hpr

314

hýla

nes at være identisk med veig i kvindenavne, og her brugt som gudindenavn), VGl 7. Hgrvi, m, søkonge, pul IV a 5.

1.  hgrvir, m, blandt ildens navne, pul IV pp 3.

2.  Hgrvir, m, ubekendt sagnperson, Broddr ok H. Hyndl 20. 25. Jfr Arkiv I 256.

hgrþella, /, 'hör-, lin-stang', kvinde, Korm Lv 29.

hgsfjaðr, -adj, med gråsprængte vinger, om ravnen, hreyfðisk enn h-i Harkv 4.

Hgskollr, tn, personnavn (egl. 'gråhoved'), Anon (XIII) B 23; i den yngre form Hgskuldr, H-s bani ens rgskva, om H. hvítanessgoði, Nj (XII) 2.

hgss, adj, (va-st.), grå, især om ulvens farve, ulfr enn hgsvi Eirm 7, jfr Guðr II 2, h. serkr hrisgrisnis, ulvens grå pels, om en ulvhedin, Hál 8; om ornen, hvassar klœr hgss arnar pjóðA 3, 7, om en okse, h. hjarðar vísi Anon (XI) Lv 2; jfr de foregående ord. Jfr Aarbb 1866 s. 269.

Hgsvir, m, en af Træls sönner (egl. 'den ulvegrå'), Rp 12.

hgtir, m, (hattar, hetti), hat, und hetti pmåhl 2, hulöar h., skjulende hat, falda hulðar h-i, gøre sig ukendelig, porm 2, 7, hettir (o: personer med hatte på) koma upp Anon (XIII) B 4, h. risa kvánar, jættekvindens hoved, pdr 13. — I kenninger, for hjælm (jfr SnE I 420): Ala h. Eg Lv 26 (jfr arfstóll), h. Hanga-Týs VGl 10, Bílds h. pórh 1, Her jans h. (jfr sut) ESk 11, 11, — for hoved: hattar land Ófeigr 5, hattar halland Bjhit 2, 7, hattar hauðr Anon (X) digt om Gudl (jfr steði), hattar fell VGl 4, hattar stallr Korm Lv 57, Nkt 21, hattar staup Arbj 7, hattar stræti Skáldþ. Jfr djarf-, loð-, Síð-, sókn-.

hgtuðr, m, hader, fjende, i kenninger for mænd: h. ormtorgs, gavmild mand, pjóðA 3, 2, h. varrbáls, d. s., Sturl 3, 1, h. verdags, d. s., Merl II 10, h. ormbols, d. s., GdfJ 59, — sveröéls h., som hader kamp, from mand, (hvis ikke h. her er fejl for hvotuðr), Merl 11 60, h. rekka rógs, from °mand, PI 29. — skjaldreyrs h., kriger, Ingj 2, 6. Jfr lif-.

hg, /, hud, skind (især hestehud), (belgr) es hangir með hóum, som hænger blandt andre huder, Håvm 134.

Hgalfr se Hglfr.

Hgarr, m (altid skrevet Hárr, men metrum viser tostavelsesformen, som klepp-dggg Hóars loggvar, regnbjóðr H-s pegna, vink bjór H-s inna o. s. v.; når sammentrækningen har fundet sted, er vanskeligt at bestemme; sikkert skal der hos Eskál læses: Hgars við Hggna skúrir, derimod skal der mulig læses Hårs i Nkt: við Hårs vifi, tit: Hårs saltunnu hrannir, hos Ingj: H-s reiddusk skip meiddusk, og sikkert forudsættes Hårs i Isldr 1, hvor hårs ₌ Hårs; at der ved siden af også kan have eksisteret et Odinsnavn Hárr

'gråhåret' og Hór 'høj', jfr Hgvi, kan ikke modbevises jfr Nj II 275—78, Odin, egl. 'den höje hersker', pul IV jj 2 (skr. hgR, hår), Gri 46, hgll H-s Vsp 21, pegnar H-s, aserne, Eg Lv 4. — I kenninger, for kriger: rómu H. Vell 35, — for skjaldskab: H-s lgggvar kleppdogg Audun 1, H-s líð Hál 1, H-s bjórr Bjhit 2, 21, H-s saltunnu hrannir Ht 31, — for jorden: H-s vif Nkt 20 — for kamp: H-s drifa Vell 11, Refr 5, 1, H-s veðr Hál 8, — for sværd: H-s bål Refr 2, 1, — for skjold: H-s hurð Ingj 1, 2, — for rustning: H-s gerðar (v. 1. Hgalfs) Steinn 3, 16, H-s serkr (se serkrjóðr) ESk 2, 2.

hgbeinn, adj, höjbenet, hjgrtr h. Gudr II 2.

hgborg, /, höj borg, borg i det höje (jfr upphiminn), h. hreggs, himmel, Has 45.

hóbraut, /, höj vej, vej i det höje, h. hreggs, himmel, Has 5.

hgbrjóstr, adj, med höjt, knejsende, bryst, om galgetræet, Yt 14 (mærk ken-ningen: hgrva Sleipnir).

hgbrók, /, 1) 'höjbrog' (o: hðjbenet), høgenavn, Hóbrók hauka (baztr; her som egennavn) Gri 44, pul IV ss 1. — 2) hane, pul IV uu. Jfr Arkiv XIV, 265 f.

hóbrynjaðr, adj, høj pansret', hvis panser går höjt op, om skibe, h-uð skip pfagr 4, Steinn 3, 14, Qrv VII 11 (v. 1. hgbyrðuð), h-ar skeiðar pjóðA 4, 22.

hgbyrðaðr, adj, højbordet', med høj ræling, v. 1. til hóbrynjaðr Qrv VII 11.

hóSuIiga, adv, spottende, skammelig, Mv III 15.

hóðuligr, adj, spottende, fuld af hån, h-g orð Nj 13.

hgðung, /, hån, spot, leita e-m h-ar Håvm 102.

hgdýr, n, höjt dyr, h. hranna, bølgers höje dyr, skib, Refr 3, 4.

Hgfeti, m, hestenavn (egl. 'höjtskriden-de'), pul II 1.

Hgfi se Hgvi.

hgfjall, n, höjt fjæld eller, rettere, den höjeste del af fjældet, Heiðr 31, h. skarar, hoved, Hym 23, hgfi oli hauks, arme, Eg Lv 41.

hgfærr, adj, se háðœrr.

hgfœta, /, 'höjben', — háleggr som tilnavn til Halfdan Haralds sön, med let ironisk skær, TorfE 2.

hggjalfr se hafgjalfr.

hókesja, /, håjt, o: langt (langskaftet) ~~ glavind, Steinn 2.

hóklif, n, høj klippe (egl. klippe, man kan bestige), hauka h., arm, armens eldr, guld, Hfr 3, 21.

Hgkon, Hókun (således i rim Sigv 5,

4.  11, 4), navn på forskellige fyrster: H. Grjótgarðsson Hál 9, Korm 1, 5, H. góði Gunnh, Hák 10. 18. 21, Sigv 11, 4, H. jarl Sigurðarson Vell 17, psktim, pjsk 1, 1, Jorns 24, isldr 16, H. Eiriksson Sigv

5,  4; — sagnfyrste, Gudr II 14.

hgla, adv, i haj grad, på en fremragende måde, halda h. goðs lgg Mark l,