eyrr

115

él

e-i Krm 21, á e-i VGl 10, Obarr 2, Hfr Lv 23, e-ar grunn PKolb 3, 10, e-ar tangi Háv 3; særlig om holme, hvor tvekampe udfægtedes, á e-i = á holmi Korm Lv 47. 64; jfr alvangs e., om holmen i Øksara på den isl. tingslette, Qunnl Lv 11; stefna til e-ar HHj 33; i kenning for arm, geirs e. Korm Lv 15. Jfr Lindis-.

eyrskár, adj, skridende overøren, landet, om en hests (hurtige, kraftige) benbevægelser, jór e. Akv 32.

Eysteinn, m, Ynglingekonge, Yt 23. 31. — Islænder Korm Lv 33. 57, — kong Ey-stein Haraldsson BSk 4, 1. 6, 8. 71; — sagnkonge Krm 7.

eystri, adj, østligere, salt et e-a, Østersøen, Am 2, 4; et e-a, / østen, Þjsk 3 (v. l.J, Merl II 5.

eysund, n, sund mellem øer, Halli 2.

é er betegnelsen for den lange e-lyd, men findes meget sjælden, som det følgende viser.

éarn se járn.

61, n, 1) byge, især sne- eller haglbyge, Pul IV oo 1, liggja út við é-um, ligge ud imod, udsat for, uvejrsbyger, Ry 4, élin þykkja ljót Mhkv 19, é. festisk Pjsk 3, haf sollit é-i, søen opsvulmet af uvejr, Þfagr 8, é-a meitill, uvejrsbygen, set som en mejsel (der udhuler søen, danner bølgedale), Eg Lv 23; é-a rann, d. s., Has 26, é-a vangr, d. s., Has 32, éls fold, himmel, PI 26, é-s erkistóll, d. s., Stufr 8, é-a ból, d. s., EQils 1, 11. — 2) byge, storm, j: kamp-angreb, ótt vas é. bats sóttak Eg Lv 11. — 3) men hyppigst findes é. brugt som led i kenning for kamp, efter Odin: é. Yggs, Yggjar, 0tt2, 7, Qiz sv. 1, Hl 36 a, Hfr Lv 14, Jorns 29, Svolnis é. Rst 16, é. Þróttar Rst 2, — efter søkonge: Ã