kvell

352

kvist

det omvendte er tilfældet, hvis der læses kunni; selve ordet k. er ukendt, men måtte sættes i forbindelse med roden i det følgende ord, ' elskov skv ide'?, eller er det ligefrem forvanskning af kvgl? jfr v. 1.

kvelling, /, sygdom, smærte, k. es pat Qrett 2, 3 (— verkr, jfr kvellingasamr).

kvendi, n, kvinde (sent opstået ord), Vigl 7. Jfr dýrðar-.

kvenligr, adj, kvindelig, som kvinder har eller føler, k-t stríö Mey 36.

kvenmaðr, m, kvinde, fruentimmer, om jomfru Maria, LU 55.

kvennaóst, /, elskov til kvinder, Mv III 4.

kvensemi, /, kvindekærhed, lystenhed efter kvinder, bregða e-m of k. Hjålmp

III  7, munu k. (genitiv) kastra smíðuð, oversættelse af renovabunt castra Veneris Merl II 76.

kvenska, /, kvindelighed, kyskhed, SnE II 232.

kvenvóð, /, kvindeklædning, kvindeklæder pry 16. 19.

kverk, /, (pi. kverkr), strube, hals, dgggva þurrar k-r þjóðar Merl II 82, skera óðar gr ór k-um ESk 6, 40, nema k-r svelli útan Qrett 2, 3; fyritígnari foður k-r, om den helligand, faderens strubes hædrer, som taler på faderens vegne og derved hædrer ham, Heilv 13.

kverkamein, n, strubeonde, byld i halsen, Heil 15.

kverkhvitr, adj, lys-, hvidhalset, om val-kyrjen, Harkv 2.

kvern, /, kværn, møllekværn, oftest i pi., standa á k-um, stå ved kværnen, Hhund Il 2, kyssa þýjar á k-um Hhund I 35 (man lægge mærke til præp. á her), klaka und k-um Lok 44, k. þjótandi Heiör V 8; k. góma, munden, Sturlaugs 2; k-ar hus Merl II 63.

kvernbiti, m, sværd (egl. 'kværnstens-bider', jfr kvernbitr, kong Hakons sværd og fortællingen derom, Hkr I 159), pul

IV  l 6 (v. 1. -bitr). kvett se kveita.

kveykir (ældre -vir), m, ild (egl. 'tænder', v. 1. kveyktr næppe rigtigt), pul IV pp 3.

kveykva (yngre kveikja s. d., -ða, -ðr), tænde, eldr es Magnus k-vir SnE I 506, funi k-visk af funa Hávm 57, angr skal kveykt i klungri porm 2, 18, sútir k. sorg Hamð 1.

kviðja, (-aða, -aðr), forhindre (egl. 'nedlægge forbud, kviðr 'vidneudsagn', imod en), þú skaltat mér k. Korm Lv 50 (her rimbestemt), blót eru k-juð Hfr Lv 10, jofurr lét k-jat Od 16, láta k-jat ulfs gróð, mætte ulvene, pjóðA 3, 4.

kviðlingr, m, lille vers, især af spottende art (egl. dimin. af kviör), Svert 2.

1. kviSr, m, (-ar), udsagn, især vidneudsagn (imod en), kveld lifir ekki ept k-ð norna, udover nornernes bestemmelse, Hamd 30. Jfr heimis-, heipt-, orðs-.

2. kviðr, m, (-ar), oug, moderliv, berr ofar kné an k-ð (om edderkoppen), Heidr 6; k-ar sómi, moderlivets pryd, om Kristus, Mdr 26, óx brúðar k. frá brjósti niðr Bjhit 1, 2.

kviðuð, adj. fem., frugtsommelig, Mv II 10.

kviðugr, adj, frugtsommelig, varð Loptr k. af konu illri Hyndl 41.

kvikr, adj, (va-st, derfor acc. kvikvan > kykvan dat. kykum o. s. v.), levende, i live værende, ey getr k. kú Hávm 70, jafnan fagnar k. maðr kú Mhkv 4, of þá gc?tu náði engi k. komask, slippe levende, Sól 1, k-s né dauðs nautkak Karls sonar SnE 1180, mik hefr sonr of svikvinn k-van Eg Lv 42, finna fylki k-van HHj 36, yrðak pik k-van Am 22, fceðask k-vir Helr 14, skgru k-van Akv 24, Ghv 17, setn kykvir ýs tivar Sigv 12, 23, grata e-n kykvan p Brún 2, ok est k-k en konungborna Hhund II 48, kvol þótti k-ri Am 100, k. eða pó dauðr Hfr 3, 20, sem k-um manni, som på et levende menneske, ploft 3, 5, færa k-an svein, drengen som levende (der för var som død), Mv II 20, k. er dauðinn, kun døden er levende, LU 73, — om en kamp, guðr vas k-k Hl 35 b. Jfr 6-.

kviksettr, adj, anbragt som levende, brugt om helgenrelikvier (i skrin), verja golli grof k-ra pstf 1, 6; jfr kykvasettr.

kvikvendi, n, levende væsen, skabning, k. siövendis (jfr den følgende forklaring) SnE II 236.

Kvildrar, /. pi, Kyille (i Bohuslån), á K-um tv 31.

kvilla, /, sygdom, (senere kvilli, m.), purs (runen) veldr kvinna kvillu Run 5.

Kvillánus blesi, m, sagnperson, Qrv IX 62.

Kvincíánus, m, siciliansk fyrste, Mey 26.

kvinna, /, kvinde (₌ kona; ungt låneord, ikke ældre end 14. årh.), sála k-u Od 20, hann laði karl ok k-u Alpost 7, onnur k. Vigl 22, fyr allar k-ur Vitn 6, k-ur dróttins Mey 3; k-u, Hyndl 15, er fejl for k-a, gen. pi. af kona.

Kvinnar, /. pi, i Hordland(P), sás á K-um býr Harkv 5. Jfr Magnus Olsen i Maal og Minne 1913.

kvista, (-ta, -tr), 'afgrene', hugge grene af, og i alm. afhugge, hugðak (menn) k. af mér báðar hendr OSúrs 34.

kvisti se kvistr.

kvisting, /, afhugning, lemlæstelse (jfr foregående ord), eiga sin k-ar kostu, få lejlighed til at få sine lemmer afhuggede, Sigv 2, 5.

kvistr, m, gren (på trœr), kráka sat k-i ein Rp 47, sem ernir á k-i Hamð 30, á meiðs k-um Míma Fj 24, máa meiðs k-u Grl 34, fallin sem fura at k-i (kollektivt, Bugge antog, Aarbb. 1869, at der her forelå et ntr. kvisti, hvad der dog næppe er nødvendigt) Hamd 5, i kné gengr knefi ef k-ir pverra Am 73, k-ir á lundi Merl II 83, jfr 84, I 14, lindar k-ir Merl II 88, grænir k-ir Gd 8, remman brast af