embl                                                           108                                                             end

til eld / den følgende linje, men derved bliver det hele ikke klarere.

embætti, n, embede, d. v. s. gudstjæne-ste, Gd$ 35, EGils 1, 7.

embættisgjgrð, /, gudst/ænestens udførelse, fremja e. fogrum hætti Gd 11.

emja, (-aða, -at), hyle, e-jandi Qrv III 4, Katr 49, e-juðu ulfheðnar Harkv 8, e-juðu ulfar Am 25.

emjar,/. pi, en del af sværdet (i et par hds. skrevet -arr, men urigtigt), Pul IV l 11.

/.en, konjunktion, men, som oftest i adversativ betydning, men med forskellige grader i styrken af den mente modsætning, så at denne endogså helt kan forsvinde og en få betydning af almindelig kopula, 'og, gap vas ginnuhga, e. grås hvergi Vsp 3, e. nú Skaði byggvir Gri 11, e. á hliðu fúnar Gri 35, e. feldi annan Eg Lv 9, e. vér verðum Eg Lv 10, o. s. v.; — ingen modsætning, men fortsættelse, betegnes i eksempler som e. í Þrúð-heimi Gri 4, e. þar Baldr of hefr Gri 12, e. af hans hornum Gri 26, endogså i begyndelsen af vers som E. ór hans bróum Gri 41; e. grund vas hrundin Haustl 15, her og på en mængde lignende steder kan det oversættes ved ^log\ Det samme er tilfældet med Ski 33, hvor e. godt kan gengives ved 'og'. I visse tilfælde kan det gengives ved ^lmen (og) på den anden side' som Fåfn 36. — Ghv 15 er e. vist fejl for es, uagtet e. enkelte gange i prosa findes, hvor man væntede relativet.

2.  en, konjunktion, end, (ældre form er an, af ban, men den findes aldrig i den hÃ¥ndskriftlige overlevering af versene; ikke desto mindre mÃ¥ det antages, at an er den eneste rigtige skrivemÃ¥de i digte, ældre end omtrent 1100 i alt fald), hyppigst efter komparativ, óbrigðra e. manvit mi kit HÃ¥vm 6, o. s. v. (utallige eksempler), sæmri e. at fpður ornum Ptjald; komp. kan stÃ¥ efter: e. þú færa Ve II 4; undertiden følger sé efter e.: e. sé manvit mikit HÃ¥vm 10. 11, e. sé allra Huna Akv 7; ofte stÃ¥r heldr foran, heldr e. Nj (XII) 1, Rdr 10; en enkelt gang findes dette udeladt, sÃ¥ at e. stÃ¥r alene uden foregÃ¥ende komparativ Gudr II 9; lengra e. Óðinn mun ulfi mæta, længere end til den tid, Odin møder ulven, Hyndl 44; betri e. kyrr sitir, bedre end om du havde siddet stille, Hym 19. — Efter annarr, annarr e. Hhund I 17, FÃ¥fn 43, annat e. sæ þenna PjóðA 4, 8 (v. L). Den yngre form en(n) findes Nj 28.

3.  en, forkortet for enn foran komparativ se enn.

enda, (-a, -r og -aða, -aðr), 1) ende, e. spgu PI 54, e. ævi Mey 45, e. aldr Andr <?,^r e. spng Mv III 21, verðr endat Gd'fi 65, e-sk stáli, lade sit liv for stålet, SnE II 226. — 2) medium e-sk, være tilstrækkelig, meðan e-isk Gyd 3, rodd randa e-sk skjoldenes (stemme =) klang var nok

(jfr sammenhængen), Gldr 4. — 3) vare ved, være holdbar, ævi e-isk SnE II 242, ørlog e-ask (gisning) SnE II222, sótt e-isk Bplv 7. — 4) tvivlsom kan betydningen være følgende steder: opt e-ask mól Sigv 13, 10, leyfð e-isk Sigv 13, 7; i det første eksempel synes betydningen snarest at være ^lat gå i opfyldelse' (jfr enda heit, opfylde løfte); i det sidste kunde e. henføres til den første betydning, 'ros-verset sluttes' jfr lýk ek vísu nu straks bagefter), men også de andre betydninger kan komme i betragtning 'din ros, ry, vare ved' eller lign.

endalauss, adj, uden ende, Mey 32; e-t som adv Katr 29.

endi, eller endir (nom. forekommer aldrig i den ældre digtning), m, 1) ende, við stangar e-a Haustl 7, á bóðum e-um (geirs, spydets) Am 25, sjá fyr annan e-a, se så langt, at man kan se det andet (fjærnere) endepunkt, Kolb 2, 5. — 2) ende, yderste kant, e. elgvers, landets ende, kysten, ÞjóðA 3, 34, e. heims Gd 5 (om Islands beliggenhed), Upplpnd til hvers e-a Sigv 12, 2, Jótagrund með e-um, fra den ene ende til den anden, Pfagr 10, Heiðabœr með e-um Anon (XI) Lv 7, á, at, himins e-a Vafþr 37, Hym 5, fjórir e-ar himins Vell 37; — selr i annan e-a, med sælskikkelse i den ene ende (j: med hensyn til hovedet), EGils 1, 3.

—   3) ende, afslutning, e. lokins lifs Yt 23, til e-a lifs Nj 10, e. lifs ok stjórnar-mœðu Gd 25; ætt stendr á e-a, stÃ¥r ved sin afslutning, St 4; e. alene, om døden, Gdþ 13, Arn 5, 3; luta at e-a óðar, lakke mod digtets slutning, GSvert 5; e-r ills Hsv 106. — 4) fela e-a, stikke (en trÃ¥ds) ende ind og fastgöre den sÃ¥ledes, Hhund I 4, leysa e-a, løsne en ende, leysa illan e-a, løsne en slem ende, volde en slem fortræd (om et nidvers), Korm Lv 33. — 5) lofs e., lýsa lofs e-a, fremføre del rosende digt fra ende til anden (e-a acc. pi.), Eg Skj. Jfr heims-.

endilágr, adj, lav, lavtliggende, fra den ene ende til den anden, om jorden i dens hele udstrakthed, Haustl 15.

Endill, m, søkongenavn (egl. 'modstander'?), Pul IV a 2, gallópnis halla, klippernes, E., jætte, Pdr 3; — i kenninger, for skibe: E-s ondurr Eskål Lv 2, E-s eykr Nj 9, E-s ítrskíð Ód 23; — for sø: E-s fold PI 51, E-s (eld)grund Hfr Lv 3,

— for ravn: E-s svprr Pstf 1, 5; — for brynje: E-s bjalfi Pveil. — ættstafr E-s, slægtning af E., vistnok i egenlig forsiand, Arn 5, 22, E-s niðjar, søkonger, Krm 18. Jfr Sam-.

endir se endi.

endiseiðr, m, fisk som afslutter, omgærder, til alle sider (v. 1. endiskeið), e. allra landa, hele jorden omgivende fisk, midgårdsormen, Rdr 15.

endlangr, adj, lang fra den ene ende til den anden (jfr endilágr) eller (ifg. Sievers' forklaring) lang mod én, ud-