sær

559

sæk

/, særðiz sonr ok móöir, pintes, Lil 56, — s. blik mgrnar, uddele guld, Úlsv 1, 1, s. sefþvengjar hrynvengi Hl 18 b, særendr hrings, gavmilde mænd, ESk 6, 22. Ef mik s-ir þegn á rótum, Hávm 151, hvis han sårer mig med rødder, her matte der da vel hentydes til rødder med runetegn, der bevirkede 'såret'', men der skal mulig læses særir 'besværger', anvender besværgelser (siddende på rødder? hvis ikke á da skal udelades).

særir, m, en som tilføjer sår, i kennin-ger for mænd: s. auðs, uddeler af guld, pKolb 1, 3, s. seims porm 1, 6, PI 36, s. seima Nj 16, Eskál Lv 3, s. sundhyrs Kolb 1, 3, s. sunda båls Gdji 40, s. setr-linna (s. d.) Anon (XII) B 11.

særoka, f, vældig, sprøjtende, bølge, ferr s. at knerri Hfr Lv 4.

sæskíð, n, 'sø-ski', skib, Sturl 5, 11.

1.  sæta, f, kvinde (egl 'sidderske', jfr SnE I 536: s.... er buandi hennar er af landi farinn), pul III 2 a, IV i, Korm Lv 15, Jgk 1, Bjhit 2, 10; s-ur Krists, helgeninder, Mey 4.

2.  sæta, (-tta, -tt), 1) gribe lejlighed (til noget), s. meinum við e-n, gribe lejligheden til at tilföje en men, ótt 2, 16, s. sundvarpaöi, benytte den (gunstige) vind, Ótt 2, 4. — 2) opnå, sjór nam s. sætum tir er guð lét skirask EGils 2, 11. — 3) betyde, frami s-ir heimsku (dativ), betyder dumhed, Hálfs IX 6, lita hvi sumt mun s. Oriss, hvi kveðum s. GOalt 4. — 4) blive genstand for, s. afarkostum Katr 6.

sæti, n, sæde, s. dægra, himmel, Mgr 9, móins s., guld, Hl 18 b, s. heims stýris, biskop Gudmund (i hvem gud bor), Gd 69, s. heilags anda, jomfru Maria, Mgr

2.   — Jfr fagra-, hg-, prýði-, sœmðar-, tígnar-.

sætr, n, sæde, sunnu s., himlen, Has 49, solar s. (pi) EGils 2, 9. Jfr haf-, hó-, norðr-, orm-, veg-.

sætré, n, 'sø-træ', skib, Merl I 17, vesa á s-um Reg 17.

1.  sætt, f, (jfr scjtt; se Skjspr s. 51), forlig, fred, fáa s. ESk 7, 2, s. vasat ggr meo létta Obreid 1, jfr 2, hnekkja s. Am 5, 19, segja e-m s., (således hds), erklære at være enig med én, Ski 23. s. gekk sundr (sål. hds) Hókr 2, trautt vættir mik sætta Sturl 8, 1 og vel også Sturl 3, 5. 17, bjóða s. pfagr 9.

2.  Sætt, /, Sidon, ESk 1, 5.

sætta, (-tta, -ttr), forlige, s. e-n viö guð Gd 76, átti at s. Sigv 5, 4, s. jofra Hårb 24, s. okr Hårb 42, ef skal s-ask Halli 5, s-ask við hatendr sina Gisl 1, 7, ef mundu s-ask Am 48; sættar sakir, sag hvori forlig er foretaget, Hsv 71; s-andi ýta, Kristus, Has 26.

sætti, n, forligsmiddel, verða at s., stifte forlig, men teksten er mangelfuld, ploft

3,  4.

sættir, m, forligstifter, hyppig for at betegne 'konge, fyrste', (jfr SnE I 456), s. fira Hl 28 b, s. gumna Gráf 5, s. bragna, om Hrafn, GSvert 10, om en biskop, s. ýta, sveita EGils 2, 6. 8, s. seggja EGils 2, 1, Gdfi 20, om gud, Kristus, s. seggja Mdr 22, s. bragna kyns Has 54, s. ýta kyns Has 58, — om Johannes, s. drengja Gmlkan 1, 3; — s. svika Anon (XIII) B 6.

Sæundr, m, sagnperson, Qrv VII 19, IX 50.

Sævaldi, m, fingeret person, Sól 9.

Sævarstgð, f, sagnlokalitet, Vol 17.

Sævill, m, sagnfyrste, Hrólfs 1.

sæþrgSr, m, 'sø-tråd', fiskesnor'e(P), i en ufuldstændig sammenhæng (kunde også betegne midgårdsormen), pjóðA 3, 33.

sœfa, (-ða, -ðr), 1) dræbe, især ved slagtning, s. smala Hsv 118, s. hjarðir Hsv 138, s-ðu lamb guðs Líkn 37. — 2) dræbe i alm., medium, falde, s. sveitir EGils 2, 14, s-ask sútlaust Hást 1, ferð s-ðisk Hl 7 a. 21 b, drengir sœfðusk Mark 1, 19, létum blóöga búka s-ask Eg Lv 7, sœfðir Páll.

soefir, m, 1) banemand, s. hlenna, konge, Arn 6, 15 (v. 1. svæfir). — 2) sværd ("dræber"), s-is sveiti, blod, Ht 54. Jfr Falk, Waff 60.

soegr, m, hav, s-s sól, guld, Mark 4, 2, s-s sindr, d. s., EGils 3, 12, unda s., blod, Gestr 1. Samme ord er måske det som dativ forekommende, þótt sær of pik sægjum gangi Qrv I 2, hvoraf det synes at fremgå at s. egl. ikke er hav, sø', men 'svær bølge' el. lign.; dog er det vel sandsynligere, at s. her er identisk med nyisl. sægur, mængde (mennesker), altså sægjum 'i store mængder, masser', dettes vokal er ubestemt, jfr dog no. søg, n. — Jfr ben-.

sæing, /, offer, ofring, dæma of s. Guðr II 43.

sækialfr, m, 'angribende, erobrende, alv', s. Atals dýra, søkriger, om Harald gråfeld, Gráf 12.

Sækin, /, elv (egl. fem. til scekinn 'som trænger frem'), Gri 27, pul IV v 1.

sæki-NjprSr, m, 'angribende, erobrende, Njord', sverða láös (skjoldets) s., kriger, Ásgr 1.

sækir, m, eftertragter, erobrer, hyppigt i kenninger, for mand, kriger, efter sværd, spyd: s. sárþíslar Eviðs 5, s. malma pormól 1, 4, s. sárvita Leið 12, s. sára tíra Dagst, s. geira Bjhit 2, 15, — efter guld: s. siks leygs porm 1, 7, s. síks glóðar Ht 17, — efter kamp: s. sóknar, - som besøger, deltager i, kamp, pmáhl 2; — s. klerkavalds, om en biskop, EGils 2, 1, s. manndáða EGils 3, 8, s. sannleiks Pét 51. Jfr bif-, bgð-, malm-, róg-.

soekitík, /, 'angribende, erobrende, tæve', (hund), s. solar, ulv, Ragn X 2.