eink

102

eins

einkendr, adj, ene kendt eller kendt som noget enestående, siðavendi, e-d old (dativ) SnE II 246.

einkili, m, ven, (egl. 'som er på samme køl, skib', skibsfcelle), Pul IV j 6.

einlyndr, adj, egensindig, Grettis 50.

einmani, adj, ene, forladt (som føler sig forladt), Sól 48 fejl for munarlauss.

einmæli, n, tale, samtale, på tomandshånd, under fire öjne, œxla e. Am 1, Hsv33.

einn, talord (adj), 1) én, e. oxi Pry 24, ein ótta Krm 14, eitt dægr Hhund I 6, e-u sinni Hym 35, Oddrgr 39 o. s. v., ein dóttir Vafþr 47, tveir vega at mér e-um Korm Lv 16, ein ogurstund Vpl 61, e. vita, én (kun én), Håvrn 63, eitt ek undrumk, Am 12, á e-um karfa Eg Lv 22, segja e-m allan hug Hávm 124, e. guð, én gud, den ene(ste) gud, Has 22, e. Kristr Hfr Lv 9, ein persona LU 31, allir nema einir (= e.) Vpl 28, e. ok annarr (= 2) Anon (X) I B 10 b; en enkelt (af flere, enten med gen. eller med af og dativ); ein festr Hhund I 4; HHj 8, Hym 13, Rp 41, Vpl 10, Hyndl 5; né e-ir, ingen (af 30), Qudr III 5; — svipr e„ én (hæftig) bevægelse (uden afbrydelse og kortvarig), Hhund I 53; én, udelt, e. skattr Herv V 8. — 2) én, en enkelt, e-s drykkjar gjold O ri 3, ek veit e. Havm 77, ór e-m durum Qri 23, i e-u brjósti Alv 35, es smátt und e-um Hfr 3, 27, eitt lýti Korm Lv 5. — 3) eneste, eitt es vissi Hym 30, hamingjur e-ar Vafpr 49, ein af sprundum LU 90. — 4) én (bestemt), varð e. borinn Hyndl 35. 43, enn e-i dagr Fåfn 10, e-u dægri Ski 13, dægr eitt Grip 25, e-s karls synir Korm Lv 16, ein steina Gno Korm Lv 17, e. hrókr Rv 16, mey veitk e-a Fåfn 40; HolmgB 10 (linje 1), eplit eitt LU 14. — 5) / opregninger (forste, anden, o. s. v.) bruges i reglen e. (for fyrstr, enn fyrsti), Vafpr 20, Havm 146, Vpl 2, Gri 31 o. s. v. — 6) én og den samme, oli sem ein sé Anon (XIII) B 24, e. salr Ormr 1, 1; PKolb Lv 3, Sigv 3, 8, Anon (X) III A 1; setja i e. stað LU 96, ein misseri Gudr I 8; Havm 35. 73, Sigsk 68, Helr 12; ein sæing Korm Lv 40, jfr. e. ekki Fj 24. — 7) alene (forladt), láta konu e-a, forlade sin hustru, Hfr 1, 4, Anon (X) II B 4. — alene (uden følge eller selskab), ein sat uti Vsp 28, Sigsk 6, hvi e. sitr Ski 3, vas sú ein véttr HHj 27, e-ir tveir Vpl 22, hvi est e. kom-inn Pry 6, e. saman Håvrn 47, Fåfn 2, Herv II 1, Ragn II 1, ek bar e. af ellifu Vém, komk e. til peira HolmgB 10. — 8) alene, lutter (ofte vilde man her bruge 'kurt, 'lutter', til at gengive ordet; oftest efter subst.), fimm vetr e-a Oddrgr 14, Þórr e. par vá Vsp 26, så e. veit Havm 18, heiptyrði ein Fåfn 9, vask e. faðir Hhund 139, nema e-ir viti Havm 98, með skœtingu einni Hårb 59, frétt e-a hafa Fj 32, e-ir ér Hamd 5, grey eitt, kun en tævehund, Håvrn 101, gofugir e-ir Eirm 2, ef skal e. ráða Harkv 6, áræðismenn e-ir Harkv 21, sumir e-ir, kun nogle, Mhkv 24, tveir e-ir

