eign                                                            100                                                             eim

fé eða munúð fljóðs Hávm 79, e. tígn Pl 41, e. rúnar, lære runer at kende og bruge, Glip 17, e. elli, blive gammel, ESk 11, 2, Pétr e. smíð, om en kirke, indviet til St. Peder, RKet, e. allt gott Od 63.

cigra, (-aða, -at), bevæge sig langsomt (måske også besværligt), Hæng V 9, V13.

eihlifnir, m, skjold ('den altid, o: godt, beskærmende"), Pul IV r 3 (skr. eil-).

eik, /, (pl. -r), eg, egetræ, Pul IV kk 2, e. tekr við abbindi (om en sygdomsfjær-nelse) tiåvm 137, bat hefir e. es af ann-arri (oðrum) skefr Hárb 22, Mhkv 26, en dýra e". Ólhelg 11, und e. borit Helr 6 (i de to sidste tilfælde har e. måske betydningen 'træ' i alm.); e. lifs greinar, livets eg (træ), jomfru Maria, Mdr 34. — Hyppig i kvinde-kenninger, e. arma Hallbj, e. aura Anon (X) III D, e. orma ness EGils 1, 7, e. ægis mána EOils 1, 18, e. hafnar glóða Katr 11, e. otrs nauðgjalda EQils 1, 19, e. pglis landa Porm 2, 25, e. lauka OSúrs 4, e. ols EQils 1, 34, e. gerðu Bjhit 1, 2; som halvkenning Vigl 17; — i skibskenninger, e. hlunns Rv 12, men alene om skib: Hfl 1, Sigv 7, 1, Hårekr 2, Valg 6, Hhard9, Ht27. 72; — e. reikar, hoved, Årni 2, 1. Jfr lin-, vin-,

eiki, n, eg, egetræ(er), egl. kollektivt (men også brugt om enkelt eg), e. gróinn Sindr 5, i einu e. Gd{t 54, Óðins e., krigere, Hf18, en noget usædvanlig kenning, jfr Báleygs viðir; — farrpðuls e., skjoldets eg, spyd, Porg Hpll; — skib (jfr eik), farligt e. Am 2, 16, vandlangt e. PjÓðA 1, 4, e. þótti gofugt Am 2, 9.

eikikjóll, m, ege-skib, ýtir e-s, søfarer, Phred 5.

eikikjplr, m, ege-køl, ÞjódA3,8, Vígl 22.

eikikylfa, /, ege-kølle, Þskúm, Qrv IX 68.

eikikgstr, m, ege-stabel eller tømmerstabel (for derpå at foretage ligbrænding), hlaða e-u Ghv 20 (hvor hds. urigtig har -kpstinn).

eikinn, adj, 1) stridig, rasende, uvenlig, (jfr no. eikjen „trættekær, ufredelig" Aa-sen), e. furr, om vaverluen omkring Gerds sal, Ski 17. 18 (betegner vel ildens hæf-tige opblussen, der hindrer, at man trænger gennem den); e. (hjorr, sværd), kampivrig, Refr i, 2. — 2) kraftig (i god mening), e-n Kráka (kraftig i forhold til sine 83 år) Gd§ 61. — 3) fem. som elvenavn, Eikin, egl. den rasende, Qri 27 (således cod. re g., medens andre hds. har ekin der kunde være part. til aka), Pul IV v 1 (her kræver metrum ek-).

Eikinskjaldi, m, dværgenavn (egl. 'med ege-skjold'), Vsp 13. 16, Pul IV ii 6.

Eikintjasna, /, en af Træls døtre (navnet egl. 'ege-pløkke', 'ege-töjrepœV, på grund af hendes beskæftigelse?), Rp 13.

eikirót, /, ege-rod, af e-u (v. 1. -um), siddende på egerødder, Haustl 6.

eikismiðr, m, blandt oksenavne (jfr smiðr), Pul IV ö 2.

eikiveggr, m, ege-væg (om skibets side), PjódA 4, 2.

eikja, /, egebuls-båd, båd dannet af en udhulet egestamme, færgebåd, Pul IV z 4, stýr hingat e-u Hårb 7. Jfr Falk, Seew. 92 ff.

eikrlim, n, ege-grene, i e-i (hds. -limv, kunde også rettes til -limum, af -limar /. pl.), Merl I 26.

Eikund, /, ø ved Rogaland (Norge), Qrv VIII 5.

Eikundasund, n, Ekersund (Norge), Ploft 2, 4.

Eikþyrnir, m, hjortenavn, Gri 26, hvor denne hjort nærmere omtales, Pul IV cc 2; navnet „egetjörn" peger måske på de grenede horn.

eilifliga, adv, evigt, i al evighed, LU 26, Gd 43.

eilifligr, adj, evig, = eilifr, superl. om gud, Mgr 16.

eilifnir se eihlifnir.

eilifr, adj, evig, evindelig, e. faðir, gud, Nik 1, 2, e-t veldi himna Heilv 18, e. brunnr Heilv 12, e-f vist Leid 40, e-f nauð LU 73, at e-fu, i al evighed, Vitn 26. — Som mandsnavn PjódA 2, 1.

eimgeitir, m, jættenavn ('dampende Geitif), Pul IV f l.

eimi, m, ild, Pul IV pp 1, geisar e. ok aldrnari (v. 1. við aldrnara) Vsp 57, den første læsemåde synes at forudsætte en anden betydning end Pul, og da 'damp', (jfr eimr og no. eim; nu betyder e. / islandsk 'svag røglugf, sml. da. 'em'), damp raser og ild; den anden læsemåde kan forliges med e. = ild, 'bål raser ved bål', jfr KG. Nj II 992; dette sidste, der jo er R's læsemåde, er vel det rigtige.

1.  eimnir, m, sværdnavn, (vel a/eimi eller eimr, ild, 'den flammende', v. 1. eimir), Pul IV l 9.

2.  Eimnir, m, jættenavn (= det foregÃ¥ende?), Pul III 1.

eimr, m, ild, Pul IV pp 1, gera ærinn e-m, foranstalte megen brand, Eir, e. skaut hrími á her, ilden udspyede sod pÃ¥ mændene, PSjár 1, hyrr lék e-m með himni, „den ene himmelhöje ildsöjle slikkede den anden" (KGisl Nj II992), Sturl 6, 4; det er dog ikke udelukket, at e. her betyder 'røg\ rigtignok findes denne betydning ellers kun Pet 3, hvor ordet betyder 'ram røg, em'; i kenninger betyder e. altid 'ild¹: bóru e., guld, Katr 4, Gjallar e. EQils 1, 40; gunnar e. (ved rettelse), kampens ild, sværd, Ingj 1, 6, jfr Haka kleifar eimbreytir (ved rettelse), gavmild mand (armens ild — guldring), Jpkull l. Jfr glóð-, sund-, víð-.

eimuni, m, nogen (noget) altid erindret, Bjhit 2, 6.

eimyrja, /, blandt ilds-navne, Pul IV pp 2, men betydningen er sikkert 'gløder', 'glødende aske', (jfr no. e.), ægir er sem e-u hræri, havet ser (på grund af morild) ud som om man rodede i gløder, Fridþ I 7; Bergb 2.

eimyrkligt (skr. eimmyrk-, einmyrk-),