g                                                                166                                                            gagl

Q

Lyden g var i forlyd og i forbindelsen gg stemt eksplosivlyd, i indlyd og udlyd stemt spirant, undtagen hvor denne på grund af naboskab med ustemte lyd selv blev ustemt; denne ustemthed kunde dog sikkert atter ved systemtvang hæves, det viser rim som vágs : ægi (Bragi), logs : logðu (Eskál), rógs : lægir (Hfr), frægt : fagran (ÞjóðA); ogsá i ord som hvégi var g spirantisk, hvégi : frægjum (Anon XII); gg rimede kun på gg; først meget sent forkortedes lyden foran ð (bygð < byggð) og n (skygn : gegn), dette sker vist forst i 14. årh.; eksempler findes i Lilja (dragðu : bygðum; brigð : dygð o. s. v.); Uggðu : Egðir (Þór. loft.) er intet rim, linjen er som ofte ellers i dette digt rimfri; de eksempler på gg : g, der findes hos Kahle s. 100, er alle kun tilsyneladende. Derimod er det spirantiske g allerede i 13. årh. så svagt eller blødt, at det i det andet rim kan savnes (leygs : eyjar, fleygr : eyjum, hos Sturla), eller også har der her udviklet sig en let spirantisk lyd, jfr en hyppig skrivemåde i hds som nýgjum (f. nýjum; jfr Frumpartar s. 89), der har berettiget de anførte rim. Hvor ek findes indsat i 1. person af svage verber med den tilföjede nægtelse, bliver k til g (bjargigak); således altid i hdss, og der er ingen grund til at antage, at dette ikke har været så i de ældste digtes tid (9. og 10. årh.), men rimene kan ikke bevise dette, da stavelsen er ubetonet. I ord som einka /. einga (ialfald i hdss) er der ikke tale om nogen overgang fra g til k men om en sammenblanding af to forskellige ord. I forlyd foran 1 og n (g- = got. ga) forsvinder g ialfald i nogle ord meget sent (jfr de herhen hørende artikler som glíkr, gnógr), næppe för end tidligst i det 13. årh.s sidste halvdel, almindelig forst senere i 14. årh. (jfr bogstavrim i Lilja som nærri : nógu).

gaddr, m, pig, tyk spids (jærn) nagle, digr g., om ankerfligen, ÞjódA 4, 23, g-ar af stáli, hvo/med Kristus blev korsfæstet, Mgr 15; om det er dette g., der foreligger i gadd svelr Blóðughadda, Þul III 4, er dog tvivlsomt, snarere er g. her = 'is, frossen sne\ „Blodughadda bevirker ved sin kulde is (på søen)".

gafi, m, kun i ordsproget fregna eigum langt til g-a, efterretningen om g. må

komme, kommer, langvejs fra, Mhkv 6; herved betegnes g. som noget meget fjærnt (om betydningen i ordsproget er s. s. i spyrja er bezt til váligra begna, det er bedst at have farlige personer på afstand, er dog tvivlsomt); ordet betegner vist en större rovfugl (ukendt i norden), svarende til lat. gryps (jfr Stjórn 316) og er mulig et lat. gavia. No. gave (Ross) synes ikke at kunne komme i betragtning.

gafl, m, gavl, und salar g-i Hym 12 (den indvendige side), at salar g-i Vpl 7, Hamd 31 (den udvendige side).

gaflak, n, spyd, Pul IV n, geyst g-ok (j: gaflok) fara Merl II 65, fleygja g-okum Frþ II 3; ordet er lån fra angels. (gaflac).

gagarr, m, hund, g. es skaptr þvít geyja skal Mhkv 4; brimrótar g., havbundens hund, (der her kaldes síþogull, altid tavs), konkylie (en dristig sammenligning, der mulig beror på den snoede 'hale'), Egilss (XII) 2. Om ordet er keltisk (gadhar), er vist meget tvivlsomt; det kunde meget godt forbindes med stammen gag- / det følgende ord. Jfr hjalm-, hræ-, sól-.

gaghals, adj, med tilbagebojet, knejsende hals, om hjortene (der bider Yggdrasils knopper), Gri 33, jfr no. gag 'tilbagebojet, krummet bagud". Jfr Bugge, Tidsskr. f Philol. VI, 87 f

gagl, n, gæsling, Pul IV xx 1, g-s leið, luften, dens stillir, gud, PI 28; hyppig i kenninger, for ravne: gogl Gunnar systra Hhund II 7, Gunnar g" BSk 9, 3, Yggs gogl Giz sv 1, hanga g. Hfr 1,2, hríðar g. Bkrepp 6, unda g. Isldr 10, g. hræva glæs Tindr 1, 8, sára gogl Anon (XI) Lv 8, ógnar g. Hl 26 b; gogl Grettis 8 se gogul. Jfr ben-, blá-, blóð-, bryn-, drif-, hjaldr-, laun-, nå-, sår-, und-, val-.

gaglbjartr, adj, lys som en gæsling, om Gudrun, Akv 39.

gaglfár, n, 'gæslingers fare, fjende', (jfr gaglhati), høg, g-s andrar, arme, Sturl 4, 36.

gaglfellir, m, 'gæslinge-dræber', høg, g-s Ion, arm (Ion er ikke særlig velvalgt), g-s Ions lautir synes egl. at måtte være 'de hule hændef, her hænder eller fingre (se laut), Rv 7.

gaglhati, m, 'gæslinge-hader, fjende¹, høg, Pul IV ss 1.

gaglviðr, m, R.s læsemåde i Vsp 42: