geym                                                          180                                                             gil'

den i klipper opbevarede bølge, væske, der frelste dværgene, digter drikken, Vell 2.

geymir, m, grundbetydningen er 'som iagttager, er opmærksom' (jfr nedenfor) og denne skinner tydelig igennem allevegne), bevogter, beskytter, besidder, i kenninger, for fyrster: g. inndróttar Am 5, 24, g. brúna grundar (hovedets) silkis sima, om Hakon jarl, Vell 14, — for krigere, mænd: grimu g. Pmåhl 11, grímu galdrs (kampens) g. (her betyder dette vel egl. 'som iagttager, ikke glemmer at kæmpe') Þmáhl 16, g. geira stigs (skjoldets) Pmåhl 5, g. Fjolnis elda (sværdenes) Isldr 8, — g. gullhringa Hard 14, g. hodda PI 4, g. hafhyrs se hafgeymir, — for gud: g. goðdóms Nik 1, 2, g. gumna Likn 48, g. hlýrns heimstoðu EGils 1, 26, — for helgener og gejstlige: g. goðspjalls Heil 10, g. klerka Gd$ 14, Od 33, g. hofuðkirkju EQils 1, 16, g. sauða Qd 31; g.^c giptu, biskop Gudmund, Gd§ 39; — g. galdra, om en genganger, Hard 12. Jfr dáð-, haf-, hodd-, hyr-.

geymirunnr, m, 'bevogtende træ', g-ar gunnelds (sværdets) krigere, Rst 25. 32, g-ar undgjalfrs grálinns, d. s., Has 11, g-ar gunnar gáttar Hl 3 a.

geymibella, /, 'bevogtende træ\ g. goll-hlaðs, kvinde, Korm Lv 32.

geymiórr, m, 'bevogter', del af en ken-ning, hvoraf resten mangler, Ód 27.

geypna, (-aða, -aðr), omspænde (af gaupn, den hule hånd), g. saman alla skepnu, holde hele skabningen i sin hånd, om gud, Likn 25. Jfr skringeypn-andi, umbgeypnandi.

/. geysa, /, jættekvinde (egl. fremstormende), Pul IV c 2; (v. 1. gessa, der kunde have lignende betydning og være afledet af gassi, s. d.).

2. geysa, (-ta, -tr), sætte i stærk bevægelse, lade rase, vinna herskip geyst af hlunni, trække krigsskibe rask ned, Am 2, 4; geirar g-tusk Skáldh 3, hlýr g-tisk Am

2,  4; part. perf. geystr, sat i stærk fart, rasende, fara g-t ESk 13, 14, geyst súð Anon (XII) B 4, geyst gífrs veðr Am 3,

3,   geyst gaflok fara Merl II 65, — om personer: g. Knútr Sturl 6, 6, ganga g. at gunrri Jorns 25, g. vinnk geira róstu Nj 16, fella g-an (mann) Nj 9, g. geirhvess-andi Nj 1, — voldsom, g. gróðr Nj 19, geyst villa Pet 54, g-ar kvalar Mdr 7; — som v. t. til glæstr Am 2, 10.

geysihark, n, voldsom larm, stöj, SnSt

4,  1.

geysiligr, adj, egl. 'voldsomt farende', voldsom, g-t róg Gdp 35.

geysitíðr, adj, meget omtalt, g-ar dáðir Rst 24.

geysla, adv, voldsomt, i stort antal (for geystla?, man væntede ellers geysila), falla g. Evids 7.

gi (ki), nægtende partikel, der fójes til substantiver: ulfgi, Loptki, matki, skjaldagi (nom. pi,), niðjargi, þorfgi, vétki (vætki),

dativ: hornigi, mólungi, aldrigi, — til adjektiver og pronominer: sjolfgi, engi, þatki, þeygi (= þau-gi), pvigi, hitki, hvatki, hvárgi, — til adv. og konj. ævagi, hvégi, nærgi, svági, þógi, vilgi, vilkit; — jfr hlýðigi. Se de enkelte ord.

gil, n, fjældkløft, g-ja grund Haustl 18; gilja for Gylfa (s. d?) Eg 5.

gilda, (-da, -dr), 1) 'göre tyk, dröf, forøge, (af gildr), g. vargi gróð, forøge ulvens grådighed (ved rigelig fødegivning), Ht 56. — 2) göre gyldig, g. uthlaups-monnum sakar, göre røveres skyld gyldig, d. v. s. give dem den fortjænte skyld (og straffe dem), Sturl 6, 2.

gildi, n, 1) betaling, erstatning (— gjald), eða skyldi god g. eiga, eller om guderne skulde have, modtage (kræve), skadeserstatning, Vsp 23. — 2) gengæld, ey sér til g-is gjof Håvm 145. — 3) drikkelag, drik, bua ulfum g. Ht 11, g. gunnstara, blod, Hl 26 b. — 4) / kenninger for digterdrikken, skjaldeævne, digt, Gauta g. Korm 46, g. geðreinar grjótaldar, jætternes brystdrik, d. s., Refr 3, 1, g. hapta beiðis (Odins) Graf 1.

gildir, m (nom. agent, til gilda jfr Arkiv XVIII, 77 f, XV, 220), egl. 'som giver noget dets fulde værdi, lader det komme til sin ret', g. auðar, gavmild mand, Bjhit

I,  3, g. handar vafs, d. s., Sindr 6, g. Yggs hjaldrs, dygtig kriger, Od 20, g-ar hjalmelda, krigere (hos Snorre berserkir), g. hjalmelda Hropts, Odins krigere, Húsdr

II,   g. óðar, dygtig skjald, GSiirs 24, — g. flotna, der gör mændene dygtige, hæver dem, Ótt 2,' 6. Jfr auð-, hyr-, seim-, or-.

gildliga, adv, i höj grad, g. vafðr í glæpum Katr 26.

gildligr, adj, tyk, svær, g. gnúpr, svær, tyk fjældknaus, i fuglegåden, vistnok identisk med múli (jfr tyrðilmúli), Gát 3.

1.  gildr, m, blandt ulvenavne, Pul IV ee, v. 1. gyldir, rimeligvis er gildr blot en forvanskning heraf.

2.  gildr, adj, egl. 'som der skal betales for\ 1) fuldgyldig, dygtig, g-d old ESk 6, 10, g-ir baugskerðandar SkÃ¥ldh 5, g. granni Hbreidm, g-ir menn, fuldmodne mænd, Gd 7, om gud Pet 5. — 2) om noget stort eller som er tilstede i hoj grad, g-d hátíð, stor, prægtig fest, LU 74, g-d trúa Gd 35, g-d pro, hæftig længsel, Mhkv 13, g-d sór, store sÃ¥r, Grettis 8, g-t gæfuleysi, fuldkommen mangel pÃ¥ lykke, Qrett 1, 4, g. grátr EGils 1, 30, g-t (v. 1. grimt) grunnsævi, meget grunde strækninger (ved kysten), Qrv IX 52. Jfr al-, skatt-.

gilja, (-aða, -aðr), have kødelig omgang, SnH 8, PjódA 4, 17.

giljaðr : giliaþar, giliaðar, gyliaðar, geli-adar Sindr I, har endnu ikke fundet sin forklaring.

Gilli, m, Harald gille, Nkt 60 (egl. tilnavn, irsk, 'tjœner').

gilling, /, blandt elvenavne, Pul IV v 5.