stein

536

stig

jorden, Alv 3, stund es til s-s (til stoks gnnur), her om en særlig mærkesten, Hárb 56, s-i merkt nes Hál 7 (her kollektivt), hlaupa i s-n, ind i en klippe, Yt 2, jarðfastr s. Gróg 15 (på hvilken den spående kvinde står), hgrgr hlaöinn s-uni Hyndl 10, musteri af s-i Mark 1, 25, hgfuð ór s-i, hoved af sten, Hárb 15, ljósta s-i VGl 5, ljósta illum s-i, behandle en ilde, pjóðA 3, 21; hvítr, heilagr s. Guår III 3, úrsvalr unnar s. Hhund II 31, litinn s-n ok land hnefa (acc), ₌ hall og mund ₌ Hallmund, Grettis 29, s-ar (v. 1.) ok stræti (— stenlagte stræder?), LU 94, s-a brú (eller som ét ord) Hál 16, verpa s-i of afl sér, påtage sig mere end man kan udføre, pham 1, 1; s-a hellir, klippehule, Bbreid 4, s-a stQð, om en stensat grav-hoj, Anon (X) II B 9; om kværnstene, létta s-um Grott 3, s-ar rifna Hhund II 2; — s-ar brúnar, öjnene, Katr 48; s. þróttar, hjærte, pdr 10. 21, s. i minnis garði, d. s., GdfS 3, s-s Ella, jætte, pdr 20; — 2) ravperle, som kvindepryd (i pi = steinasørvi), bjartr s. á band dreginn Guðr I 18, á brjósti breiöir s-ar pry 16. 19. — / kenninger for kvinde: Gng s-a Korm Lv 17, s-a Njgrun Anon (XII) C 31, Hard 1, rein s-a Grettis 51. — 3) mineralfarve, farve, hreingróinn s-i — gróinn hreinum s-i, lysende farve, om skjoldet, Rdr 1, fagrdrifitin s-i, om skibet, pfagr 3, runninn rauðutn s-i Refr 4, 3. — 4) som mandsnavn (10. årh.), GSurs 12. — 5) som stednavn (el. — stenhus?), ekkja sús býr i S-i Lids 5. Jfr ara-, bautar-, bratt-, brá-, brú-, brún-, geð-, gim-, glym-, grjót-, harð-hug-, jarkna-, marmara-, Salar-, Singa-, snúðga-, skjald-, Ot-.

steinngkkvi, m, stenbåd, Bergb 9.

Steinolfr, m, mandsnavn, Anon (XIII) B 55, Grettis 35.

steinóðr, adj, hæftig, rasende, s. logi Valg 2, s. storðar galli, vinden, Gisl 1, 15.

steinrunninn, adj, — steinfarinn, hvorover man har hældt farvevæske, malet, s-it stála hjarl (skjold) GOdds 7.

Steinvor, /, en kvinde i 13. årh., Anon (XIII) B 32.

Steinþórr, m, sagnperson, Gautr II 9.

stekkvi- se støkkvi-.

stela, (stal, stolinn), stjæle, s. e-n e-u, drengr ungr stal mik dalki Korm Lv 58, margan stelr viti vin Sigrdr 29, hann stelr geði guma (acc. eller gen.?), Hávm 13, gss es stolinn hamri pry 2; stolit væri mér ekki ór ætt, jeg vilde slægte mine på, Mhkv 2.

stelkr, m, fugleart, rødben (totanus calidris), pul IV xx 3.

stenima, (-ða, -ðr), opdæmme, opstille en hindring på tværs (for strom, på vej), gýgr lét s-ða farvegu, hindrede al færdsel, EGils 3, 7.

sterkligr, adj, egl 'som ser stærk ud', omtr. — sterkr, stærk, kraftig, solid, s.

veggr Qrv IX 20, s-g merkis stgng Rst 19, s-t trúar merki Pet 48, s-g stríð, tunge sorger, Hsv 79.

sterkr (også starkr se hugstarkr), adj, stærk, kraftig, solid, s-ir (menn) Jorns 10 (v. L), s. hilmir Mark 1, 19, s-k drótt Has 35, hugum s. HolmgB 1, s. svaðilverka Grettis 50; s-k kirkja Gd 30, s. hrefnis goti GrHj 3, s-ar bgrur GrHj 1, s-k trúa SnE II 214. Jfr dåb-, eljun-, folk-, full-, gunn-, hånd-, hjalp-, hug-, mundangs-, ógn-, ráð-, róg-, sið-, sókn-, þjóð-, þrek-.

sterkviðri, n, stærk storm, s. Herkju, sind, Anon (XII) C 36.

sterta, (-ta, -tr), stramme, stive, s. ermar Rp 28.

stertimaðr, m, overmodig (pragtelsken-de?) mand, pul IV j 5.

steypa, (-ða,-ðr), 1) styrte forover (transitivt), s. stagstjórnmgrum, lade skibene gå til bunds ved at styrte dem forover, Hhund I 29, s. niðr i fj andann miðjan LU. 72, s-ask tók glópr Gunnarr; lade en falde, s-ðir Starkeði Vetrl, s-ðum stilli Grott 14, s. hersum Sturl 6, 3, s. þjóð Merl II 61, láta búka s-ask (v. 1. til sæf-ask) Eg Lv 7; þótt s-ðusk fleiri Grett 35, s. e-m í stúru, lade en blive sorgfuld, Korm Lv 51; s. illifis ævi Heilv 5; — upersonl., ári s-ir, åringen ødelægges, Merl II 36; — medium, gå til grunde, verold s-isk Vsp 45; — med acc. s. bann yfir* fjglða manna Gd 47; — steypðir hjalmar, spidse hjælme, Guðr II 19, jfr Falk, Waff 162. — 2) støbe, s. e-n gulli, støbe en med guld, indfatte en helt i guld, Herv V 13.

steypir, m, styrter, omstyrter, overvinder, s. dolga Mark 1, 31, s. stophnisu, Tor, pdr 9, s. niðja, som ved sin færd fornægter sine ætlinge, St 15. — Jfr dal-,-varg-.

' stétt, /, 1) vej, sti, fáa góða s., finde en let, bekvem, vej, Likn 34, dauðans s-ir, dødens veje, dødens rige, LU 16, bragar s.,digtnings vej, digt, Hárf 1, s. boöorða, budenes vej, Gd 56. — I kenninger, for arm: gglis s. Leiknir, — for guld: góins s. EGils 3, 18, — for havet: Åta s. EGils 1, 13, — for himmel: mána s. Mgr 26, solar s. Mgr 37; — dikta rétta s., digte rigtig, Mv III 19. — 2) støtte, reisa s-ar ráði óru Ód 13 (ved rettelse). — 3) stand, skare, engla s. LU 6, jfr 1, valdar s-ir, blandt de gejstlige, Gd 22, s. bernsku Gd 7, allar s-ir Islands Gdfi 52, dramb-ferðugar s-ir Gdfi 38. — Jfr bragar-, dáð-, fley-, haf-, hjaldr-, mar-, má-, sól-, ý-.

stétthringr, m, kun i s-s stofn ₌ hrings s-ar stofn, sværd-stiens, skjoldets, stamme, kriger, Rst 12.

stéttr, m, stilling (i samfundet), virksomhed, hrinda hávum stétt, nedlægge, Gd 54; logmanns s. Anon (XIV) Lv 3.

stig, n, trin (i en stige), Likn 34.

stigi, m, stige, Likn 34, ESk 6, 15, Gd72.