sværd: heinar h. pSid

1  (efterklassisk); — for klippe: Hrungnis h-ir (Hrungnis skjold var sten) Bergb 2. Jfr megin-, mjúk-.

hurðáss, m, dørstolpe, d. v. s. den over døren liggende bjælke, hefja sik of h-a Vgls 13.

hurðulfr, m, 'dör-ulv', h. góins (rett.), sværdets dör- (skjoldets) -ulv, sværd, Holmg B 5.

hutututu, interj, hutetu (efterligning af en rystendes ord, jfr atatata), Rv 10.

húð, f, hud, skind, domnús h-a, garver, eller tjænestekarl, Anon (XIV) 2, jótruð h., rynket hud, Gautr II 25, h-a hrøkkvi-skafl (s. d.), garveredskab, pjóðA 4, 14.

húðlendingr, m, ' hud-læ nding', hvals búð, havet, hvals búðar húö, havets hud, is, det hele — is-lendingr, Islænder, isldr

2  (i plur.).

húðlognir, v. 1. til huglognir, s. d.

húðskór, m, lædersko, sko af skindet på bagbenene, Hårb 35. Jfr Falk, Rleiderk. 132 f.

hiifa, /, hue, falda e-m dreyrugri h-u, dræbe en, GSiirs 28. logandi h-ur (gøgleres forevisning) Harkv 23, jfr M. Olsen, Ark. XXXI, 381 (næppe rigt.); Hggna h., hjælm, pstf 2, 3.

húfjafn, adj, med lige planker, symmetrisk og smukt bygget (skr. hyjafn, hver-v. L), om skibet, Hfr 3, 18.

húflangr, adj, med lang plankefrække), med lang side, om skibet, Snæbj 2; jfr súðlangr.

húfr, m, plankerække, den 3. og 4. i skibets sider fra kølen af (yfirhufr og undirhúfr), pul IV z 7, ofte som pars pro toto, skibsiden eller hele skibet: skeiðar h. hvélðr skQrum Arn 2, 4, h. svall Rst 14, húm dreif á húfa Njáll, hélðir h-ar lomöu bgrur Jóms 16, dúfu braut und h-i Valg 10, skera salt héltum h-i Arn 3, 2, salt þó h-i héltum EGils 3, 18, láta hafkaldan húf svífa ESk 1, 3, láta húf klífa kolgur Mberf 1, kaldr h. skerr hronn Ht 78, hronn klofnar fyr þunnum h-i Ht 19, h-ar brutu haf Ht 93, sveldr h. fellr í svig dúfu HSn 2, I, h-ar svqIöu Ht 35, dúfur treystu h-a Sturl 3, 13; halda h-um of haf Sturl 5, 5; stíga fyr húf hesti