Sindr 2, pat eitt lifir PHjalt 2, eitt es mål Sigv 11, 14, vinna fremð e-a Am 3,3, yrkja flokka e-a Rst 34, verða at tungum e-um LU 39, fátt eitt /v 26; hertil bör vist henføres udtryk som mikit eitt med nægtelsen i verbet, mikit eitt skala gefa = litit eitt, kun små gaver, Håvrn 52 (jfr munut fleiri = munu færi). — 9) som ubestemt artikel findes e. meget sjælden; sák e-um hal (bíta orð) Håvrn 118, fljóð eitt HHj 35, innan i ormi e-um LU 15, bjóða engli e-um LU 24, ein sála Gd 20. — 10) gen. plur. einna bruges med superlativ for at forstærke betydningen i denne (= allra; egl. betyder e. 'af de enkelte, af alle tagne enkeltvis') e. hvatastr Håvrn 64, Fåfn 17, e. beztr Hsv 17, e. æztr manna Hfr 3, 26; på lignende måde må det enestående udtryk: e. nokkurr, nogen af alle (enkeltvis), Vsp 40 ^Q(jfr góðra nokkurr) opfattes. — 11) gen. sing. eins med at, at e-s, kun, alene, eigi at e-s i fogru er fengr Mhkv 17, Nkt 24, pvit eins, 'kun således, Sigv 3, 19. — 12) dativ sing. ntr. einu med komparativ, e-u meinligra, betydelig skadeligere, Svarf 10; med at, at e-u, kun, ilt at e-u Bergb 10, í þurð at e-u Bjhit 2, 8, litt at e-u, kun lidt, Steinunn 2, landi víkr norðr at e-u, landet drejer sig kun mod nord, mere og mere mod nord, Rv 23. — 13) eina: því e-a, kun således, Leid 4 (e. er den svage form for einn).

einnhverr (jfr einhverr), hver enkelt, en enkelt (ubestemt hvilken), dylja má þess er e. segir Mhkv 1, e. ýta LU 92; gen. eins hvers, / betydning nogen, en, PI 49, ntr. eitt hvert, et eller andet (sværd), Bersi 2.

einnættr, adj, en nat (dag) gammel, om Våle Vsp 32, Bdr 11, e. iss Håvrn 86.

einráðinn, - adj, afgjort bestemt (egl. 'bestemt i én retning'), mest i ntr. láta e-it, være bestemt på, Ólhelg 3, hafa e-it, d. s., Refr 3, 2, Katr 12.

einráðr, adj, egenrådig, egensindig, i superl. Bós 1.

Einriði se Eindriði.

einrænliga, adv, egensindig, afstikkende, SkrautO 1.

einskepjandi, m, 'ene-skabe?, som ene har skabt, e. landa (jordens), gud, Has 3.

einskopuðr, m, 'ene-skaber', som ene danner, foranstalter, e. galdra, galderens enefrembringer, Odin, SnSt 4, 4.

einsmurning, /, enestående, udmærket, (egl. 'eneste' som duer) salvning, her konkret, salve, Heilv 12.

einstika, /, elvenavn (egl. 'som går [langsomt] ene'), Pul IV v 1.

einstigi, n, 'ene-sti', sti hvor kun én ad gangen kan komme frem, e. heinar, sværd, Anon (XII) C 12.

einstædr, adj, 'enestående', forladt, Hamd 4.

einsær, adj, den eneste som ses, mest i ntr. e-tt es þat, det er den eneste udvej, Likn 11, Nj 14, hverjum er e-tt, at, enhver kan se, at det alene o. s. v., Has