friðm

153

fríðr

friðmól, n. pl, 'fredsord, fredstaler', forsonende ord, forlig, verja land f-um Anon (XI) 11, mæla f-um við e-n, tale fredelig til en, Hæng II 3; omtr. = fred, kúga þegna til f-a Steinn 3, 13.

Friðnar, /. pl, øgruppe ved Norge, rimeligvis fejl for Þriðnar (Annaler 1846 s. 88), Pul III 3.

friðr, m, (-ar; dat. friði og frið Skjspr 46), 1) grundbetydn. 'elskov, kærlighed'1 ses i f. kvinna Hávm 90, kaupa f-ð (konu) Ski 19 (ordet forklares egl. straks efter). — 2) venskab, f. brinnr Hávm 51. — 3) / øvrigt er hovedbetydning fred, fredsforhold', slikr f. Vell 18, Jitill f. Porm 2, 21, år ok f. Ploft 3, 9, vón f-ar Pmáhl 11, f-ar fullmæli Porm 1, 11, f-ar samband, om freden ved Kristi fødsel, LU 40, f-ar spjoll Arbj 23, leggja i f-ð Steinn 3, 13, f-ð°feginn Sigv 11, 2, gefa f-ð Hávm 16. 127, tfHj 34, Hást 4, gefa f. eignum manna, lade folk beholde deres ejendomme i ro, Sigv 11, 5, gœða f-ð, give en liv, Grett 1, 7, biðja f-ar Hårb 29, Haustl 8, granda f-ð Rauðskeggr, f. glepsk Hfr 3, 19, pverra f-ð Edáð 8, f. vasa hauks fjpllum PGisl 7, eyða f-ð ESk 7, 5, ganga á f-ð (manna), forstyrre (mænds) fred (ved krig), III 1, 3, slíta f-ð PSœr 2, 3, ólítill f. (dyb fred) gekk sundr Sigv 1, 4, f. vas loginn Hfl 14, segja e-m f-ð lausan, erklære en freden brudt, Ód 18, sleit Fróða frið (eller i ét ord), dyb fred, fred som Frodes, Hhund

I 13. — 4) fredeligt ophold, leita sér f-ar h 18. — 5) om himlens fred, saligheden, f. dróttins Porv 1, f-ar deilir, Kristus, SnE

II  196, f-ar veitir, d. s.. PI 31, Has 24, f-ar kennari SnE II 234 og mulig f-ar skepjandi SkÃ¥ldhelgi, f-ar kunnr Likn 11, jfr syn f-ar himna valds ESk 6, 63 (eller friðar-sýn, fredssyn, roligt, behageligt syn?). 'Jfr ó-.

friðrof, n, fredsbrud, ødelæggelse af freden, f-s ofsi, oprørsk voldsomhed, Ht 1.

friðrofi, m, som bryder, ødelægger fred (eller ro), f. hafljóma, som bryder guldets ro, gavmild mand, ESk 3, 3, f. lagar elds, d. s., Ht 69.

friðrpskuðr, m, som forstyrrer freden, roen, kriger, Hskv l.

friðsamr, adj, fredelig, Hsv 67, om Kristus Has 28.

friðsein, n, egl. fredens forsinkelse', kamp, Pdr 13.

friðskerðir, m, freds-bryder, kriger, Bplv 1, Sturl 5, 10; f. hringa, gavmild mand, Sturl 5, 4; f. hjorva, som ikke giver sværdene ro (her rettet fra fur-), kriger, Hfr Lv 12, randa f., d. s., Ótt 3, 7.

Mðskýrðr^ adj, forklaret ved (salighedens) fred, i. vits brunnr, den helligand, Heilv 16.

friðslit, n. pl, fredsbrud, brud på fred og ro, ufred, fuss f-s Hskv 2, 9, f. koma framm QOalt 3.

friðspillir, m, fredsforstyrrer, oprører, Blakkr 1, 2.

fridstøkkvir, m, som jager fred og ro bort, f. baugs, gavmild mand, ESk 13, 4.

friðvandr, adj, omhyggelig med hensyn til fred og ro, PjóðA 3, 13.

friðvón, /, håb om fred og ro, Guth kprt.

Friðþjófr, m, den bekendte sagnperson, Frp I 20.

1- Frigg, /, (-jar), Frigg, Odins hustru, Pul IV h 1 (jfr yy 1), Vsp 53, Vafpr l, Fjorgyns datter Lok 26, Balders moder Vsp 33; Lok 28, Oddrgr 9; kender skæbnen Lok 29; i uklar sammenhæng Qlvir 2; F-jar frumverr, Odin, Hfr Lv 7, F-jar faðmbyggvir, d. s., Harkv 12, F-jar (ved rettelse) niðjar, aserne, St 2, F-jar sonr, Balder, Mhkv 9, F-jar elda, et slags fugl, Pul IV xx 5; — F. foldu, kvinde, Korm Lv 60. Jfr auð-.

2. Frigg, /, norsk ø(?), Pul IV bbb 4 (identisk med den følg.?).

Frikn, /, norsk ø, Pul IV bbb 6.

frilla se friðla.

Frilleifr, m, (frill- : snill-), sagnkonge, Hl 16 a.

fri Hym 9 (i cod. reg.) er et mistænkeligt ord, versemålet kræver her tostavelsesord, hvorfor man har villet læse fn'i, m, — friðill, elsker mand; hds 748 har her faðir; der er næppe tvivl om, at dette er den rigtige læsemåde; dermed betegner den unge, lyse jættemø Hymir som sin fader; selv er hun efter digtets fremstilling Tyrs moder, men så må faðir (i bægge hds) i v. 5 være fejl for afi; der kan næppe være tale om, at nogen digter har tænkt sig Tyr som sön af jætteforældre.

fría, (-aða, -aðr, yngre frjá), elske, sá fær es f-ar Hdvm 92, kvón f. sína Sigsk 8; urigtigt for fia Lok 19; annars barn es sem ulf at frjá Mhkv 5. Part. aet. heraf er f-andi, sammentrukket frændi, pl. fri-endr, frændr, Skjspr 67, egl. ven, og så slægtning i alm., Pul IV j 7, friendr Dags, om Dags sönnesönner, Yt 11; friendr minir HolmgB 6, deyja f-r Hdvm 76. 77, Hak 21; Hávm 69, Hyndl 9, Hhund II 16. 37, Sigrdr 22, Am 56, Hamd 5, St 4, HolmgB 7, om brødre, tv 38; Hyndl 30, Brot 6, Gudr II 37, Hamd 13; om fader og sönner Hást 2, om sön, f. Serks Pstf 2, 2,. f. minn Háv 9, om Magnus d. gode og Harald hårdråde, PjódA 3, 9, Bplv 7; f. Ulfs Sigv 3, 19, f. Frisa kyns, en friser (af frisisk æt), SnH 2, 1.

friamorginn, m, fredagmorgen, Arn 5, 12, Psvart.

Friaut, /, Hyndl 13 er sikkert forvansket (Bugge: Fri und).

fríða, (-dda, -ddr), göre smuk, prægtig, pryde, fátt f-ir þann Bragi Lv 1 (v. i), fátt hygg ek pann f., Anon (XIII) B 27.

1. fríðr, adj, oprt. 'som elskes, eftertragtes'' (for sit skönne udvortes skyld), deraf den alm. betydning: herlig, smuk, især om ansigtets skonhed og udseende