f

117

fagr

F

Bogstavet f betegner oprindelig en la-biolabial lyd, der senere gik over til labio-dental lyd; af det förste forklares overgangen til p foran t, jfr rim som hapt: svipti (svip- oprindeligt), opt : svipt, skipt: gipt, hapt: keypt, keypt: ept, senere (først i 13. årh?, eller endnu senere) gik p her igen over til f, hvilket nu er den eneste udtale på Island; at f mellem tonende lyd selv bliver tonende (jfr Hof-fory, Consonantstudier 3 f) er hævet over enhver tvivl, jfr rim som ofr(a) : sæv-(Ulfr Ugg., hvis der da her er tilsigtet rim; i øvrigt er så godt som alle Kahles eksempler, Die spr. der skalden s. 95, hæntede fra Lilja, med undtagelse af det förste, der slet ikke har med sagen at göre); tonende har lyden også i historisk tid været foran s /. eks. i gen. þjófs (ikke þjóps), jfr þjófs : leyfa (Bragi), jfr Kahle Die spr. s. 94—95; m — ikke i — findes i samna (: tamr). / tidens løb er det tonende f mellem vokaler faldet sammen med v (om Svívor : lífi 10. årh. er et fuldgyldigt bevis derfor, er dog vel tvivlsomt, heller ikke har týfram- : tiva-nogen betydning, da rimet her er ty : ti-v, jfr H. Falk Arkiv X 125 ff). Her gores der helt igennem den sædvanlige forskel på f og v.

faðerni, n, fædrenearv, Sigsk 70.

faðir, m, (dativ feðr findes hyppig, hos Bragi, Þjód, Hfr, Sigv, helt ned til Heilv og Orlod II 2, men foður Qunnl Lv 9; i edd. cod. findes dal feðr 37 9, 68 23; nom. feðr er meget ung Svert 2; jfr Skjspr 66), fader, Pul IV j 8, Rdr 8. 20, Haustl 8, TorfE 1, St 5, Yt 4, Sigv 7, 9. 11, 2 o. s. v., Vafpr 5. 23, Hym 5, Hhund I 18 o. s. v., sem f., / egenskab af fader, Alv 4, f. l9gseims, Loke, Þdr 1, f. Magna, Tor, Pdr 21, f. galdrs, Odin, Bdr 3, i. viggs, hest, Vpls 2; — f. allra, gud, Leid 31, f. þjóðar, d. s., Gd$ 43, enn mátki f., d. s., Sol 75, f. enn sæti LU 79, jfr Hfr Lv 9. jfr al-, goð-, hofuðfeðr, kenni-, langfeðr, læri-, móður-.

faðma, (-aða, -aðr), 1) favne, omarme, især om kødelig elskov, Gróg 3, f-sk lint umb Akv 40, Vigl 14. — 2) omfatte med kærlighed, dyrke, f. feðgin (j: fjandi og ofbeldi) LU 9, f-andi sátta hátt Mdr 16.

faðmbyggvir, m, favnbo\ ægtemand, f. Friggjar, Odin, Harkv 12,

faðmins Nkt 24 er fejl for faðmnis = Fáfnis; jfr Hl 4 a, 24 a, hvor der skrives faðmis.

faðmlag, n, favntag, Óspakr.

faðmr, m, favn (strækningen mellem de udstrakte arme), breiða f-m, strække sine arme ud (ved håndtenen), Rp 16, jfr LU 55, rétta f-m, udstrække sine arme, Likn 42, fara i f-m móður, / sin moders arme, Am 77, sofa, sofna i f-i Håvm 113, Hhund II47, verja f-i Vpl 2, hafa fljóð í f-i sér Korm Lv 61, felask i f-i Hhund II29; falla i f-m konu Vagn, missa meyjar f-s Sigv 13, 22 (i bægge disse tilfælde hentydes til kødelig elskovsnydelse); Ijoss f. Vpl 2, fríðr f. GSúrs 29; bjóða miskunnar f-m, om gud, Likn 45.

fagna, (-aða, -at), 1) være glad, vise glæde, hundar f. Fj 44, flestr f-aði (her er dog vist því underforstået) OddrgrU; bjósk at f. fór 3; Merl I 52; i reglen med dativ, ytre glæde over noget, være glad ved noget, f. sjónum, være glad ved at beholde synet (livet), Eg Lv 26, f. því Korm 1, 6, VGl 6, f. gagnsæli (sejrrighed) Hrafn 3, f. áttleifð Sigv 9, 2, l lpndum sem monnum Sigv 13, 30, f. lifi e^c-s, være glad ved ens liv (sføreise), Sigv 13, 31, bragningr f-ar sigri ESk 1, 5, f. dóð slíkri Harkv 12, i. sælu Gd 20, f. gjofum Steinn 3, 15, i. ku Mhkv 4, f. ótu ESk 6, 29, vargr fagnaði tafni Krm 9, eiga f. e-u Krm 19, f. illu, modtage, lide, ondt, Ragn VII; f. messu, fejre fest, Sigv 12, 25; absolut: f-andi GSvert 9, f-andi maðr Hsv 93; fagnendr jotuns sagna, som glade modtager guld, Hfr Lv 20. — 2) modtage en (med glæde), GSurs 13, Obarr 1, Hhund II 36, Am 47, Sigv 11, 17; 12, 22, guð f-i bragningi Rst 33; f. við ótali bragna Ht 88. — Når det Gd 76 hedder: f-aðu hirði sælan (o. s. v.), er her vera underforstået, 'glæd dig over at G. ef o. s. v.

fagnaðarlaug, /, glædestårer, LU 32.

fagnaðarlauss, adj, uden glæde, Mey 44.

fagnaðr se fpgnuðr.

fagnafundr, m, glædesfund, om digterdrikken, f. Friggjar niðja St 2; glædes-møde, Hál 13.

fagr, adj, grundbetydning: 'lysende, skinnende, lysende skort eller skön alm. 1) lysende, f. randar botn Rdr 7, f-t hlýrtungl Refr 1, 1, f, mækir Harkv 16,