fár

125

feðg

npkkurs konar nauð SnE II 20), séa við f-i Sigrdr 8, vita f. fyrir Reg 7, mikit f., farligt varsel, Reg 24, bitr f., om menneskenes syndfordærv, Leid 8, fátt f. ýta bilar, det fordærv, som skal ramme menneskene, svigter ikke, PKolb 3, 7, dauðs f. Anon (XIII) B 37, verða e-m at f-i Korm Lv 1, fella f. af hpndum e-s, befri en for (døds)fare, Oddrgr 9, firra f-i Merl I 9, flýtandi f-s Am 4. — I kenninger: f. randa, skjoldenes skade, sværd, PQisl 6, f. gunnar grimu, hjælmens fordærv, Ód 15, logðis loddu (blodelvens) linna (sværdenes) L, sværd (eller kamp), Korm Lv 18 (her er dog f. rettelse for fætr); — lestir f-a, om den gejstlige (f. vel her om syndens fordærv), Gd$ 16. ffr egg-, firna-, gagl-, hugar-, morð-, nadd-, rand-, synda-.

2.  fÃ¥r, adj, mest i sammensætninger, blá-, dreyr-, eitr-, mál-; ntr. fátt kan bÃ¥de henføres hertil og til part. af fáa, s. d. Mulig findes fem. i Fó hjalma Gríðr, den blanke økse, ÞSíd 3, men stedet er uklart.

3.  fÃ¥r, adj, fÃ¥tallig, ringe i tal, men meget hyppig bruges f. for 'ingen' (et svagere udtryk for et stærkere, hvad der i oldsproget er meget almindeligt), stÃ¥r bÃ¥de med og uden subst, f. beið sára ór stað Sigv 1, 2, mjok f. Mhkv 12, f. mun verri Bragt Lv 1 (jfr v. L), fó mun onnur Sigv 9, 3, f. kann ósnotr svá Hávm 159, fáir vitu Qri 18. 22, f. es hvatr Fáfn 6, f. es fullrýninn Am 11, f-s es fróðum vant Hávm 107, kveða fátt verra GSúrs 15, gá mjpk fás Mhkv 20, ráða fá Mhkv 13, fátt es til nema, lidet er, intet er at göre undtagen, ÞjódA 3, 10, fátt eitt (j: skip) fylgir Anon (XII) B 8, segja fátt Hávm 103, kunna fátt Korm Lv 60, leika fátt, bevæge sig lidet (slet ikke), Heid 24, sofa fátt Sigv 3, 1, fátt fríðra kosta Hyndl 46, fátt féar Merl II81, fátt ór fjolða, kun lidet af den hele mængde, ESk 6, 67, fátt es fullilla farit, ingen medfart er slem nok, Am 86; i komparativ, færa veit HÃ¥vm 12, ráða færa Vell 4, nokkuru færi Evids 2, jfr fjórum færi (j: sverð: hds. færa) HHj 8; i superlativ, séask fæst,

Jrygte intet, HHj 11, fæst eigi því níta, intet skal (benægte j:) forhindre det, Am 34, sú vas nýt fæstum, ingen til glæde eller nytte, Am 1, es fæstan varir Fj 20; — med substantivum: f. jptunn Anon (X) II B 7, fp mun systir Reg 10, fáa kosti Pmåht 5,'i. gramr Anon (X) I B 10 b, fó þjóð Sigv 13, 31, f. vegr ÞjÓðA 4, 4, fátt fár bilar ÞKplb 3, 7, fára nátta (gen. abs.), i løbet af få nætter (dage), Hhundl 19, Qudrll43, fås konar, sjælden, Hjprtr 1; i komparativ: færi eyrir, mindre gods, Sigsk 52, færi (mær) Anon (XI) Lv 6, jfr vér munum færi Evids 1; i superlativ: fæst rpn Sigv 10, 9; fæstr gramr ESk 6, 14; — et fæsta adverbielt, med talord: fimm et f., / det mindste fem, Anon (XII) B 22, sjau tigir et f.

ÞjóðA 3, 16, fæst alene: spprðumk fæst, slet ikke, mindst af alt, Sigv 3, 13. — I Arn 5, 5 retter B. M. Olsen (Arkiv XXV, 289) fór til får (f. hilmir). ffr afl-, all-, hring-, lið-, orð-, ó-, svefn-.

fáráðr, adj, rådvild, f. herr Merl II 24.

Fárbauti, m, (får : vår, dette sidst i linjen, jfr Wormianus' skrivemåde faar-), Lokes fader (egl. 'den skadeligt slående', ødelæggeren, personifikation af Lokes væsen), F-a mogr, Loke, Húsdr2, Haustl 5. Jfr Kock I. F. X, 101.

fárbjóðr, m, 'skade-byder', som vil til-foje og tilföjer skade, f. Skota, om Erik blodøkse, Hfl 10, f. morðelds, som vil skade, ødelægge, sværdet, kriger, Skúli 1, 5.

fárelding, /, 'ødelæggende lyn\ f-ar meginsára, sværdene, Olhv 2, 11.

fárgjarn, adj, som gærne vil skade, skadelysten, f-gjorn kona, v. 1. til f-t hpfuð, Qrv VIII 4; om ilden, Heidr 14, om slangen, EGlls 1, 35.

fárhugaðr, adj, med skadelystent sind, f. fnauði Vagn, om ræven, Merl I 41.

fárhugir, m. pi, vredt sind, vrede tanker, sendusk f-i, Am 88; til f-a, for at vise fjendtligt sind, Rdr 8.

fárligr, adj, vredladen, f-g orð, vrede ord, efterretning om skade (for andre), Hav 11.

fárlundr, adj, (= fárhugaðr), skadelysten, f-d ferð (rettet for det metrisk umulige -lunduð), Líkn 16.

Fárr, m, blandt dværgenavne, Pul IV ii 5 (mulig z= får, skinnende).

fárskerðandi, m, 'ulykke-forringer', f. fyrða, som forminsker menneskenes ulykke, synden, Olaf d. hellige, ESk 6, 63.

fárskerðir, m, s. s. foregående, om gud, Leid 11.

fársætandi, m, egl. 'som griber lejligheden til at vise sit fjendskab\ fjende, Orettis 20.

fárvaldr v. 1. til faraldr, s. d.

fárverk, n, grusom handling eller vredens gærning (om öjnes udstikken), Bjarni 1.

fárpflugr, adj, stærk ved eller til grumhed (grumme gærninger), om djævlene, Mdr 4.

fáskrúðigr, adj, egl. 'fattig udstyret' (med ringe skrud), fattig, Hsv 43.

fásýnn, adj, sjælden set, sjælden, om slanger, Merl II 15.

fátalaðr, adj, lidet talende, tavs, om Kristus, LU 52.

fátíðr, adj, sjælden, usædvanlig, Pdrl5.

fátœkð, /, fattigdom, Od 52.

fátœkr, adj, fattig, Sól 70.

fávíss, ukyndig, dum, LU 9, Hsv 134.

febringin, PSíð 2, forvanskning, mulig af fleinþing.

feðgar, m. pi, fader og sön(ner), þrír f. Ã