err                                                              112                                                              etj

Nj 7, Gyd 5, e. kappi Eg Lv 30, e. herr Ingj 3, om gud Heilv 11. ffr fjol-.

erróttr, adj, stridbar, (af erra), Korm Lv 51; anderledes Bugge Åarb. 1889 s. 79.

ertla, /, vipstjært (motacilla), Pul IVxx 5 (diminut. af arta s. d.J.

es, pron. rel, yngre form er; når overgangen er sket, lader sig ikke direkte eftervise, da ordet aldrig findes i betonet stilling, men formentlig falder den samtidig med, at verbet es (est) blev er (ert),

d.  e. omkring 1100 (forst i Norge, senere pÃ¥ Island), — som, l) stÃ¥r for alle kasus, og gÃ¥r pÃ¥ et subst, der enten stÃ¥r foran eller bagefter, eller som er underforstÃ¥et og let at supplere, eller efter pronomen -f- subst. eller pronomen alene (overordenlig hyppig), afglapi, e. kømr HÃ¥vm 17 (jfr HÃ¥vm 81), e. fá á, (lostfagrir) litir HÃ¥vm 93; e. kømr FÃ¥fn 17, peim sæ, e. stendr Vsp 20; Ytl o.s.v.; som gen. (eller dativ, 'hvis" eller for hvem'),maðr, e. afskurðr hafði farit orða hlýðu ESk 6, 26; det kan styres af en følgende prÅ“pos., e. ór steini vas hofuðit á, pÃ¥ hvem, = hvis, hoved var af sten, HÃ¥rb 15; til præpos. kan da fojes et subst. eller pron., ekki pess, e. hljótisk siðabót af því Has 3, jfr sÃ¥danne tilfælde som hvat . . , e. ek þat sé, hvor pat er overflødigt, Lok 44. — 2) ofte er

e.   midt imellem virkeligt relativum og adv., som vollr, e., mark, som, j; hvor, Vafprl7.18,'bær, e. Ori6.11, dag hverjan, e., hver dag, som o: da, Ori29.30, draums, e. kveðr, omtr. — siden du, Hyndl 7. — 3) i øvrigt bruges e. temporalt, bÃ¥de med og uden pÃ¥ (foranstillet), bÃ¥de om fortid og fremtid, HÃ¥vm 20.62, Vsp 53, HÃ¥vm 96, Rdr 16, nÃ¥r, Vsp 26, e. ek get þána Hárb 58. — 4) kavsalt, Ori 51, Hym 32, jfr Brot 1 ('siden'). — 5) lokalt, efter par, Ski 26, FÃ¥fn 35, — 6) for det at, likn, e. ek vas sendr Lok 35, boet, e. þú lézt hoggvinn Hata HHj 24; i de sidste tilfælde grænser e. til at være ensbetydende med at, — 7) en brug af e. som ofte findes, aldr hefk frétt pat e. feldu Ry 6, hitt vas fyrr e. ek gat blóta Hfr Lv6, pat e. ek pogn of gat Hf119, pat verðr, e. of myrkvan staf villisk Eg Lv 38, hvat varð vitri e. skyldi vilt rista Am 12, jfr Vsp 21. Ofte findes at som v. 1. for e. og omvendt. —

8)  e. trækkes hyppig sammen med foranstÃ¥ende ord, især pron. (sÃ¥) og adv. (som par, pÃ¥; altid med und, se uxvl), herom henvises til Skjspr 81—82 samt Arkiv for nord. filol. XXVII, 367—68; et særligt interessant eksempel herpÃ¥ er hins pÃ¥ Karlevi; i rim findes pars : hers- Arn 6, 14, Pdr 13, pas : Fris- Vell 28 o. s. v. —

