gjalf

184

gjúk

gjalfrdagr, m, 'hav-dag, guld, greiðir g-s, mand, Nj 8. gjalfrdýr, n, 'hav-dyr', skib, Hhund

I 30.

gjalfreldr, m, 'hav-ild', guld, Gunnr g-a, kvinde, Bbreidv 3.

gjalfrhestr, m, 'hav-hesf, skib, PI 48.

gjalfrleygr, m, 'hav-flamme', guld (ved rettelse), Hfr Lv 25; jfr gjalfrteigr.

gjalfrmarr, m, 'hav-hesf, skib, Herv III 20.

gjalfrstóð, n, 'hav-heste', skibe, Bplv 8.

gjalfrtamiðr, adj, vænnet til søen, g-ðir skeiðhestar Gestils Sturl 5. 3.

gjalfrteigr, m, 'brusende mark', hav, g-s mork, skulde være kvinde, men rimeligvis er -teigs her forvansket af -leygs, Hfr Lv 25.

gjalfrundinn Sturl 5,16 skal læses gjalfrs undinn.

gjalla, (gall, gollinn; ubrudt form gella, s. d.), gjalde, skrige (give fra sig en temmelig gennemtrængende lyd), om ravne: gullu hræs haukar PGisl 7, hrafnar gullu Rst 18, g. of ná Hást 7; Hróm 1, Sigv 13, 23, Egils (XII) 3, — om orne: arar gullu Hhund I 1, ernir g. Qudr II 8,

—  om gæs: gullu við gæss Qudr I 16, Sigsk 29, — om hunde: hvelpar g. Qudr

II  42, — om en skældende, højrøstet person: rýgr gall of heiðnum stalla Pvtdf,

—   om vÃ¥ben, spyd, sværd: isorn gullu (v. 1.) Harkv 8, spjor gullu Hókr 4, Merl II 68, g-andi geirr Eg Lv 7. Akv 5. 14, brandr gall Rst 5. 17, Drv (XI) 3, grindlogi Gondlar gellr VGl 4, hjprr gall Qldr 5, Rst % gall gunnlogi Háv 4, HolmgSk, fetla svell gullu Eyv Lv 7, láta brand ok randir g. saman Pham 1, 4, gall bál Hoars Refr 2, 1, — om buen og buestrængen: gall ýbogi Hfl 14, strengr gall Pfisk 2, — om harpestrængen, men her i hds rettet til mæltu (f. gullu) Oddrgr 30, — om hamrenefs gjalden mod ambolten): láta sleggjur g. Skall 2, láta (morð)hamar g. i steðja Anon (X) digt om Gudleifr, láta fork g. Anon (X) IIB 8 — om jorden: grundir g. Vsp 45 (i Hauksb), — absolut: létk [hogg eller sverð] g. gnýþolli Þorm 2, 8.

Gjallarbrú, /, broen over Ojpll-elven, på vejen til Hel, ganga of G., dø, Sturl 4, 27.

Gjallarhorn, n, Heimdals gjaldende lur (egl. 'hornet Gjoll', eller gjallar sammentrukket for gjaílaðar-?), Vsp 46 (jfr 27).

gjallharðr Háv 4 er fejl for gall harðan.

/. gjallr, adj, klingende, g-t goll Hfr Lv 25, et g-a goll Anon (XI) Lv 3, Fáfn 9. 20, et g-a (skr. galla) Gjallarhorn (jfr gamall v. 1.) Vsp 46, et g-a greipar svell Stridk., — g. Gauts eldr, det klingende sværd, Korm 1, 4, et g-a Hogna meyjar hjól (skjoldet) Rdr 2. — haj, lydelig, g. grátr Sigsk 30.

