slå hann (Gunnarr) sva kunne-, at snóter gréto Am 62²; dat. snótom Qllom sorger minke Ghv 22².

snotr, adj. (got. snutrs, ags. snotor, ahd. sn ottar) klug, weise, verständig: 6 m. sg. nom, meþalsnotr skyle manna hverr, æva til snotr sé Hqv 54² 55² 56², sig-riinar skaltu kunna, ef þú vill snotr vesa Sd 6¹ Vs; voc. gegn konungr .. snotr (Griper)! Grp 8²; gen. snotrs manz 10 hjarta verþr sjaldan glatt, ef så es alsnotr es á Hqv 55*; dat. øng es sott verro hveim snotrom manne an sér øngo at una Hqv 94*; pl. dat. at augabragþe verþr sås etke kann ok mef) snotrom sitr Hqv 5*, 15 hitke hann (ósnotr maþr) fiþr, þót þeir of hann får lese, ef hann mef> snotrom sitr Hqv 24*; compar. m. sg. nom. út þú né kømr órom hQllom frå, nema þú enn snotrare sér Vm 7*. 20

Composita: al - snotr, meþal - snotr,

o-snotr, ráþ-snotr. snúa (snøra; norw. snua, snu, fær. snúgva, aschived. snoa, dän. sno\ got. sniwan, ags. snéowan, snówan) 1) drehen, 25 winden: inf. kná Våla vigbQnd snua Vsp 35 *H; prt. ind, sg. 3. (Þrymr) greyjom sinom gollbQnd snøre ßrk 5 sat hiisgume ok snøre streng Bp27*; pl. 3. (norner) snøro af afle ørlQgJ)Qtto HHI3¹; sn. upp 30 emporwinden, aufziehen (eho): prt. ind. pl. 3. siklingar snøro upp viþ tre vefnist-ingorn á Varensfirþe HHI27*; 2) wenden, verändern, verwandeln (eho): prs. ind. sg. 1. (mit suffig. pron.) huge ek 35 hverfe hvitarmre kono ok snýk hennar Qllom sefa Hqv 161*; sich wenden: imper. sg. 2. (mit suffig.pron.) snufm braut heþan! Hdl 47*; 3) snúask a) sich wenden, sich drehen: inf. skal brúþr meþ mér heim i 40 sinne snuask Alv l²; prs. ind. sg. 3. (runar kvaf) ristnar) á því hvéle es snýsk und reif) Hrungnes bana Sd 15*; pl. 3. snuask at sande snæfger kjolar HB 151*; opt pl. 3. Horn ok Ruþr snuesk 45 til heljar heþan Og 8*; b) sich wandeln: prs. opt. sg. 3. hugr þeim (fiQndom) hverfe til handa þér ok snuesk til sátta sefe Gg 9*; c) sich ivinden: prs. ind. sg. 3. snýsk jQrmongandr i jQtonmóþe Vsp 50²; d) sich 50 losreissen: prt. ind. sg. 3. snøresk ramlega R,Qn ér hende gjalfrdýr konungs at Gnipa-lunde HHI31*.

snugga (aþ? norw. snugga) lauernd schielen (til ehs): inf. ara fmfo á skaltu ar sitja, horfa heime or, snugga heljar til Skm 27².

snúna (aþ) sich wenden, sich gestalten: inf. hvé mon Sigverþe snúna æve? Orp 6*; prt. ind, pl. 3. hverso snúnoþo yþr konor yþrar? welchen verlauf hatte es mit euren weibern? Hrbl 41.

snúþogr, adj. (vgl. ags. snúd, adj., snúde, adv. ₍schnelV) sich drehend, rollend: m.sg. dat. (sw.) (meyjar) sungo ok slungo snúþga steine Grt 4¹, svá sløng{>om vit snúþga steine, hQfga halle, at haler tóko Grt 12*.

snýta (tt; norw. aschwed. snyta, dän. snyde) betrügen, verraten; vernichten, töten (ehm): part. prt. n. sg. acc. snytt hefr sifjungom, sem fm sizt skylder Am 80 *.

sniéfogr, adj. schnell: m.pl.nom. snuask at sande snæfger kjolar HHI 51*.

snæ- hvitr, adj. (norw. snjo-kvit, fær. snjó-hvitur, aschwed. snio-hviter, dän. sne-hvid; ags, snáw-hwít, mhd. sné-wíz) schneeweiss: n. sg. dat. mane monk þik hugga .. silfre snæhvito Am 66*. snár, m. s. snjór.

snøre, n. (norw. dän. snøre, fær. snøri, aschwed. snöre; vgl. got. snorjö, f., ags. snér, f. _tsaite', ahd. snuor, f.) schnür; bogensehne: pl. acc. (Húnar) forþoþo fingrom ok fengo i snøre Am42².

snQr, f. (ags. snoru, afris. snore, ahd. snur, snor, snura, snuora) Schwiegertochter, schnür: sg. nom, sitr eige hér snQr né dotter sus Guþrúno gæfe hnosser Ghv 19³. — ^Zí? weibl. eigenname Bß 23 *.

sóa (praet. nicht belegt) 1) schwenden, vergeuden: inf. veiztu hvé senda skal? veiztu hvé soa skal? Hqv 144*; 2) verderben, vernichten (ehm): part.prt. n. sg. acc. at BQlverke þeir (hrímþursar) spurþo, ef hann være mef) bQndom komenn ef)a hefþe hQnom Suttungr of soet Hqv 108⁵. — Vgl. Hkr. FJ I, 31: árgjQrn Jóta dolge Svia kind of soa skylde; ebda 1,60: Yngvar© Sýslo kind of soet hafþe. — Zur etymol. vgl. Mhff.; Hz 23, 25.

Compositum des part.prt.: of-sóenn. sofa (svaf; norw. fær. aschwed. sova, adän. sovæ; ags. swefan) 1) schlafen; a) absolut: inf. ókynnes þess vár f)ik enge maþr, at f)ú ganger snimma at sofa Hqv 19^l, Billings mey ek fann bef>jom á