9)  nogle gange findes e. overflødigt og næsten altid efter subst., Sviðurr ok Sviðrir, e. ek hét Ori 50, sáttir þínar e. ek vil Alv 7, niu rostum, e. pu skyldir HHj 16, rekka e. þú vildir HHj 18, rétti e. þú munt HHj 22, þráar e. ek hef Fj 50, vatn e. mér Sól 50, efter verber: eyvitar

firna e. maðr skal Håvm 94, ójafnt skipta e. þú mundir Hårb 25, jfr auði frá e. mér ætluð vas Sól 49; dette e. er blevet forklaret forskelligt, jfr Nygård Arkiv f. nord. fil. XII, 117 ff; snarest synes der her at foreligge en anomali i sætningsbygningen hos den talende, han begynder med et subst. (infinitiverne kan også betragtes således), og Ulföjer en relativsætning, for egl. at fortsætte med verbet, som subst. skulde være subjekt i, men denne fortsættelse udebliver; i enkelte tilfælde, efter at dette var blevet alm., kunde e. bruges analogice; i oversættelsen må sætningerne trækkes sammen og det hele gengives uden hensyn til dette e. Med sems Am 105, = sem es forholder det sig vist anderledes.

es-Freyr, v. /. él-F., as-F., Refr 5, 1, af disse læsemåder er den sidste vistnok den rigtigste, (jfr KGisl Nj II317), as o: os, kamptummel, kamp, e., kriger; men helt sikker er tolkningen ikke.

eski, n, l) asketræ (er), egl. kollektivt (af askr), elris garmr (ilden) e. mettr, mættet af (det opbrændte) træ, Sturl 4, 8; — e-s fat, kar dannet af asketræ (v. 1. eski-fat), om madkar, Korm 1, 6; jfr af-springr. — 2) spyd, se følg.

eskiaskr, m, 'spyd-ask', kriger (af eski = askr, spyd), Porm 2, 21.

eskinnar Bergb 5 er forvansket og uforståeligt.

eskja, /, navn på jorden (af askr?), Pul IV æ 1.

eta, (át, etinn), spise, æde; om mennesker (ligegyldigt hvad de spiser), Sigv 13, 28, Håvm 67, Hårb 3, Hym 15, Pry 24. 26, Hhund I 36, II 7. 9, Fåfn 27. 32, Akv 36, jfr Haustl 6, LU 18; om dyr (hunde, ulve, orme) absolut, Fj 17. 18, Hhund I 54, Pjsk 1, 1, Ólhelg 9, Am 22, e. sér aldrtrega, spise sig ihjæl, Håvm 20,

—  láta e-sk af, egl. Hade æde noget fra sig', lade sig noget berøve, Sigv 10, 9;

—  om andre forhold, fortære, eldr etr byggðir HHj 10, aurr etr iljar, gnaver fodsÃ¥llerne, Qrott 16; sorg etr hjarta, sorgen fortærer hjærtet, HÃ¥vm 121, mein eta e-n, mén ødelægger én, HÃ¥vm 151.

1,  etja, /, 1) stridbarhed, kappelyst, e-u lund, stridbart sind, Vell 7. — 2) blandt navne for kamp, Pul IV k 2.

2.  etja, (atta, att), ophidse, især to mod hinanden, med dativ, e. jofrum, ophidse konger til strid, HÃ¥rb 24, e. jpfrum saman, d. s., Mhkv 22, e. saman liði Hl 23 a, þótt etti Rdr 9, e. meinpjof markar (ilden) á sinn foður Yt 4, e. afli við e-n, prøve, opbyde sine kræfter mod en, FÃ¥fn 28, e. við e-n, d. s., HÃ¥lfs VIII 6, e. prettum við e-n, anvende rænker imod en, Gunnl Lv 3, e. framm járnhrpmmum, anvende jærnhænder til kamp, Hjalmþ 3, 9; e. hrefnis stóði á lpg, sætte skibene kraftig ud pÃ¥ søen (e. her valgt m. h. t. ken-ningen: 'hrefnis heste"), e. flaustum i salt