2. gjallr, m, egl. 'den gjaldende, klingende' (det foranstående adj. substan-tiviseret), 1) sværd, Pul IV l 1, g-i laufg-aðr golls bollr, guldtræ, hvis blad et

sværd, kriger, Korm Lv 55 (rettelse for g-ar). — 2) skjold, Pul IV r 2. — 3) hav, Pul IV u 1. Jfr mund-, munn-.

gjalpa, (-aða), synes at foreligge som verb. Eg Lv 27 i betydningen 'at rose sig af, besidde', g. holla hjalpendr; hermed har man sammenlignet ags. gilpan ' beramme sig\

gjalta se gelta, gø, Grundar menn gjoltu (v. I.) sern hundar Anon (XIII) B 10.

gjalti antages at være et irsk ord, der betyder gal, rasende; i norsk-isl. er det åbenbart blevet sat i forbindelse med goltr (verða at g. =.- verða svíngalinn), g. glikir verða gumna synir, man bliver gal ^af frygt (hvis man ser op i kampen), Håvm 129. Jfr Fritzner.

gjarðvenjuðr se garðvitjuðr.

gjarn, adj, begærlig (efter), villig (til). g. hjalmprimu, til kamp, isldr 4, g. styrjar Hskv 1, g. heiptar Rst 21, g. tirar Hfr 2, 9, g. fremðar Sigv 1, 15, g. måls of mæring Ólsv 1, 1, g. heimsku Katr 35, g. til fjors e-s, begærlig efter (at tage) ens liv,' TorfE 4, g. til gjalfrelda Gunnar, begærlig, længselsfuld efter kvinden, ' Bbreidv 3, absolut at g. séak St 23; g. á hernuð fóms 17, g. á ríki Merl I 28; g. árna Ólhelg 5, jfr Eþver 2, g. gunni at heyja Hhund 152, g. at gœða (orrostu) Ht 55, g. at auka óð fóms 3, g. at greiða óð Hfr Lv 18. Jfr á-, ár-, ástar-, át-, barn-, bil-, bráð-, boð-, bol-, dáð-, eljun-, fár-, fé-, fram-, góð-, heimsku-, heipt-, heiptar-, her-, hlut-, hræ-, ill-, ím-, ívið-, jam-, læ-, meginmein-, morð-, nám-, ó-, óbil-, óbrot-, óð-, ótta-, rausn-, sáttar-, sín-, skaut-, skraut-, tál-, tir-, tirar-, undr-, val-, veðr-, ver-, vél-, ýmis-, þrá-, þrætu-, ofund-.

gjarna, adv, gœrne, villig, Porm 1, 5, Nj 19, Lil 95.

gjóðnistir, m, 'orne-føder', geira veðrs gjóðr, ravn, geira veðrs g., kriger (gjóð-iøvrigt rettelse), GSvert 5.

gjóðr, m, örneart, Pul IV xx 7 (her blandt fuglaheiti, forfatteren har vist ikke vidst, hvad g. egenlig var), i kenninger, for ravne (eller orne?): g. Hnikars Lids 2, g. Yggs Sigv 2, 9, g-ar dolgeisu disar (valkyrjens) Gráf 2, g. sigfljóða PTref 5, g. (ved rettelse) vápna hreggs Porm 1, 3, geira hríðar g. Hfr 2, 9. Jfr ben-, blå-, und-, val-.

gjósa, (gaus, gosinn), bryde frem (især om en opadgående bevægelse), gaus eldr ór húsum Bkrepp 5, logi gaus ór husum Anon (XI) Lv 7, Jorns 19.

gjósorðr, adj, som taler letsindig eller skældende, om et utyske, EGils 3, 4.

gjósta, /, vind, vindstød, blandt vedra heiti, Pul IV oo 2; geira g., kamp, G G alt 2.

Gjúki, m, den bekendte sagnkonge, hyppig i heltedigtene fra og med Grip, desuden Hyndl 27, G-a niðjar, Sörle og Hamde, Rdr 6, G-a dóttir, Gudrun, GSiirs 9, G-a salir Hålfs IX 11, klæði G-a ættar,