far * 121 far
f-i kefli Drv (XI) 12, sem logi færi Hyndl 24; f. með fjóra EgLv39, f. saman, mødes, Vell 23, men: begive sig sammen (med hinanden) Bersi 1,2, góð hjprtu fóru þar saman Sigv 12, 7, f. til heljar, dø, Fáfn 34. 39; om svumning findes f. Korm Lv 59. — 2) i. med redskabets dativ, f. fæti, tilfods, Ãv 2, Mark 1, 12, f. skipum Hókr 2, f. skÃðum Qldr 1, jfr f. ferð sinni Sigv 8, f. mprum Sindr 2, men med á med dat., f. á soðuldýrum Ólhelg 1. — 3) med dat. af det, der ledsager ens rejse (i forbindelse med . . .), f. brandi ok geiri Eg Lv 7, f. eldi of óþjóð Arn 2, 12, endvidere f. dauða orði, gÃ¥ med døden, dø, Yt 8; f. litum, rejse med (de skiftende) farver, d. v. s. fra solens opgang til dens nedgang (jfr udtryk som bregða lit), HÃ¥rb 50, Bergb 7; f. e-u framm, vise sig i besiddelse af noget, udøve noget, Vell 13. — 4) begive sig over land, sø, udtrykkes ved f. med acc, hvortil sÃ¥ dat. (ledsagelse, jfr 3) kan fójes, f. Halland brandi Bkrepp 1, f. eylond brandi Bkrepp 9, f. Upplond brondum Sturl 6, 3, i passiv (lond) farin rondu Lids 1; f. sæ Ótt 2, 14, f. Geitis veg, d. s., Þjód Lv 2, f. vÃðan voll Eg Lv 31, f. fors Reg 2, f. fjolð Vafþr 3 o. s. v.; ogsÃ¥ i bet. begive sig hen til, f. sæing Am 10. — 5) med tilföjet adj., hvor f. da kan oversættes ved forholde sig, være', f. hræddr Sindr 8, f. apr Okik 2, f. munaðarlauss Sól 48, f. øfri, rage over, Hhund II 38, f. villr, forvilde sig, Hávm 155, i. purfi, undvære, Vafþr 8, f. lauss Sól 37, f. andvigr, stille sig til kamp imod, St 8, jfr f. fælt Am 47. — 6) med præpp., af: f. af Hf i, dø, Mey
forkynde den rette tro, Þviðf, f. með gÃgju Máni 2, f. með fjprnis fplu, fare frem med, anvende, øksen, Jorns 42, Hroptr fór með Gungni Korm 1, 7, — med dat.: f. með e-m, leve hos en, Sigv
11, 17, — med á meðal, gÃ¥ imellem (om eder, der gives indbyrdes), Vsp 26, f. i millum e-a, gÃ¥ imellem (for at forlige to parter), Ólhv 2, 5; — saman: fór fold saman, jorden for sammen, rystede, Hym 24, — of (um): hendr f. of gorvar, hænder behandler en klædning, bringer den i stand, Ragn II 4, — við: f. við e-n, behandle en (jfr subst. viðfarar), Sigsk 57, Am 86, Mhkv 3, — und: f. und lok, dø, Kveld, — yfir (jfr of): svát ferr vÃ¥g yfir, om vinden, Vafpr 36, jfr sst 22. 24. — 7) med infinitiv stÃ¥r f. / betydningen 'at begive sig til, gÃ¥ i lag med noget', f. við ulf vega Vsp 53, f. at sofa HÃ¥vm 114, — f. at finna HÃ¥vm 44, f. at soðla Guðr II 18, f. at bjóða Hárb 41, f. við vitni vega Gri 23, f. dæma Gri 29.30, f. sér at spilla Am 104, f. leggja und sik Jórsali Stufr 2, f. keykja lik sitt Likn 23. — 8) om andre forhold, hvor bevægelsen er tydelig, med part. akt. i lignende betydning som under 7, f. rÃfandi bpðvar ský, splitte, Sturl 4, 20, fljóð fór leitandi, søgte efter, EGils 1,31, — i forbandelser: far þú þars Hárb 60, — om rygte, ry, der gÃ¥r, kvittr ferr Sigv 11, 13, vitt fór heiti Volsungs Arn 6, 16, dýrð ferr hátt Mdr
12, brogð f. hæst Grip 10, bat mun f. á hvert land Oddrgr 19, — fare, d. v. s. blive bragt, fjplð horna fór par Am 8, reðr ferr með bekkjum Vpls 11, — f. nær vifi, komme i nærmere berøring med en
25, — á: f. á bekk Vafpr 19, f. á sjot Håk^kvinde (om en ægtemand), Korm Lv 57.
