trýt

574

Túns

dette udtryk synes bestemt at indeholde det samme (i negativ form) som Hamd-stedet; der synes(?) at være hentydet til den med en klirrende lyd forbundne dinglen (af ligene) i galgen, af en så uhyggelig art, at de, som kom dertil, helst skyndte sig bort snarest muligt; men hvQt er i alle tilfælde lidet forståeligt.

Træjánús, m, kejser Trajan, PI 33.

trgð, /, vej, sti (især en sådan som med hegn til bægge sider går gennem tunet hen til gården), koma á auða t., på den forladte sti, indtage en tom plads, Hák 20, oi t, over vejen, landet, VGl 6, — fœra Barða á t. við Orm, føre den frem side om side med, Hókr 5. — / kenninger, for 'sø': SQlsa bekkjar t, den sti der fører over Sölses bænk (havet), Hallv 1; men her kunde t. også henföres til Sveiða og hreinum til Sglsa bekkjar; t. fleyja Epver 2, bgru t. Hfr Lv 16, — for fjæld: t. glamma ferðar Qldr 2, — for land: Horða t., Hordland, Eg Ber. — Jfr þjóö-, Qr-.

Tronubeina, f, navn på en af Træls døtre ('med traneben' o: tynde lægge), Rþ 13.

Trgnueyrr, /, sagnlokalitet, Hhund I 24.

Tronuvágar, m. pi, sagnlokalitet, Qrv VII 16, IX 44.

tugga, f, stykke (eller noget) man tygger eller skal tygge, spise, i kenninger for lig: Munins i.GSúrs 31, pSær 2, 4, pmákl 13, ulfs t. Arn 5, 9; — for Fenrir: Gleipnis t., hráki Gleipnis t-u, elven Vón, hvilket in casu bruges for appell. vgn 'hdb', sitja á vgn, sidde og vænte, Stridk; — for sværd" (efterklassisk, i transitiv betydning 'hvad der tygger, bider'): Herjans t. Ormsp IV 5. Jfr Meissner 150.

tugr se tøgr.

Tumi, m, Turne Sigvatsson, QOdds 3, Anon (XIII) B 19; — sagnperson, Ormsp IV 7 ; navnet er kælenavn for Tómás.

tundr, n, ildtænder, hvad der kan brænde, t. lagði (kona) undir, o: under gryden, EGils 1, 29.

tunga, /, 1) tunge, á t-u mér Arbj 15, t. es hgfuðs bani Håvm 73, gæta t-u i góma báða Am 9, hræra t-u Anon (XI) Lv 3, St 1, séa við t-u, o: ens ord, Gunnl Lv 8, harðr i t-u, d. s., Hfr Lv 28, trúr í t-u Hsv 19, Gd 9 (jfr trúr), t. fekk mér golls, min tunge, d. v. s. mine digterord, Sigv 11, 17, hraðmælt t. Håvm 29, flg t. Lok 31, flárgð t. Håvm 118, tirkunn t. ESk 6, 60 (jfr 64); (rúnar) á Braga t-u Sigrdr 16; ulfa ferðar t. Arn 2, 5. — I kenninger, for sværdklinge: t. meðalkafla Ggnæv 2, hialta t-ur Ólhv 2, 10, slíðra t, t-ur Hl 9 b. 37 b, véttrima t-ur Bkrepp 8. — 2) sprog, nema á margar t-ur Mark 1, 9, mæla á hverja t-u manns Grip 17, á danska t-u, með danskri t-u Sigv 1, 15, Mark 1, 27, ESk 6, 26, LU 4. - 3) tre-

kantet stykke land der dannes ved elves sammenflyden, pal IV æ 2. — Gårds-navn på Island (Brœðratunga) Nj 20; T-ur, stednavn i Norge, ved indløbet til Stavangerfjorden (på sydsiden), Sigv 7,

2.   3. Jfr foraðs-, hg-, ítr-, lof-, orms-, slíðr-, sval-, vesæri-.

tungl, n, himmellegeme, især sol eller måne, pul IV II, t-s tjúgari, solens sluger, solulven, Vsp 40, gefa t. merkja, for at betegne, Ólsv 3, 2. — I kenninger, for himmel: t-a rann ESk 6, 46, t-a hválf Gd§ 15, — for gud: t-s tyggi Merl II 60, t-a stýrir Gd /5 54, — for sværd: folka t. pHjalt 1, Qrveörs tingis t. Jór 4, — for °i^e (jfr SnE I 538): hvarma t. Korm Lv

3,  — for skjold: Hildar t. Ólhv 2, 10, Hrundar hríðar t. Hl 36 b, tingla tangar t. Hókr 3; — uklart er t. sjotrungnis Anon (X) II B 6. Jfr baug-, brá-, boð-, enni-, himin-, hlýr-, remmi-, straum-.

tunglbryggja, f, 'sol-( resp. måne-)bro', himmel, Leid 19.

tunglrann, n, 'sol-( resp. måne-)hus', himmel, EGils 1, 5.

tunglskin, n, 'sol-( resp. måne-)skin', i. Eiríks bráa, Eriks hvasse blik (bráa tungl = öje), Arbj 5.

tungusætr, adj, 'tungesød', sød i sin tale, veltalende, LU 92.

Tunni, m, sagnperson (træl og skatmester), Yt 17.

tupt se topt.

turn, m, tårn, Merl I 19, II 6. Jfr gnap-, ho-.

tusi, m, ild, pul IV pp 2 (eller Msi, jfr skrivemåden tvsi?).

tuttr, m, pusling, t. litli Qrv V; ordet er vist = stuttr (som subst.), udtalt, som det kaldes nu, med "tæpitúnga".

tuttugu, talo., tyve, Nkt 14.

tun, n, indhegnet stykke, hvorpå der er bebyggelse, i t-i Vsp 8, Harkv 16, Hjgrtr 2, Gaðr I 16. 22, II 40, Sigsk 29, i t-um (Odins) Vafpr 40. 41; i pi, om en hel bolig, gård, Freyju t. pry 3; fimm t. Qrv IV 3; tun, i isl. betydning, græsmark omkring gården, Vigl 7'. — I kenninger, for en gravhøj (med omliggende areal): t. (pórgríms) GSárs 8, — for himmel: himins rítar t. Leið 42, — for sø: barðs t. porm 2, 11, — for hoved: reikar t. Sigv 12, 14, — for öje: hvarma t., Ragn IV 3, — for guld: snáka t. GSdrs 5, — for bryst: mælsku t. Likn 4, hyggju t. Likn 40; — dristig er kenningen bragar t., digtningens mark, o: digtningen som helhed, (jfr hele sammenhængen), Arbj 25. Jfr dorg-, fgður-, grjót-, hug-, hval-, hg-, il-, mun-, Nóa-, rauð-, Sig-, val-.

túnhlið, n, indgangen til tunet, Hhund I 48.

túnriða, /, 'tun-rytterske', troldvæsen der i mörke rider i luften over gårde og bygninger (jfr myrkriða, kveldriða), Håvm 155.

Túnsberg, n, Tønsberg i Norge, pskakk 2, Jåtg.