eyj                                                              114                                                            eyrr

fra en ø (øer), navnet hidrører formentlig fra, at øboere lod deres skæg vokse vildt og var derfor meget afstikkende fra dem især, der opholdt sig ved hirden, hvis skæg og hår (formentlig) var klippet og plejet, Herv II 2, Frp I 22, Orv IX 36.

Eyjolfr, m, en islænder, 11. årh. Hav 6, en anden 13. årh. (Brúnason) SnSt 4, 6; — en sagnperson E. Hundingsson, Hhund

I  14.

eykarmr, m, 'ø-karm, ø-omslutter', havet, e-s fjara, havkyst, Merl II 86 (mulig er dog ordet forvansket af eybarmr); jfr eylúðr.

eykr, m, (-jar), øg, lastdyr, trækdyr, hirms of e-i annask Bjhit 2, 16, om Tors bukke Bragi 2, 1 — især om heste, keyra eyk ór garði Ólhelg 10, e-ja greiði, bidsel, Yt 11, e. jotuns, okse, uvist hvorfor den kaldes så, Yt 17; — i kenninger for skib, Endils e. Nj 9, aurborðs e. Vell 26, unnar e. Sigv 4.

eykríðandi, m, 'øg-, hest-rider', Endils e., som rider sø konge ns hest, søfarer, mand, Nj 9.

eykríðr, m, s. s. foregående, Ekkils e., søfarer, mand, Eg Lv 36.

eyktemjandi, m, 'øg-, hest-tæmmer, -styrer", oldu e., som styrer bølgens hest, skibet, Has 42.

eykvaen, /, 'altid-konef?), Heðins þeyjar e., kampens stadige(?) kvinde, valkyrje(?), ÞSíð 1, men vistnok skal ey skilles fra kvæn og henføres til stendr (l. 5).

eykyndill, m, øfakkel, Oddnys tilnavn, Bjhit 2, 1.

eyland, n, øland, land som er ø, oli eylpnd Bjkrepp 9, e-s jarlar, ø-jarler, Yt 20, e-s barmr Merl II 40, e-s jaðarr Merl

II 5.

eyleggr, m, 'ø-knokkel\ sten, e-jar Freyja, kvinde, (steinn = steinasørvi), Grettis 46.

Eylimi, m, en sagnkonge, HHj 36, Grip 9, Reg 16, Hyndl 26.

1.  Eylúðr, m, navn pÃ¥ Odin, Pul IV Jj 7.

2.  eylúðr, m, ^lø-omgiver' (egl. 'ø-kværn, -kasse'), havet, e-rs Grótti, havkværnen (havet som kværn), Snæbj 1.

eyma, (-ða, -ðr), egl. 'ömme' (af aumr), göre blød, svag, e. rcjð, vise sig svag i sine råd, handlinger, Arn 6,8. Jfr Aarbb 1879 s. 195 ff.

eymð, /, elendighed, usselhed, frá e-um Sol 75, með e-um Vitn 9, e. ok óp LU 72.

eymðarverk, n, elendig, slet, handling, Gd 41.

Eymóðr, m, sagnfyrste, Gudr II 19.

Eymundr, m, sagnperson, Qrv IV$ 1, en anden Hyndl 15.

eymylvir, m, 'ø-bryder", havet, PSjår 4,4.

Eynefr, m, sagnperson, Hålfs VIII 1, hvor hans sonner antydes. Jfr Eynæfir.

eyneglðr, adj, 'ø-naglet, som har øer for nagler, om havbæltet, e-ð jarðar gjorð, det øfyldte hav („broderet med øer"), Eg Lv 41.

Eynir, m. pi, Ønerne, beboerne af Eyna-fylki, Hókr 2.

Eynæfir, m, således snarere end -nefir, søkongenavn, Pul IV a 2, her er formen sikret (j: -ir) ved metrum, (-nefr reg, -næfir 748, -nefir T, 757), E-is ondurr, skib, Rdr 16, Krm 11. Jfr Eynefr.

eyra, n, øre, FÃ¥fn 35, Htisdr 5, hlýða e-um HÃ¥vm 7, sækja e-u, søge (folks) øre, blive gærne hørt (og omtalt), Arbj 16, segja, mæla i e. Vafpr 54. 55, koma til e-na Kprm Lv 56, bera fyr e-u, høres, GSúrs 36, vesa at e-um e-s, ligge en stadig i ørene, Lok 44, koma við e., berøre ens øre (ubehagelig), om et kølleslag, Korm Lv 20; liggja e-m nær við e., være truende, farlig, for én, Kolb 2, 6; e. Ã