mein

401

meit

indtræffer ulykker (af af gårende art for Brynhild), Sigsk 44, æ koma m. ept munúð Sól 68, m. gengr of þjóð Merl l 25. — 3) skade og skadelyst, ondskab, m-s beinir pKolb Lv 10, gerva e-m til m-s Gróg 13; við m-um, mod (gensidige) krænkelser, Halli 6, m-s of lystir Brot 4; m-i blandin (Freyja, Beyla), Lok 32. 56 (her måske dog 'moralske brøst'), sæta m-um við e-n Útt 2, 16. — 4) synd, brøde (i religiøs forstand), syndig tanke, m. andar Has 41, SnE II 188 hugar m. Heilv 8, hart m. Gmlkan 1, 4, jfr Leid 9, m. en stóru Lil 91, bæta sin m. ESk 6, 13, m. glatask Has 18, jfr m-a brjótr Gdp 16. — 5) den evige pine, Am 5, 25. Som urigtig læsemåde Tjorvi (réðk einn fyr því m-i, krænkelse); mein for men Vgl 21 se men. Om ordet se Sturte-vant, Publications of the Soc. for the Advancem. of Scand. Study I, nr 5. Jfr aðal-, handar-, kverka-, lifs-, sel-.

meina, (-aða, -aðr), ved mén (skadelig indflydelse) at forebygge, hindre, m. e-m leik ok teiti Mberf 3, m. mér eina steina Gng K.orm Lv 17, m. ásjónu Korm Lv 18, m. konu morðfgr Sigsk 44; m.-at Hf, liv med selvpinsler, Heil 6.

meinafullr, adj, fuld af mén, ondskab, om djævle, Mv III 13.

meinalauss, adj, uden mén, skade, velvillig, el. syndfri, om Kristus, Hafg 2; m-t, adv, uden vanhelligelse, rent, fagna messu Aleifs m-t Sigv 12, 25.

meinblandinn, adj, 'blandet med mén', gift, m-it (hds -at) hræ Bjhit 1, 1, m. mjoðr Sigrdr 8, sikkert fejl for meini b.

meinbgnnuSr, m, 'som forhindrer mén', m. manna, som fjærner menneskers synd, om bispen, Ám Am 2.

meinfærr, adj, vanskelig fremkommelig (egl. 'som kun kan befares med fare eller skade'), kun i ntr. m-t, gerva, vinna Sveini m-t, gðre Svens undslippen vanskelig, farlig, pjóðA 1, 22, Steinn 1, 3; upersonlig (skipum) gerði m-t of víði Ód 23.

meingaldr, m, (-rs), skadelig, farlig, galder, trolddom, i pi. Hæng VII 3.

meingarSr, m, skadelig, farligt, gærde, m. margra jarða, mange landes, jordens, farlige gærde, havet, Rst 30; jfr Arkiv XV, 223.

meingørS, /, handlingen at tilfðje men, ondt, det onde der tilföjes eller bedrives, Qdp 63, Od 55, Pét 26.

meinhrjóðandi, m, 'synd-udrydder', om gud, Leid 11.

meinhugaðr, adj, ondsindet, ondskabsfuld, Hjálmp IV 19.

meinigr, (el. -ugr), adj, fuld af mén, ond, om kvinderne i alm, m-gar urðu Sol 10.

meinilla, adv, ilde så at det var (blev) skadeligt, meget ilde, (orrosta) gekk Sveini m. Rst 20.

meinkráka, /, 'men-krage', skadelig, ondskabsfuld krage, om Loke, Lok 43.

meinlauss, adj, men-fri, uskyldig, m. herr, fromme mænd, Heilv 9, om biskop Gudmund, Gd 41.

meinliga, adv, skadelig, bregda mæki m. Merl II 53, manndauðr kømr m. of her Merl II 79, riíiiar merkðar á brjósti m., smærtefuldt, grumt, Sól 61.

meinligr, adj, skadelig, pat es m-ra einu Svarf 10.

meinlæti, n, tilböjelighed til at underkaste sig selvpinsler, selvpinsler, drýgja m. Hsv 139; om Kristi pinsler, Has 19, Likn 13. 43. 46.

meinn, adj, fuld af mén, skadelig, farlig, hirðmaðr einkar m. Gunnl Lv 2, mein dýr, vilde dyr, PI 27.

meinrennir, m, 'som tilintetgør mén, skade', m. varga, som fordriver ulvenes mén (sulten), kriger, pKolb 1, 2.

meinsamliga, adv, skadeligt, farligt, m. hamlaðr ESk 6, 60.

meinsamr, adj, skadelig, ond, om de afdøde bersærker, Herv III 3.

meinsleitandi, m, mand, som søger at gor-e skade, ondskabsfuld mand, Nj 15.

meinstafir, m. pi, egl. 'runer der volder ulykke', i alm. ondskab, onde, bitre ord, telja sina m-i Lok 28.

meinstyggr, adj, som undgår, skyr, synd, om Placitus' hustru, PI 54.

meinsvanr, adj, uden mén, . ondskab, skyldfri og velvillig, om Njord, manna pengill enn m-i Gri 16.

meinsvari, adj, menedersk, menn m-a Vsp 39.

meinsváran, n, mened, gorr m-s, om Loke, pdr 3.

meintregi, m, 'skadelig sorg, stærk sorg' eller 'sorg over tilføjet mén', ef m-ar mér angraðit Grip 34.

meinúðigr, adj, ondsindet, ondskabsfuld, Qrv III 2.

meinvinnandi, m, 'men-görer', m. Yngvifreys, 'som udfører Yngvifreys mén', Hál 13; 'Yngvifreys mén' synes at betyde 'krig', idet Frey var gud for 'åring og fred'.

meinvættr (ældre -véttr), /, skadeligt utyske, væsen, EGils 3, 13; ok m-i marga barða Grettis 41.

meinþjófr, m, 'skadelig, farlig, tyv, røver', m. markar, skovens farlige udrydder, ilden, Yt 4; v. 1. men- er betydningsløs. Som egennavn, pul II 2.

meisingr, m, blandt fuglenavne, (jfr da. meise, no. meis), pal IV xx 6.

meiss, m, tremmekurv, Hárb 3.

meistari, m, mester, lærer, m. lýða, om biskop Gudmund, Gd 32, m. songs (o: messesang), ligel., EGils 3, 14; m. alls, Kristus, Mgr 43, m. klerka, om Blasius, Heil 17, m. flærða, djævelen, Gd 42. Jfr hofuð-, yfir-.

meistarliga, adv, mesterlig, på en meget lærd måde, på en lærds vis, Katr 14.

meita, (-tia, -ttr), skære af, m. knifi hattar stall af Hákoni Nkt 21, manar m., klippe manker (på heste), Akv 37.

26