far

122

fasti

6, f-ask mun kristni Merl II 23; — part. pass. farinn, tilintetgjort, som det er forbi med (vel egl. 'gået bort'), f-it es þats vissak Qrip 19. 21, f-in es ætt Sigurðar Sigsk 64, f. at e-u Anon (XIII) B 2. — C. Medium i betydning 'bevæge sig, tage' (med dativ), f-ask und gunnhprga slog, begive sig ind under våbnene, ud i kampen, Qráfð, fórsk undir foldu grænni, underlagde sig det grönne land, Merl II 25, forsk hamri i hond, tog hammeren i hånden, Rdr 15.

farald, n, egl. 'hvad der farer omkring, er almindeligt, rammer mange', især om smittende sygdomme, ekki var bat forðum f., det var ikke i gamle dage en om-gangssyge, Mhkv 11.

faraldr, m, (v. 1. fárvaldr, ulykkevolder, ur.), som farer om, især for at stifte ulykke, f. heitik, ferk of aldar kyn Anon (XIII) B 6.

farandi, m, vind, SnE II 459 (egl. part. til fara).

Faraónn, m, dat. F-óni Likn 18.

farðir, /. pi., (sing. fprð ?), synes at betyde handlinger, begivenheder ('hvad der foregår', jfr fara, om en sags forløb), gprla lítk á Geitis garði þær of farðir, jeg ser tydelig på skjoldet disse begivenheder, Haustl 20.

farhirðir, m, rettelse for féhirðir Hárb 52, 'bådvogter', færgemand.

farkostr, m, egl. 'hvad der gor færge mulig', skib, båd, f. dverga SnE I 218. jfr farskostr.

farland, n, 'skibs-land', hav, f-s fasti, havets ild, guld, PKolb 3, 6.

farli, m, dværgenavn, (egl. 'den farende'?), Pul IV ii 5.

farligr, adj, egl. 'som ferr vel, sidder godt, passer", (fallegur / nyere islandsk, 'smuk, pæn', er opstået heraf ved assimilation), f-lig herða bjúglima gims Gerðr, kvinde, Tindr l, 1, f-t eiki, om skibet, Am 2, 16, i. hufr, ligel, Hfr 3, 9, f-g hlýr, ligel., Porm 1, 8; når ordet bruges, som det synes fortrinsvis, om skibe, bör det måske opfattes 'som ser ud til at kunne løbe godt.

farlyst, /, rejselyst, f-ir kómu fylki, kongen fik lyst til at rejse, Sigv 10, 10.

Farma-Týr, m, egl. 'skibsladningernes Ty (gud)', Odin, G ri 48, Pul IV jj 2; svanir F-s, ravnene, Hal 11.

farmóðr, adj, rejsetræt, Hjálmþ IV 17.

farmr, m, ladning (især skibsladning), Likn 33, enn frizti 1, skibsladning bestående af guld og kostbarheder, Valg 5, of f-i PjódA 4, 18. — I kenninger, for guld: f. Grana Pblsk 1, 2, f. sjóðs, pungens indhold, Oddr l, leggjar f., armens byrde, PI 31, — for digterdrikken SnE I 244 (prosa); — for (ægte)mand: f. Gunnlaðar arma, Odin, Steinp., f. Sig-ynjar arma, Loke, Haustl 7, f. arma galdrs hapts, den samme, Pdr 3, — for Odin: galga f. (v. 1. gramr) Hal 1, — for kvinde: (ifølge en bestemt situation) f.

lyptingar ESk 13, 7. — unna f. Vigl 2 er usikkert, bølgens byrde, de druknede(P). Jfr digul-, hlið-, legg-, pung-.

farmognuðr, m, egl. 'som kraftig foretager en rejse', om Odin, da han i orneskikkelse bragte skjaldedrikken til guderne, Hal 2.

farnaðr se fprnuðr.

farnagli, m, 'skibsnagle', blandt navne på skibsdele, mulig det s. s. nyisl. negla, den prop, der i bunden fylder et hul, hvorigennem øsevandet løber ud (på mindre både; jfr. Falk Seew. 7), Pul IV z 6.

farning, /, færgen, overfart, veita f., give en plads i skibet, PI 16.

farri, m, 1) tyr, f-a trjóna, tyrens hovedsnude, dens flæmingr (sværd), horn, Yt 17. — 2) ild, Pul IV pp 2. Jfr(?) seim-.

farroðull, m, 'skibsol' (rettelse for fagr-), skjold, dettes eiki, sværd, Porg. Hpll.

farskostr, m, ~ farkostr, s. d., Am 6, 4.

farsynjun, /, nægtelse af færge, det at nægte at ville færge en, Hårb 59.

farsæla, /, 1) egl. 'held med (på) sine farter' (jfr det følgende), treystask f-u í grœðis gný Anon (XII) B 4. — 2) held i alm., lykke, Hsv 69. 119 (jfr fésæla).

farsæll, adj, 1) egl. 'heldig med (på) sine farter', f-1 skeið Likn 33. — 2) lykkelig, Am Am 4.

fartíðr, m, blandt skibsnavne, Pul IV Z 4.

farvegr, m. alf arve/, vej, eller vej som man skal tilbagelægge, langir eru f-ar Qróg 4, stemma f-u EQils 3, 7; — f. vats, elveleje, Merl II 18.

1.  fasta, adv, fast, urokkelig, itanda f. Pdr 12.

2.  fasta, /, 1) faste, sult, banna ara f-u, stille ornens sult, Am 3, 15, bregða f-u ara hlýra Lids 3, bregða f-u gifrs hesta, stanse ulvenes sult, Jorns 35, f. munins Kolli 5. — 2) faste (kirkelig), LU 42, f-ur Likn 19, Arngr 2, 1.

3.  fasta, (-aða, -at), faste, sulte, láta prn né ylgi f. Krm 16; f-andi, om Kristus, SnE II 234.

fasthaldr, adj, lænke (egl.'fastholdende'), om Qleipnir, f. varð á Fenri lagðr Mhkv 20. — (et slags nagle SnE II 494).

1.  fasti, m, ild, Pul IV pp 2, blása f-a, udspy gløder, Bkrepp l, i f-a, U bÃ¥let, Mv 120. I kenninger, for guld: f. handar Bjhit 2, 2, vala strætis f. ESk 6, 25, f. farlands PKolb 3, 6, f. barðs túna Porm 2,11, f. glymrastar Od 18, unnar f. Sturl 3, 14. — for sværd: dreyra f. (ved rettelse) Korm Lv 31. Jfr ben-, flóð-, lið-, val-, velan-.

2.  fasti, m, 1) egl. fasthed, urokkelighed', sted, hvor man stÃ¥r fast, snævert sted, vanskelighed, fÅ“rðr í fasta, bragt i den störste knibe, Pdr 13. — 2) til f-a, fast, urokkelig, j: tilvisse eller fuldstændig, láta lastaverk fyr lið til f-a Has 15,