fundr                                                          158                                                             fur

til vårs f-ar Hást 2, á f-i fyrða Þmáhl 13, at f-i stillis Am 6, 10, jofurs f-ir Hfl 7.

—  4) gave, f. arnar, gave til ornen, lig (føde), men teksten er urigt., Kolli 5. ]fr ásta-, fagna-, hjpr-, óska-.

funi, m, ild, ifølge Alv 26 asernes benævnelse, Pul IV pp 2, f. kveykisk af f-a Håvm 57, kynda f-a Hhund II39, f. kynd-isk ESk 7, 4; taka á f-a Gri 42; Qri 1, Fdfn 27. 32; ved rettelse Korm Lv 23: varrskíðs f-a vegskorða for varrskíðs (skibets) veg- (søens) f-a, guldets, skorða, kvinde, víðis f., guld, EOils 1, 11, hauks holms f., armens ild (også her er f-a rettelse, for fira), VQl 2; hjalma f., sværd, Nj 7, vápnglyms f. (ved rettelse) Ólhv 5, 2. — I en uklar sammenhæng, se ýstétt, Jpkull 1. Jfr sæ-.

funristis Þdr 12 er uforståeligt i sammenhængen; det kunde formelt være gen. af et fun(h)ristir, hvor fun- kunde være del af en kenning for guld(ring) eller sværd.

1.  fura, /, 1) fyrr, fyrretræ, Pul IV kk 2, sem f. (fallin) at kvisti Hamd 5, allpurr f. Vpl 9, men her beror ordet vist pÃ¥ forvanskning (af fúrr); mjoðkarms L, mjödbeholderens fyrr, kvinde, Mfl(XII) 1.

—   2) skib (som 'det af fyrr byggede') Pul IV z 4, glæst f. Am 2, 10, halda f-u, skibet, ÞjóðA 4, 11, háleysk f. ív 26 (jfr i prosa fljótandi f.).

2.  fura, (-aða, -aðr), skare, danne fure i noget (af for, langstrakt fordybning, rende), rond f-ask, skjoldet fÃ¥r skÃ¥r, revner, Ht 4.

furða, /, varsel (egl. 'noget der går forud'), drjug f. konungs, om (den uhistoriske) solformorkelse ved Olaf d. helliges fald, Sigv 12, 15, sem f-u, som et vidunder, PjóðA 4, 20; gen. sing. forstærkende, f-u tíðr, meget ivrig, EOils 3, 4, f-u jafn 55/ 16.

Furðustrandir, /. pi, stedsnavn i (det nyopdagede) Amerika (egl. forbavsende lang kysf, se Eiriks s. raud. s. 32), Pórh 2.

fúa, /, (vistnok en orknøsk form = isl. fóa), ræv (hunræv), brogðótt f. Mhkv 18.

fuinn, adj, rådden, funir draugar, Gd$ 12, Herv III 12 som v. 1.

fúll, adj, rådden, stinkende, fúl mýrr Guðr IH 11, ljósta f-u eggi GStirs 11; f-ar synðir, stinkende, hæslige synder, Katr 47, f-t grand, d. s., Od 2; f. metnaðr LU 8; om sindsstemning, uvenlig, tvær, kenna f-t af e-m Hfr Lv 18, f. falsari Hjålmp I 2.

fulligr, adj, tvær og gnaven af udseende, om trællen, f-t andlit Rp 8.

fúlmár, m, egl. 'stinkende måge', en art måge (= fýlíngur nu til dags?), Hfr Lv 16.

Fulnir, m, en af Træls sönner, (egl. 'den tvære, gnavne', jfr Mil), Rp 12.

fúna, (-aða, -aðr), rådne, f. á hliðu Qrí 35; Grettts 52, Gdf 47.

fúrbrigðir, m, 'ild-spreder¹, hlés fúrr,

havets ild, guld, dets brigðir, uddeler (eller ødelægger), gavmild mand, Gyd 2.

íúrgjofull (-gjafall), adj, 'gavmild på ild, i vága 1. af vága furr, bølgens ild, guld, Edåd 7.

fúrherðir, m, 'ildhœrder', i fieina sævar (blodets) t, 'som hærder blodets ild, sværdet, kriger, Edåd 7.

fúrlesíir, m, 'ild-beskadiger', fleygarðs (skjoldets) i., kriger, PI 12.

fúrleynir, m, 'ild-skjuler', foldar fjotrar, jordens lænker, havet, dettes furr, guld; 'guldets skjuler' er en usædvanlig kenning og skulde helst betyde 'gnier', men til en sådan var der ingen grund; -leynir synes her at måtte have en betydning som 'ødelægger' (el. lign.), Evids 4; iøv-rigt skrives her fyr-.

fúrr, m, (dette er for ældre tids vedkommende ordets eneste rigtige form med ú og som mase, det förste fremgår af linjer som fúrs í Þróttar skúrum og mér kom mundar fura; når der undertiden i hds skrives fyr-, er det en unöjagtig skrivemåde; dog har der i senere tider eksisteret en form fýrr 5. d., låneord jfr ags fyr?, / Pul IV pp 2 anføres både fýr og furr / 748, det sidste udeladt i 757), 1) ild, Pul IV pp 2, f. brann (her ved rettelse af fura) Vpl 9, eikinn f., om vaverluen, Ski 17.18; — hyppig i kenninger, for sværd: Þróttar f. Vell 12, Fjolnis f. Tindr 1, 1, Hildar f. GPorg, Skoglar f. Ingj 2, 3, fleinbraks f. Ht 2, f. frænings gráps Pmáhl 17, Heðins reikar fald- (rettelse) i., hjælmens ild, sværd, Vell 37, f. (ved rettelse) skjaldar Hl 41 a, fetla stigs f., den ild som færdes på sværdbåndets sti (skeden), sværd, Hast 2, - - for guld: flóðs f. HSt 2, 3, bóru f. (ved rettelse) Korm Lv 49, og (ved rettelse af flein-) f-a floostøkkvandi Eg Lv 31, unnar f. PI 35, fyllar f. (-þoll) ÞjóðA 4, 20, fleyvangs f. Sturl 6, 8 (jfr fleyvangr hvor flere exx.), mundar f. Eindr (mundar f-a Freyr), val-klifa f-s (ved rettelse a/fyrr eller fýrs) lestir, mand, EOils 1, 16. — 2) slange, Pul IV qq 1. Jfr ål-, ben-, hånd-, rin-, støkkvi-, und-, unn-.

fúr-Rpgnir, m, 'ild-Odin', fens f., vandets ild, guld, dets Odin, mand, her Sigurd jarl (måske betyder R. her i alm. 'hersker, besidder'), Korm 1, 6.

fúrrunnr, m, 'ild-træ', fyllar furr, havets ild, guld, fyllar f., mand, tsldr 22.

fúrsendir, m, 'ildsender, ilduddeler', haukstorðar (armens) furr, guld, dets 'uddeler', gavmild mand, Pfagr 1.

fúrskerðandi, m, 'som gor skår i ilden', f. fjarðar, af fjarðar furr, guld, det hele 'gavmild mand', Hfr Lv 16.

fúrskerðir, m, s. s. foregående, Hfr Lv 12; her står hjorva f., men 'sværdenes ild' er intet; fúr- er formentlig fejl for frið.

fúrsveigir, m, 'ildböjer, ilduddeler', f. flóðs, som uddeler søens ild, guldet, mand, Krók 2.