fyrri
163
fœða
H/r 3, 1, Vagn gat vegit f. Jorns 42. — 3) tidligere, f. nótt, forrige nat, HHj 26, Hyrrokkin dó f., for (end den lige nævnte), ÞdÃs 2, frá þvÃ's f. var Sol 40, enn f. van,"forsigtighed (nu fyrirvari, forbehold), Mhkv 27, orð et f-a, noget tidligere ord (end det), Oddrgr 8, Orott 7. — 4) forst, i forvejen, fara f. Reg 22, rÃða f. Brot 6, stong óð fyr gram f. Sigv 12, 12. — 5) forst meget sent og efterklassisk bliver f. adv, som Od 22(P), 26, Katr 35, og mulig i sit fyrri SnE II226; fyrra Háv 6 er forvansket. — B) superlativ: 1) tidligst, forst, hvat fyrst of mant Vafþr 34. 35, först (af alle?) Yt 28. — 2) forst (til at göre noget), f. ok øfstr Lok 50. 51, taka f. á funa Qri 42. — 3) forrest, rÃða f. Húsdr 7, skipa f-um Porm 2, 4, f. i folki Hhund I 53. — 4) forst (i opregning), Þrym drap f-an Pry 31, gala galdr f-an Gróg 6, pat telk fyrst Arbj 16, þat ræðk þér et f-a Sigrdr 22; i øvrigt bruges enn eini særlig i opregninger; — à fyrstu, / begyndelsen (om Adams og Evas syndefald), LU 66.
fyrvar, m. pi, mænd (jfr firår, fvrðar), fpr f-a Vell 22&hgfofi frf/ jjUe^/^r
iý, interj, fy, hverr maðf kvað fý 'Anon (XII) B 12.
fýla, /, stank, om helvedes stank, à f-u ok frosti LU 73.
fyling, /, et slags fugl (af full, =. fúl-má'rr?), Pul IV xx 5 (rettere er vist fýl-ingr, m).
1. Fýri, /, Fyrisá, við F. brann Yt 6 (vokalens længde er sikker).
2. fýri, n, fyrretræ (kollektivt), f-is garmr, vinden, Am 2, 10 (vokalen rimbestemt: stýr-).
3. fýri, n (eller fýrir m? jfr K Gisl. Aarbb 1866 s. 268), s. s. det følgende fýrr og (sent) dannet deraf, kun i gen. stýrir hafnar f-is, guldets ejer, EGils 2, 8, móðu f-is (guldets) meiðr, mand, EGils 1, 26, kafs f-is rýrandi, d. s., EGils 1, 21.
Fýrir, m, sagnperson, Qautr II 2.
Fýrisvpllr, m, i sing. PHjalt 1, men oftest i pi, -vellir, fræ F-a, guld, Eyv Lv 8.
fýrleynir se furleynir.
fýrr, m (sideform til fúrr, s. d.; af yngre oprindelse, eller fýr ntr?), ild, Pul IV pp 2.
fýrþollr se furpollr.
fýsa, (-ta, -tr), egl. 'göre en lysten efter, villig tif (af fuss), tilskynde, f. e-n at biðja Grip 35; med gen. rei, f. hjaldrs Ólhv 2, 3, Gautar f-tu landráða Sturl 6, 6, skop f. margs PKolb 1, 2, margir f-tu pess Jorns 45; upers. mik f-ir Pjsk Lv 5, skip f-ir varar Ht 20, f-ir, aptr gamans Fj 5; medium 'blive, være begærlig efter, ønske', meyjar f-tusk á við Vpl 3, hjarta f-tisk Atfn 3, 3, ek f-umk Rst 24, Nj 20, peir f-tusk Pdr2, f-tisk læknask Mark 1, 28, f-ask til stranda fóstrlanda PI 55, f-ask austr ESk 7, 1, f-umk hins at hætta Krm 29, heldr f-umk nu Merl I 3; med acc, f-ask
frelsi Mdr 43; — part. fýstr, egl. 'ægget UV, begærlig efter, gpndlar f. Rst 32, f. einarðar, omtr. = einarðr Pét 23, abs., villig, Andr 1; i. til fengjar Merl I 22.
fýsi, /, tilböjelighed, lyst, lÃtil f. Hym 20, at f. allvalds, efter kongens bud, tilskyndelse, Am 6, 2.
fýsinn, adj, opfyldt af lyst (til), ek sótta f. Eskål Lv 1.
iýst, f s. S. fýsi, lyst, biðja f. hlÃfa sér, lade sin lyst, iver, være sit værn, Am 3, 3, vasa f., det var ikke (min) lyst, egen drift, Sigv 3, 3; om kødets lyst Gd$ 27.
fýstlundaðr, adj, opflammet i sind, Gd 17 (skr. fyrst-).
fægi-Freyja, /, 'rensende, polerende Freyja\ f. hodda, kvinde, Korm Lv 7.
fægir, m, udøver (jfr fága), joru f., kriger, Hf119, f. folka Sógu, d. s., Hrafn 2; f. Fjolnis veigar, digter, Korm Lv 53, men her bör dog vist læses fægik F. v.; f. blóta, hedning, Katr 34; f. ósa elds, mand, Hard 14; her er der næppe grund til at antage nogen anden betydning ('polerer') end 'som befatter sig med" (guld).
fægirjóðr, m, sikkert for fægi-hrjóðr, 'som beskæftiger sig med at udrydde, uddele\ f. bauga, gavmild mand, ESk 13, 1; mulig er -rjóðr fejl for -ruðr.
fægiþella, /, 'kvinde som udøver, beskæftiger sig med\ fjallrifs (= steins j: steinasørvi) f., kvinde, Sigm 1.
fægi-Þrúðr, /, 'Trud, söm beskæftiger sig med1, f. (her beror dog fægi på rettelse f. freyia, -u) borna, kvinde, Porm 2, 2.
fægja, (-ða, -ðr), udøve, være beskæftiget med, f. Fjolnis veigar, digte, Korm Lv 53 (jfr fægir).
fæla, (-ða, -ðr), forskrække, f-ask blive forskrækket, sky, Herv II 6, III 9, fældr, forskrækket, LU 92; ntr. fælt, adverbielt fara f., fare frem som en, der er skræm-met, nøle, være forsagt, Am 47.
fætr Korm Lv 18 urigtigt, måske for får, s. d.
fætta, (-tta, ttr), forminske (i antal), f. tal (v. 1. tal fættisk), göre tallet mindre, Ingj 2, 3, f. aura, forminske ens ejendom, SnE II 226, lýðr f-isk à bý Nikdr 3, auðr er aldri f-isk Heilv 4, fólk f-isk LU 47, orð f-ask LU 58.
fættir, m, som forringer (i antal eller störrelse), menja f., gavmild mand, Ht 45.
1. fœða, /, føde, næring, feit f. Gd 60.
2. fœða, (-dda, -ddr), 1) bringe til verden, f. sunu Gudr II 28, bu er foeddir dróttin LU 88 jfr 55, f. fenris kindir Vsp 40, gramr hefr fæzk ESk 6, 13, né f-isk peng-ill sst 11; ek vas fæddr Sol 46, gœðingr myni f-sk Hfr 3, 29, Arn 5, 24, fó þjóð mætti f-ask Sigv 13, 31; fæddr með mein-um Le id 9; i enkelte af disse eksempler kunde dog næste betydning også antages; med framm, guð mun f-ask framm af holdi LU 29. — 2) 'give føde', denne betydning findes ligefrem Hårb 3; f. val vigs, give ravnen føde, Hskv 3, 3, f. varga
il*