Upp

584

úrigr

Upplendingar, m. pi, beboerne af Upp-l9nd, Oplandene (i Norge), Sigv 2, 12, Am 6, 7, Hharð 7, Oautr II a 3.

upplenzkr, adj, oplandsk (fra UpplQnd), u. hilmir, norsk fyrste, pjódA 3, 14.

upplok, n, lukken op, at u-i, for at lukkes op, Hávm 136.

UpplQnd, n. pi, Oplandene (i Norge), Sigv 12, 2, Ólhv 2, 8; U-a gramr, norsk konge, pjóð 3, 2, Gísl l, 17.

uppregin, n. pi, 'guderne i det høje', Alv 10.

uppreist, /, oprejsning, hæder, vesa meö u. hcjri Mark 1, 23; orða u., ordenes oprejsning, de oprejste, o: fremførte, ord, pfisk 2.

upprinnandi, part, rindende op, at u. sólu, v. 1. til uppvesandi, Hårb 58.

uppruni, m, rinden op, opgang u. solar Krm 8. 11.

Uppsalir, m. pi, Upsala (i Sverrig), Yt 15, Qrv IV 4.

uppsátr, n, (-rs), 'sted hvor noget, især skibe, er såt op', u-rs vigg, skib, boöi u-rs viggjar, mand, Hfr Lv 23.

uppskár, adj, kun i ntr. láta u-tt, åbenbare, Vigl 16.

upptekinn, adj, påbegyndt, u-in sýsla, syssel man har påtaget sig, Hsv 117.

uppvesandi, part, 'oppe værende', at u. sólu, ved solens 'væren oppe', opgang, Hårb 58, Hæng V 1.

1.  Upsi, m, egn i nærheden (eller en del?) af Grenland, Yt 35 (v. 1. Ofsi).

2.  upsi, m, 'storsej', pul IV x 4.

urð, /, hob af nedstyrtede stene (ved fjældskred), stenhob med huler imellem, i u. Svarf 11, u-ar þrjótr, jætte (egl. 'en i en stenhule boende fjendtlig eller trod-

O er den lange n-lyd. Den findes (i stedet for norsk-isl. 6) i fúa (vistnok orknøsk, jfr muli). / præp. ór, úr, ýr er her altid skrevet 6; der findes intet eksempel i rim. Ligeledes skrives ó- og ikke u-, jfr rimet ó-l(aust) : stóli (Steinn 3, 12); der har dog sikkert været dialektforskel i udtalen.

úði, m, ild, pul IV pp 1.

1.  úfr, m, drøbel, ú. skorinn Nkt 27.

2.  úfr, m, bjørn, pul IV cc l¹.

3.  úfr, m, ugle (gengiver bubo i de isl.-latinske gloser i 1812), pul IV xx 2.

4.   úfr, adj, rejst eller rejsende sig (imod), fjendtlig, úfar ro dísir Grí 53.

sig person'), pdr 5, u-ar áttbogi, stenhulens slægtled, slægt, jætter, Bergb 10, u-ar lax, slange, u-ar lax œskijgrð, guld, Hl 4 a, u-ar sigðr, slange, Merl I 46, u-ar (ved rett.) otr, björn, Grettis 18.

urðhœingr, m, 'stenhulens laks' (jfr urðar lax), slange, u-s jgrð, guld, Stridk.

1.  urðr, m, død (oprindelig samme ord som 2. urðr. Jfr K- Gtsl. Aarbb. 1881 s. 242 f.), sá u. þótti sanngorvastr Yt 28 (v. 1. yrðr), draga urð at e-m, volde ens død, pskakk 3, u. gðlinga hefr þú æ vesit Gudr I 24 (her kunde der dog også foreligge 2. urðr), urðr mun eigi forðask Anon (XIII) B 37.

2.  UrSr, /, skæbnegudinden (den oprindelige ene, til hvilken der senere kom to yngre, Skuld, Verðandi), Urð hétu eina Vsp 20; konisk U. ór brunni Korm 1, 4, U-ar brunnr Vsp 19, Hávm 111, sitja suðr at U-ar brunni, om Kristus, EU 3; munk of heítin U., dødvoldende væsen, Drv (XI) 9, U-ar orði kveðr engi maðr Fj 47, U-ar lokur, skæbnens faste bestemmelser, Gróg 7.

urðþvengr, m, 'stenhulens tvinge, rem', slange, u-s hlíð, guld, Hard 5.

urt, /, plante, eller måske rod, u. alls viðar, blandt tryllemidler, Gudr II 23.

urtafullr, adj, fuld af urter eller rødder, u. belgr, skindpose med sådanne i, brugt som amulet, Steinarr 1.

urþjóð se yrþjóð.

usli, m, ild, bål, pul IV pp 1, eldr ok u. Frp I 27 (ved rettelse), Qrv IX 31.

Usna, f, (eller Osna?), en ø, pul IV bbb 6.

utan se útan.

uxi se oxi.

/. ur, n, stakker (små jærnsplinler der falder af det ophedede jærn, jfr sindr), tir er af illu járne Rún 2.

2.  ur, n, fugtighed, ruskregn, vand, pul IV oo 1, úri þœfðr, valket af havet, om midgårdsormen, Rdr 14.

3.  ur se ór.

urdrifinn, adj, oversprøjtet af havets vand, ú. sægnípu Sleipnir Refr 4, 3.

úrfræningr, m, 'væske-slange', hræmána úr, blod, dets 'slange', sværd, GDropl 3.

Úri, m, dværg, Fj 34.

úrighlýri, adj, med våde kinder, ú-a, om Gudrun, Gudr II 5.

úrigr, adj, 1) fugtig, vædet af regn

u