flýt 143 fold
dende) bevægelse, fremskynde (af fljótr), f. at vigslum, fremskynde vielser, udføre vielser uden nølen, EOils 2, 6, f. sinar sveitir, fremskynde sine (djævle)skarer, Lil 47, verðr flýtt (ved rettelse af mitt), skaða (dativ) Merl I36, f. purrum fótum, bevæge fødderne (benene) rask frem tørskoet (om Kristus på søen), Pet 16. — 2) vække, frembringe, hugsan flýtir lysting SnB II 234, f. skrpkmól Sturl 8, 4, fårs vas hann f-andi Am 4; jfr KGisl Nj II 59.
flýtifengr, m, (adskilt ved linjeskifte), hurtig, rask fangst, f. Fjplnis, Odins raske bytte, digterdrikken, digtet, EU Sn 2.
flýtileygr, m, 'hurtig ild', f. hrÃðtjalds, stormteltets (himlens) hurtigt sig bevægende ild, solen, Has 28.
flýtir, m, 1) fremskynder, fremfører, f. flokka sennu Nj 20, f. flœðar elds, gavmild mand, PI 42. — 2) som frembringer, avler (jfr flýta), f. friðbragða, som befordrer fred, PI 12, fremðar f., som skaffer sig (ved sine gærninger) hæder, PI 16, Vtgl 16, f. giptu, om gud, Gml. kan. l, 3, f. lÃtillætis, ydmyg mand, Pét 35, f. skemða, vistnok djævelen, SnE II 216. Jfr gló-, her-, morð-, óð-, ógn-.
flæma, (-ða, -ðr), fordrive, f. út, fra landet, Sigv 10, 2.
Flæmingi, m, Flamlænder, i pi. Hfr 2, 7; veldi F-ja Krm 10; Qrv VII 23.
flæmingr, m, sværd, Pul IV l 7; f. farra trjónu, oksens hoveds sværd, horn, Yt 17. Jfr Aarbb (1869) s. 52, Arkiv XV, 121 'f, Bugge Bidrag 119.y/wtfr7/.
flærð, /, 1) falskhed, svigfuldhed, Qd 2, teygja fljóð á f-ir, lokke kvinde til falskhed, så at hun får lejlighed til at vise svigfuldt sind, Håvm 102, f-ir reyn-ask Merl I 43; Leid 39, Merl I 39, Sól 21 (her også i pi.), Hsv 65, Hålfs VI 3, Lil 17, kasta f-um Katr 10, f-ar fullr Lil 45, f-ar fyldr GOdds 2, f-ar aukinn, svigfuld, Has 39, f-ar fróðr, Leid 31; i de sidste eksempler er ordet religiøst; det er det også i følgende; f-ar hnekkir Gml kan 1, 1, f-ar pverrir PI 7, f-ar fellir PI 13, alt om gud og fromme mænd. — 2) ødelæggelse, koma f. at fjorni, ødelægge hjælmen, Ód 18.
flærðarkunnr, adj, bekendt for sin falskhed, SnE II 228.
flærðarstafir, m. pi, = flærð, falskhed, svigfuldhed, Sigrdr 32 (måske her overfor kvinder, i elskovsforhold).
flærðvarr, adj, som tager sig i agt for, undgår falskhed og svig, ærlig, PI 8, Hsv 125.
flœðr, /, egl. s. s. flóð, hav, sø, framm at f-i ÞjódA 4, 18, Anon (XII) C 24, á f-i Hhard 16, — / kenninger, for guld: f-ar eldr PI 42, Fenris f-ar blik, elvens (Vans) glans, Mdr 16, f-ar bål EGils 2, 16; — for øl: jastar f. ESk 12, 3, — for jomfru Maria: (oversættelse af stella maris) f-ar
stjarna ESk 6, 2. Jfr bål-, ben-, horn-, hyr-.
flœja, (-ða, -ðr; om de enkelte former se Skjspr 101; jfr flýja), flygte, munka f., Sigrdr 21, varð f. Gldr 8, flceðu Sindr 7, né þá f-ðim Anon (X) I B 10 a, f. getr Sigv 13, 20, flærat eld SnH 2, 1, Grikir f-ðu ESk 6, 52, ulfgœðendr f-ðu Pl 47, ek frá jarl f-ðu Ód 9, léó f-ði PI 23.
flœkja, (-ða, -ðr), göre indviklet, bringe i urede, så at det rigtige resultat forplumres, f. skil, hindre lov og ret, Þmáhl 9.
fnasa, (-aða, -at), fnyse, reið varð Freyja ok f-aði Pry 13; f-i hann vesalstr manna Korm Lv 53; for vokalens korthed taler afgjort sidste sted (fnåsi jfr fnpsun), medens det første ikke helt er afgorende. fnauði, m, ussel person, kryster, fár-hugaðr f. Vagn, i. vas fulltrauðr fram-reiðar Anon (XII) B 2.
fnykr, m, stank, om helvedes stank, Has 39.
fnýsa, (-ta, -t), fnyse, udspy, ben f-ti blóði Gldr 5.
fnæsa, (-ta, -t), s. s. foregående, eitri fnæstak, jeg udspyede edder (om Fåf-nir), Fåfn 18, overført, om Brynhild i hendes oprevne sindsstemning, GudrI27; endelig bruges samme udtryk om elven Vimur: 'den væltede sine edderkolde bølger frem' Pdr 5 (her er vokalen rimbestemt).
fnpsun, /, raseri, om de rasende bålflammer (den korte vokal i fnasa forudsættes), við f. slika Herv II 6; om troldkvinders færd Hæng V 7.
fogl, m (vokalen o ses i Sigvats vers), fugl, kyrra f-a, skyde fugle ihjæl, Rþ 46. 47, klpk f-a, fuglerøster, Rp 44, f-a mjolk SnE II 432, f-s jarmr, om mågeskrig, SnE I 94, f-s fjaðrar Hávm 13 (om glem-selshejren), om örn, f. fróðhugaðr HHj 2, om gæs, mærir f-ar Qudr I 16, — ástar f-ar, kærligheds fugle, venskabsbud som den ene sender den anden, Sigv 13, 27. Jfr ástar-, geir-, kjalar-, pá-, snæ-, úti-, val-.
foglheimr, m, fugle-verden", luften, SnE I 486 (prosa).
foglhildr, /, fugl-Hild, her synonymt med svan-Hildr j: Svanhild (v. 1. folg-urigtig), Rdr 6.
fok, n, fygen, føg, Pul IV oo 1, f. glóða, gløderegn, Bergb 2.
fold, /, 1) jord, land (oprindelig 'sletteland, mark!), Pul IV æ l, jorden i alm., á f-u Hyndl 41, Oddrgr 4, Sól 55 o. s. v. Evids 3, Anon (X) I B 10 b, en forna f. Hym 24, jfr Grott 12, en fjplnýta f. Sigrdr 4; rjóða f., slå ihjæl, Yt 5, Reg 26, f. sigr i mar Vsp 57, f. skal við flóði taka (se flóð) Hávm 137; vald f-ar Hfr Lv 9, (anderledes Hjelmquist Arkiv XXIV, 155 ff, men næppe rigtigt). Ifølge Alv 10 skal i. egenlig være asernes betegnelse. — 2) om enkelte lande, fpst f. Grip 1, es f. verja Harkv 15, rán f-ar Sigv 10, 9, jfr