eitr 104 ekk
midgårdsormen, Húsdr 5, linna e. þrútit LU 80, fnæsa e-i, udspy gift, om Fåfnir, Fåfn 18, overført om den af vrede fnysende Brynhild, Gudr I 27; e-i likr, lig en forgiftet person, Katr 41, e-rs olunn, giftens fisk, slange, e-s olungrund/.gw/i/, Nj 9, leygjar e., ildens gift, vand, vandets ormr, fisk, Sigv 13, 1, e. munar, sorg, GSúrs 26; Nj 2 er eitrs sikkert fejl, f eks. f. brjótr (linnbeðs) eller lign.; orvar e-ri skeptar, betyder vel kun forgiftede pile\ Anon (XIII) B 40; — om den iskolde elvs kulde(stof), þjóðáar fnæstu e-i, væltede frem med deres giftige kulde, Pdrð;— ofundar e. LU 77.
eitrblandinn, adj, giftblandet, blandet med gift, e. bjórr (hds har eitri bl.), Hyndl 49. e. ormr Qrv 13 b, e-ar eggjar Hjalmp
III 10.
eitrdalr, m, edder kold dal, dal som er edderkold af dens isnende elv, i pi. of e-a Vsp 36.
eitrdreki, m, giftslange, oflgir e-ar, Sól 64.
eitrdropi, m, giftdråbe, eggjar e-um innan fáðar, om den giftige sværdsæg, Brot 19; — isnende kold dråbe, falla e-ar inn of ljóra Vsp 38, ór Élivógum stukku e-ar Vafpr 31.
eitrfár, adj, gift-glinsende, ormr e., om midgårdsormen, Hym 23, e-ir ormar, Pul
IV qq 1.
eitrfullr, adj, fuld af gift, giftig, e-ir ormar Krm 26.
eitrherðr, adj, hærdet i gift, e-ar eggjar Hæng VII 3.
eitrhvass, adj, edder-skarp, om spydet, Krm 12 (her synes eitr- at være valgt, fordi spydet kaldes ormr).
1. Eitri, m, blandt dværgenavne, Pul IV ii 6 (jfr SnE I 340, v. 1. 15).
2. Eitri, m, Eiterfjorden i det nordlige Norge (egl. 'den bittert kolde'), Pul IV ccc.
eitrkaldr, adj, edderkold, isnende kold (jfr fortællingen om elven Hemra i Porst. p. bæjarm.), e-ld Elfr ESk 10, 1. Jfr eitrsvalr.
eitrspyjandijjøo/*/1, edderspyende, e. snákar Gdþ 51.
eitrsvalr, adj, = eitrkaldr, edderkold, iskold, om søen, Hallv 4.
eitrungr, m, slange (egl. 'den giftfulde'), Pul IV qq 2.
eitrpvengr, m, giftig tvinge, rem, oldu e., bølgens giftige tvinge, orm, slange, Phred 2; giftslange, vegr e-s, guld, Ullr vegs e-s, mand, GGalt 1.
eitthvat, n, noget, e. klókt, en eller anden underfundighed, LU 39.
ek, pron. pers, jeg, kan stå både foran og efter verbet, og kan i sidste tilfælde sammentrækkes dermed; så kan atter findes et e. stillet foran. I den ældre tid (skjaldekvadenes ældre tidsrum og eddadigtenes tid) fandt sammentrækningen hyppig sted, ja kan sikkert siges at have været almindelig regel; det viser for det første rimstavelser — men det
ligger i sagens natur, at her kan kun få eksempler opvises, som sékrbuk Anon (XI) Lv 3, sék : leik SnH 2, 1, ték : ekk-Sigv 3, 10, hykk : flekk Sigv 3, 3, vask : hask Sigv 13, 25, lýsik (som sidst i linjen) Hfr 3, 7; dernæst findes det ofte i hds. skrevet sammen med verbet, som hafðak Yt 6 (i J2 og F), emk Arbj 1, pak sst 3, vinnak sst 13 o. s. v., o. s. v.; i cod. re g. (Edd) findes dette meget hyppig (omtr. 50 gange), med ek foran eller efter henved 80 gange, for ikke at tale om de tilfælde, hvor det findes mellem verbet og den tilfojede nægtelse (-a, -at, -t), også her kan e. igen tilfójes (fanka ek eller mulig fankak); m. h. t. hele denne sag kan henvises til Sievers' Skaldenmetrik, Beitråge VI 501—07, samt Arkiv f. nord. fil. XXVII, 367; når e. föjes til foran nægt. bliver k til g (bjargigak o. s. v.). Med den mediale form af verbet står e. ofte f eks. e. komumk cod. reg. 24 23, e. pikkjumk 32 19, vilnumk e. 37 18- -19
0. s. v., det er dog ikke sagt, at e. her allevegne er oprindeligt. PÃ¥ den anden side findes ikke fÃ¥ eksempler pÃ¥ et selvstændigt e., først og fremmest hvor det skulde betones, som e. veit nøkkut Hhund I 5, em e. sÃz ýtar hnekðu Arn 5, 19, e. of hefnða svá okkar Hfr 5, 13, e. brá elda støkkvi Hfr 5, 14, og ogsÃ¥ ellers undertiden, munða e. Sigv 13, 21 (jfr Sievers
1. c. 508), også med medium: hræðumk e. Sigv 3, 5, minnumk e. Sigv 13, 24. Om forholdene t cod. reg. kan i det hele henvises til Gerings Wörterbuch. Af særskilte udtryk findes: vel e., elliptisk, velan jeg (setvopmuntrende) Vpl29. — Om de andre kasus er kun at bemærke, at acc. mik også kan sammentrækkes med verber, og kan da tillige fungere som dativ, snertumk harmr (harmr snertir mik) Hallbj, hvettimk Kyeld 1 o. s. v, (for ikke at tale om alle mediale verbalformer, der er dannede på denne måde, hvor -mk / reglen fungerer som dativ), urðumk (=. varð mér) Eg Lv 27, buðumk (= bauð mér) Hfl 2, fellurnk (= fell mér) Graf 11 o. s. v., stpndumk (= stendr mér) Fåfn 1, brinnumk (= brinnr mér) G ri 1, erumk (= es mér) Lok 35 o. s. v. — mér har altid lang vokal, for så vidt dette kan kontrolleres; det kan også sammentrækkes med verbet og bliver da -m (for oprl. m(e)R -mm -m), erum Bragi 1, 14 (som v. 1. til erumk), og fl. st., vorum (= vas mér) Ploft 2, 3. Om de øvrige former er kun at bemærke, at vir findes én gang — måske som svecisme — hos Sigv 13, 18, samt at oss findes altid således (med o), hvor det kan kontrolleres (jfr Skjspr 74).
ekin se eikinn.
ekja HolmgB 5 er uden tvivl forvansket^ vistnok for æva (eua /. eks. læst som ecia).
ekki, m, sorg, bedrøvelse (nu til dags på Island altid om overgangen fra en