gill

181

gipt

Gillingr, m, jætte, Suttungs fader (jfr SnE 1216), gjold G-s, digterdrikken, digt, Hál 1.

gillir se gellir.

gils se gisl.

Gilsbakki, m, gård på Island (Borgar-fjordsyssel), Qrettis 26.

gilvar straumar se gylfar straumar.

gim, n, ild, Pul IV pp 1, g. geisar Åtli, láta g. geisa Ólhv I. — I kenninger, for guld (ring): alnar g. Qunnl Lv 7, herða bjúglima g. Tindr 1 (jfr Gerðr), — for sværd: g. Hristar (ved rettelse) Qrettis 47, hlifar (skjoldets) g. Anon (XIII) B 17, ógnar g. Evids 5. — Utvivlsomt foreligger også dette ord Vpl 5, (smedjens, essens) ild, sló goll við gim fastan (adv.), hamrede guldet ved (ophedet i) ilden uafladelig. Jfr fagr-, ljóð-, ljós-.

gimir, m, navn på himlen (egl. vel 'den med ild, j: sol, udstyrede', af gim), Pul IV ff nn.

Gimle, n, Qimle, navnet på det ny land, hvor de skyldfri mennesker og guder efter Ragnarok bor i en sal, Vsp 64; navnet er sammensat af gim Hid og hlé, lIldlæ' kaldes landet som det, der aldrig — som den gamle verden — vil blive ødelagt ved ild; det er en symbolsk (modsætnings) betegnelse.

gim-Rpn, /, Hid-Rart, Ránar gim-gótt, kvinde (rettelse for glym-), Korm Lv 31.

gimskýlir, m, se gunnskýlir.

gimsløngvir, m, Hidslynger', naustablakks (skibets) hlémána (skjoldets) gifrs (øksens) drifu (kampens) gim, sværd, dets sløngvir, kriger, PSær 2, 1; en af de få meget lange, måske den længste kenning, der findes.

gimsteinn, m, ædelsten (lån fra angels.), fegri g-um Likn 36, goll ok g-ar Likn 7; g. brúða, jomfru Maria, LU 89, Mey 11, g. vifa LU 27, Mgr 39, g. sprunda Od 10, g. himna konungs Mdr 42; g. lærðra manna, biskop Gudmund, Od 69. Om g. i kenninger for 'öje' se SnE I 538.

gin, n, gab, mund, i g. angrþjóf Óðins, for at ramme Tors mund, Pdr 15, i g. vargi Krm 19, i g. gollnu hofði, / dragehovedets gab, Gisl 1, 16, i orms g-i Anon (XIII) B 8.

gindýr urigtig v. 1. Sturl 5, 8 for brim-dýr, s. d.

ginhafri, m, blandt såds heiti, Pul IV ddd 1; vel en havre art ('gabende hav te").

gininn HolmgB 5 er vist fejl for góins, s. d.

ginljótr, adj, med hæsligt gab, om et utyske, EGils 3, 10.

ginn, n, svig, falskhed (vel egl. 'noget der bedrager1, jfr verb. ginna), inna g. gráleik, betale falskhed med svig, lige for lige, Hhard 13, g. es hér komit Máni 2 (om göglerne).

ginna, (-ta, -tr), lokke, forføre, g. e-n frá guði Mv III 23.

Ginnarr, m, egl. 'den der lokker, besnærer', 1) navn på Odin, Pul IV jj 1. —

2) en dværg, Vsp 16, Pul ii 4. — 3) høg, Pul IV ss 1 (ifølge SnE I 490 også örn, men Pul har kinnarr, s. d.).

ginnheilagr, adj, meget hellig, g-og goð, Vsp 6 o. s. v., Lok 11; ginn- er forstærkende; et adj. ginnr findes ikke selvstændigt, men no. har ginsk 'ypperlig, fortræffelig1 (også ginskleg; jfr også gjön- /' sammensætninger; Aasen), også fuld af livskraft, livfuld' (Ross).

Ginnir, urigtig v. 1. til Grimnir, Pul IV jj I-

ginnregin, n. pi, 'stærke magter', guderne Haustl 13, Håvm 80. 142, Hym 4, Alv 20. 30; der er meget der taler for, at ordet egl. betegner 'vanerne'' (ikke aserne), især Alv. (eftersom æsir, goð nævnes alle 13 gange, medens vanir nævnes 9 gange, og g. nævnes netop i 'vanelinjen', l. 3 i verset, to gange) og Hym., hvor man har forbindelsen ti var ok g.; i Håvm sættes g. /' forbindelse med runerne, hvad der godt kan forenes hermed; i Haustl. synes g. derimod at være en samlet betegnelse; dette kunde let ske i henhold til vanernes optagelse blandt aserne.

ginnungi, m, 'uhyre udstrakthed'; ordformen er dog noget problematisk, og findes kun i forbindelsen gap g-a Vsp 3. E. Mogk (Beitråge VIII 153 ff.) har antaget et Ginnungi som personifikation af 'det store tomme rum' og altså sat ginn-, / forbindelse med roden i gina, hvilket er misligt; men ordet kunde også blot betyde 'den uhyre udstrakte', så at G-a gap betød 'den uhyre udstraktes (= udstræknings) gab', den udstrakte tomhed. — Om G-a gap / geografisk betydning se G. Storm Arkiv f. nord. fil. VI, 340 ff. Ginnunga himinn findes kun SnE I 50 i cod. reg., men læsemåden beror sikkert på misforståelse, jfr de andre læsemåder.

ginnungr, m, høg, Pul IV ss 1, g-s brú, arm, Rv 7 (jfr linni); hertil må sikkert henføres g-a vé, høgens bolig, luften, pil g-a vé knpttu brinna Haustl 15.

gipt, /, egl. 'det givne, tildelte' (til gefa). 1) gave, g. anda LU 80, andar g-ir, åndelige gaver, EGils 2, 7, g. gæzku Likn 3, piggja pessa g. Qmlkan 1, 4. — 2) lykke, g. liggr á láði Hskv 3, 5, g. mun lagið Grip 52; Sturl 4, 5. 28 (hvor urigtig v. 1. gipta), EilSn 1, Ht 1; Leid 7, Likn 28, hvor ordet betyder 'den evige lykke, frelse'; omtr. — 'skæbne', aldar g. Sturl 4, 10. Jfr anda-, andar-, o-.

1.  gipta, /, lykke, (egl. identisk med foregÃ¥ende), Hfr Lv 6, Pjsk 2, Bjhit 2, 9, ESk 6, 57, Kolli 2, Mlag 3, Hsv 69, Sturl 6, 9; hæst g. Pdis 2, g-u vegr LU 89. Jfr aldr-, Ó-.

2.  gipta, (-ta, -tr), gifte, bortgifte (en kvinde), Rþ 23. 40, Nkt 74; formæle, forbinde, g-tisk ondin guðdóms krapti LU 31.