fjarð 135 ftøl
fjord, lyngbevokset land, dettes 'fisk\ slange, dens 'lyse hjem, leje', guld, Eg Lv 21.
fiarghús, n, af tvivlsom betydning, måske snarest 'gudehus', tempel (jfr fjprg), en betydning, der godt passer det'ene sted, hvor ordet findes, Akv 42, f. ruku, om de brændende gudehuse; mindre godt passer det det andet sted, Akv 39, æfa fljóð ekki gáði f-a, hvor ordet skulde betyde 'tempel som opbevaringssted for skatte'. KQisl har (Eft. skr. 1175) opfattet i. som Hivs-hus', legeme, en betydning, der passer godt på forste sted, jfr l. 5: skop lét hon vaxa, hvori der utvivlsomt hentydes til den påfølgende inde-brænding; derimod passer den betydning ikke fuldt så godt til omgivelserne sidste sted; rimeligvis er dette sted senere tildigtet af en, der ikke forstod ordet f.
fjargvefr, m, (-jar), vistnok = goðvefr (jfr fjorg = goð), //0/7 (silke), f-jar FrÃðr, kvinde, ÞKolb Lv 12.
fjarrafleinn, m, (i de norske love firra fleinn = einhleypr maðr; jfr no. faraflein, 'omstrejfende person'), egl. 'pil som kommer ned langt borte, som ikke findes igen', en omløber, fattig person, f-a hverr hefr pik baugum borit, hvilken omløbende (eller fjærntboende) fattigmand har avlet dig til arv? (jfr baugr), ironisk udtryk, Alv 5; hermed kan sammenlignes f. eks. Kalevala III 113—14: „Af hvad æt er du vel runden?, af hvad slæng du stakkel båren?".
fjarri, adv, fjærnt (jfr ferri), fjærnt, langt borte, absolut, f. munum deyja Hamd 10, firr farinn, truffen længere borte (om enfjær-nere boende), Håvm 34, i. hefr, det er langt fra, Mark 1, 3, hefr til f. Nas 16, standa of f. Anon (X) I B 10 a, ganga f., opholde sig langt borte, Fåfn 28, at þvà firr, for at desto mindre, Gróg 13, nær ok firr LU 24; — hyppig med dativ, fjærnt fra noget, f. hræum Tindr 1, 11, f. sæ Sigv 1, 14. 7, 3, Eindr, ESk 6, 48, i. sólu Vsp 38, f. fjollum Vpl 14, f. feðrmunum Fåfn 8, f. fóstrlandi Hhard 15; gongumk firr funi = gakk mér firr funi, hold dig længere borte, Gri 1, firr sundi, húsi Hárb 54, Am 39; f. Bjhit 2, 5 se fjorn. Jfr megin-, mundangs-, of-, stór-.
fjárhlutr, m, det gods (penge) man har, er i besiddelse af, Gyd 3.
fjogrtándi, talord, ordenstal (skr. XIIII), fjortende, Håvm 159.
1. Fjón, n, Fyn (i Danmark), Arn 3, 18.
6, 1, ÞjódA 4, 2, Valg 7, Pul IV bbb 6, Gudr II 16 (rettelse for Fif s. d., jfr Vpls. saga).
2. ijón, /, (jfr fia), had, fjendskab, strÃð f. ljóna Þmáhl 15, i. fyrða Þorm 1, 4, ljótlig f. GSvert 10, grimm f. Jorns 12, horð f. ESk 6, 59, f-ir óxu Porm 2, 16, vekja f. með firum Sol 76, leggja f. á e-n Hfr Lv
7, hefja e-n frá f-um, befri en for ens had, Arbj 11; f. Braga kvónar = f. lð-unnar = f. iðunnar, strömhvirvlens (øde-
læggende) kraft, Grettis 44. Jfr goð-ryð-.
fjóna Sól 27 er forvansket, vistnok for finna (finnrat).
Fjónbyggvar, m. pi, Fynboer, Arn 6, 1.
fjóngolf Qlvir 2 er håbløst forvansket.
fjórði, talo., ordenstal, (også med kort vokal: fjorði), fjerde, fjorði tøgr HolmgB 9, halfan tøg fjörða sst 11, Isldr 24, gaf fjörða Egilss (XI) 2, en fjörðu Rst 29, Håvm 149, Gri 7, Gróg 9, f-a sinni Sigv 1, 4. Allevegne, hvor vokalen kan kontrolleres, er den kort, jfr KGisl Eft.skr.
I 274 og Aarbb. 1866 s. 285. fjórðungr, m, fjerdedel, at f-i minum,
for min fjerdeparts (med hensyn til de 3 andre brødre) vedkommende, TorfE 2.
fjórir, talo., fire, Haustl 5, Eg Lv 39, VGl 9, Sigv 12, 28, HolmgB 10, Gri 33, Gudr I 7, LU 96; f-um færi, fire mindre, HHj 8, jfr Vell 22. 37, Sigv 3, 8, f. tigir Gri 23. 24; fjogur Rdr 13, PI 53.
fjórtaliðr, adj, fire gange talt, firdobbelt, halir f-ðir à hundraði, d.v.S. 4X120, Herv VII, 14 (bemærkningen Norr. sag. 276: i hvert hundrað fernir fjórir tigir kan ikke være rigtig).
fjórtán, talo., fjorten, foll f. SnH 2, 7 (se fall).
Fjósnir, m, en af Træls sönner (af f jos, kostald), Rþ 12.
fjúk, n, snefog, Pul IV oo 1, taka til f-a, begynde at lade det sne, Sveinn 2; f. lasta LU 78 (jfr frost).
fjúka, (fauk, fokinn), fyge, láta f. af, lade (hænder og fødder) fyge, ryge, af (ved hug), Grettis 9.
%ðr, /, 1) fjær, især vinge, hana f-ar dynja, hanens vinger, Bjark 1, f-ar blað, fjærblad, vinge, f-ar blaðs leikr, vingeslag (se leikreginn) Haustl 12, bera sér i f-um, under sine vinger, Vsp 66, fjotraðr fogls f-um, Håvm 13. — 2) spydblad, Krm 4, men urigtig v. 1. for oddr. Jfr svan-.
/. fjjl, /, fjæl, 'brædf (aflang træplade), GOdds 4. Heraf er vel Fjalar ovf pi.
2. fjpl, n, (egl. ntr. af et adj. fjolr), mængde, glaðar flotna f., Hfl 17 (her fjol : mjol); ellers kun i sammensætninger. Jfr herom og fjolð BMÓlsen Arkiv f. nord. fil. XIX 114—15.
fjplblÃðr, adj, meget venlig, Sigv 11, 4.
Fjplbyrja, /, Fjelberøen (egl. 'den, hvorfra man plejer at få bör i alle retningef, jfr et navn som Alviðra), Pul IV bbb 6,
fjplð, /, mængde, (findes kun i sing. og hyppig med genitiv), könnet træder frem i mikil f. manna Heil 25; f. gumna Arbj 19, i. seggja Hfr 3, 7, i. frœða Vsp 44 o. s. v., f. sagna Rdr 7, f. unda Vell 20, i. sigrhljóða Darr 10, f. meina Vpl 21, f. horna Am 8, f. féar Gudr II25, Am 95, Grott 5, f. meiðma Pry 23, f. bauga Merl
II 5; segja f., fortælle mange ting, Gri 52, ráða f. Merl 110, at spjalla f. Brot 13, f. es pat, det er mange ting, meget, Sigrdr