20, f. á svik, gÃ¥ ud pÃ¥ svig, Sigv 11, 7, i. hvert á annat, komme det ene ovenpÃ¥ det andet, ESk 6, 46, EGils 3, 21, — at: f. at knerri, om bølgen, Hfr Lv 4, f. at goldrum, udøve galder (egl. begive sig hen til det sted, hvor galder udøves), Jorns 2, f. geystr at flestu, udføre alt voldsomt, Kolb 2, 5; — f. at e-m, rejse for at hænte en, Sigv 13, 30, f. at foglum, for at fange fugle, Bót, farit es at meyju, for at søge rÃ¥d hos, Merl I 9, jfr f. sér at illu, styrte sig i ulykke, Herv III 5, — fyrir: f. fyrir e-m, trække sig tilbage for, fly, Eg Lv 31, Evids 2, jfr f. skjalfandi fyrir, ryste ved (noget), Grott 12, — eptir: alt ferr eptir einu, alt gÃ¥r pÃ¥ en og samme mÃ¥de, Hjálmþ IV 3, f. eptir teini, for at hænte (jfr f. at), Fj 27.28. — i med acc.: f. i brynju, iføre sig brynje, Mak 2, Akv 43, Am 42, f. à vppn, iføre sig sin rustning (omtrent = drage ud til kamp), Sigv 11, 9; i. à faðm móður Am 77, f. i sess Vafpr 9, i. à fulla dóma, begive sig til de fuldtallige domme, fuldstÅ“ndiggöre domstole (ved sin nærværelse), Stgrdr 12, f. à ljós annat, dø, Am 87, — (dat.) f. i sinni, ledsage, Sigsk 12, — með (med acc.): f. með GrÃðar vol, have i hÃ¥nden (pÃ¥ rejsen), Þdr 9, f. með dóm enn dýra,
Part. akt. farandi, rejsende, Fj 10.
9) om en sags forløb og resultat, gå, nu
ferr enn svá HolmgB 5, fór svá at Bkrepp
2, slfkt fór af riki, sligt gik for sig med kraft, Þorm 1, 8, svá fór pat fram, det gik således for sig, Hfl 20, f. betr Sigv
3, 2, fari sem fyrir mælik Am 34, svá f. róð HolmgB 8, plðrmól f. pfug Sigrdr 29. — 10) endelig bruges'l med dativ i forbindelser som f. verka, egl. fare frem med digt', d. v. s. digte, f. máli, indrette sin tale, berette, Sigv 1, 7. — B. transitivt, 1) med acc, indhænte, i. e-n Vafpr 46. 47, f. bág, få ulykke, Leid 9, hertil i part. perf. þótt hann sé firr of farinn, skönt man når ham længere borte, skont han bor længere borte, Håvm 34, varnendr goða vpru farnir Haustl 4. — 2) med dativ, tilintetgøre, ombringe, f. fjprvi e-s Yt 28, Fáfn 5, Sól 22, Orv IV1, Lok 57, f. holdi Gróg 12, f. Fáfni Fáfn 23, f. ætt e-s Hhund I 14, knegut oss fólur f. HHj 13, f. horund hungri Sol 71, afskurðr hafði f-it orða hlýðu ESk 6, 26, f. Glaums niðjum Þdr 19, trausti es f-it Hav 8, — medium f-ask (egl. fara sér), þjóð fórsk Steinn 3,4, gleði fersk HolmgB 7, pld fersk Ht 96, vald bats fersk aldri SnE II142, lptum eigi lif hans f-ask Darr