þín blóþe stokken? RH II 7*; pl. nom. brynjor vqro blófje stoknar HHI 16*; n. pl. nom. seglvigg ero sveita stokken Bm 16*, qII yqi'0 SQþoldýr sveita stokken Opr 114*.

2. støkkva (kþ; norw. støkkja, fær. stökkja, aschwed. stänkia, dän. stænke; got. stagqjanm: ga-stagqjan; ags. stencan, ahd. stenken) forttreiben, vertreiben (ehm): part. prt. n. sg. nom. hví's J)ér, stiller! støkt or lande? ₍w ar um hat es dich aus dem lande getrieben ?' HHv 31 *.

st0þr, adj. (norw. stød) gestellt, befindlich; in: ein-støj)i\

stqng, f. (norw. fær. stong, aschwed. adän. stang; ags. steng, m., ahd. stanga) stange: sg. nom. Sægr heitir sår en Simul stqng FM8 anm.

stqf>, f. (norw. stod, fær. stöð; vgl. got. staþs, alts. stath, ags. stæð, ahd. stad) landeplatx, anlegeplatx: sg. acc. (mit suff. art.) styrjm hingat eikjonne, ek mon f>ér stQþnakenna Hrbll3; pl.gen.^&x(GeirrøJ>r ok Agnarr) fengu byr ok kómu til stQþva fQþur sins Orm 9.

Compositum: heim - stQþ. stqþva (aþ; norw. stød va, vgl. fær. stedga, aschwed. staþga) hemmen, aufhalten: prs. opt. sg. 1. (mit suffig. negat. u. pron.) fiýgra hann (fleinn) svá stint, at ek stqþvegak, ef ek hann sjónom of sék Hqv 150*.

súga (só, saug; norw. suga, fær. súgva, aschwed. sugha, adän. sugæ; ags. súgan, ahd. sügan) saugen, aussaugen (eht): prt. ind. sg. 3. so (saug H) NiþhQggr nae fram-gengna Vsp 39⁴; part.prt. n.pl. acc. Jm hefr .. opt sqr sogen mef> svqIoiii munne HHI 38*.

*súl, f. (nonv. sul; ags. sýl, ahd. sul; vgl. got. sauls, ga-suljan) säule, pfeiler: sg.nom. seþu hvar sitja und salar gafle; svá forþa sér, stendr súi fyrer Hym 12*.

súla, f. (norw. sula) dass.: sg. nom. sundr stQkk sula fyr sjon jqtons Hym 12*; acc. tóko f>eir (Gjúkungar) forner es þeim fríþr (Atle) sende, hengþo á súlo Am5⁴; pl. acc. (Þórr) sló sitjande súlor i gøgnom Hym 30*.

sumarr, m. (nonv. sumar, fær. summar, aschwed. somar, adän. somær; alts. ahd. sumar, ags.afris.sumor) sommer: sg.nom. hyaþan vetr of kvam eþa varmr sumarr

(varmt sumar RA; vgl. daxu Zx 21,108) fyrst mef) fróf> regen? Vm26*; pl. acc. svQrt verþa solskin of sumra (sumor codd.) epter Vsp 41*. — Personificiert Vm.27². 5 sumbl, n. 1) festlicher tr unk, gelage: sg. dat. Suttung svikenn hann (Oþenn) lét sumble frå Hqv 109*, sessa ok staþe veleþ mér sumble at Ls 7*, sessa ok staþe velja þér sumble at æser aldrege Ls 8^l, ristu 10 f)á, Víþarr! ok låt ulfs fQj)or sitja sumble at Ls 10²; acc. fm skalt qsom opt sumbl gørva Hym 2inn skal ganga Æges haller i á þat sumbl at sea Ls 3ef þú inn gengr .. á þat sumbl at sea, hrópe ok 15 róge ef f)ú eyss á holl regen, áþérmono þau þerra þat Ls 4², f)ú aldre mont síþau sumbl of gøra Ls 65²; 2) poet. bexeich-nung des bieres: sg. acc. (q1) kalla sumbl Suttungs syner Alv 34⁴. — Nach Bugge 20 (Bidr. 29.159) entlehnt aus ags. symble. Composita: sumbl-samr; gamban-sumbl. * sumbl-samr, adj. geneigt xum trunk, xechlustig: m.pl. nom. ár valtivar veiþar nqmo ok sumblsamer, áf>r saþeryr^eHymP. 25 sumr, pron. adj. (norw. sum, fær. summur, aschwed. sumber, adän. summær; got. sums, alts. ags. afris. ahd. sum) 1) irgend einer, mancher (pl. einige): m.pl. nom. sumir segja svá, at þeir dræpi 30 hann (Sigurþ) inni i rekk ju sinni sofanda Br 20 pr 2; acc. mikelste snimma kvamk i marga staþe, en til síþ i suma Hqv 66²; f. pl. acc. ek reist sjalfr sumar (runar) Hqv 143⁴; n. sg. nom. q1 vas drukket, 35 sumt vas ólagat Hqv 66 *; gen. sums est sjalfskapa, at hafe svá genget Am64⁴; dat. bróþor minn hefr Jm benjaþan, ok veldk J)ó sjalfr sumo Fm25⁴, lQtomk þvi valda, es líf>r þina æve, en sumo sunr 40 HQgna, es þik sqr møj>a Am 86*; 2) sumr

— sumr der eine — der andere (pl. surner

— surner einige — andre, die einen — die andern): m. sg. nom. sumr es af sunom sæll, sumr af frændom, sumr af

45 fé érno, sumr af verkom vel Hqv 69²~⁴; pl. nom. surner ulf sviþo, sumer orm sniþo, sumer Gotþorme af gera deildo Br 4¹'², sumer viJÆsk tóko, sumer vitnes-hræ skifJ)0, sumer Gotþorme gqfo gera hold 50 Br 4 anm. (s. 353); dat. (Herjafaþer) gefr sigr sumom en sumom aura HdlS¹, sennor ok q1 hefr seggjom veret mQrgom at móþ-trega, sumom at bana, sumom at bql-