gjúk

185

glað

rustning, Am 2, 9, — blandt søkonge-navne, Pul IV a 5 (sikkert identisk med den förste), G-a stóð, skibe, som v. /., Drv (XI) 8.

Gjúkungar, m. pi., Gjukes sönner, Sigsk 35.

gjof, /, (-ar), gave, skænk, su g. Arbj 9, at g. Ht 23, ey sér til gildis g. Hávm 145, glík skulu gjpld g-um Håvm 46, gefa g-ar Reg 7, skipta g-um Hávm 44, gjalda g. við g. Hávm 42, launa g-ar Hárb 21, verðr g-a HHj 34, sýta við g-um, være ængstelig ved (overfor) gaver (fordi man så må give igen), Håvm 48, láta sér lika g-ar keisara Mark 1, 26, segja g-ar, opregne (nådes)gaver, ESk 6, 64, g-ar anda ESk 6, 6, g-ir ok mútur, skænk og bestikkelser, LU 71, g. vikelds, gave bestående af guld, Sturl 6, 9; — g. Grimnis, Odins gave, digterdrikken, Húsdr l, g. Þróttar (ved rettelse af dóttur), d. s., Korm Lv 46. Jfr ást-, einka-, fé-, heið-, prýði-, stór-, vin-.

gjofer (skr giaifer), Alv 4, er fordærvet, og de givne rettelser eller forslag er alle mindre sandsynlige; det simpleste vilde være at opløse ordet til gjof es (H. Gering), så einn es gjof es, skulde så betyde: den eneste, hos hvem gaven — d. v. s. retten til at bortgive datteren — er; men sætningen er ikke naturlig.

gipflati, m, person lad til at give, gnier (jfr SnE I 532), g. seims ok hnossa, som trægt giver guld og kostbarheder, Ht 97. (Anderledes f. Pork., Arkiv XV, 221—22, men urigt. jfr Arkiv XVIII, 80).

gjofli, /, (kun i sing.), gavmildhed (jfr gjofull), g. rœmðr, berömt for, Gldr 9, venja sik s, Gunnl Sig 1, fyr g. sina Gyd 4.

gjpflund, /, gavmildt sindelag, grundar vorðr gata œðri g., ingen konge har fået et gavmildere sindelag, Ht 90, borinn fremstr g. Steinn 3, 17.

giofmildr, adj, gavmild, g. ok framr (V. 1. g'jaf-) ESk 7, 2.

gjpfrifr, adj, gavmild, Refr 5, 1,

gjofull, adj, gavmild, g. af go 11 i Grip 7, gjpflastr gollskýflir Sindr 4, gramr enn gjoflasti Bjark 4; om Hakon den gode Hák 3 (v. I.). Jfr fé-, fur-.

gjofvinr, m, 'gave-ven', ven som givet-sine venner gaver, Arn 6, 11 (v. 1. gjaf-).

gjpgra, (-aða, -at), gå med vaklende skridt, Qrv VII 19, v. 1. geisa.

gjpll, /, 1) larm, skrig (jfr SnE II551). — 2) kamp, gjallar vpndr, sværd, Sigv 12, 27. — 3) som navn på den elv, der skal passeres på vejen til Hel (jfr Gjallarbrú), Grí 28, Pul IV v 1; man G-ar Sturl 4, 24, synes at være en betegnelse for brovogtersken Móðgudr eller selve Hel (Jfr sammenhængen); — gjallar eimr, guld, EGils 1, 40; g. vápns, blod, Pmåhl 7.

Jf^{r v{}g--

gjplnar, /. pi, gæller, men også brugt om mundens omgivelser (jfr g. heita granar hans SnE II 432), f eks. på et

(skibs) dragehoved, g. roðnar golli Sigv 12, 3.

gjplnir, m, et slags fisk (egl 'den gællede'), Pul IV x 4.

Gjplp, /, 1) jættekvinde, Geirrøds ene datter (jfr SnE I 288) Vetrl, Pul IV c 2, G-ar skær, ulv, Hfl 12, G-ar stóð, d. S., PKolb 3, 14; snerru G., kampens jættekvinde, økse, Grettis 3. — 2) en af Heim-dals 9 mødre, Hyndl 37. Jfr vand-.

gjppta (skr giopta) Heid 36 er et tvivlsomt ord og betydning usikker, 'være i færd med'?

gjpr, n, føde, næring, bar vas hrafna g. Hfl 10 (vokalen er her rimbestemt); hrapa hræva g., ligenes føde falder, d. v. s. ligene falder (mændene bliver til lig) for at blive føde (for rovdyr), Merl II 68; mulig betyder dog g. flok, skare'.

gjprboenn urigtigt for gerbænn, s. d.

gjprð, /, bælte, gjord, rem, jarðar g., havet, Eg Lv 41. Jfr hauðr-, holm-, njarð-, sikul-, sverri-, um-.

glaða, (-aða, -aðr), glæde, þengill g. her drengja Vell 33, syn mun fiestan g. Ej 48, g-r flotna fjol Hfl 17, her upersonl? ligesom Am 80: g. munat þik, g. ornu Hhund I 45, II 23.

glaðdripí, /, 'skinnende sne', g. Grótta, guld, Ht 43.

glaðfjalgr se glóðfjalgr.

glaðfœðandi, m, 'hest-føder', g. Gríðar, som giver jættekvindens hest, ulven, føde, kriger, Korm 1, 4.

glaðlátr, adj, munter, opromt, af væsen, Grettis 13.

gladliga, adv, muntert, under munterhed, Qrv IV 4 (v. L).

glaðmæltr, adj, munter i sin tale, ESk 5, Hsv 93.

gladnistandi, m, 'hest-føder' (nist- rettelse for sist-), gifrs g., som giver jættekvindens hest føde, kriger, Ótt 2, 1.

glaðr, adj, 1) grundbetydning: lys, skinnende, g-ar geirvangs raðar, de skinnende, skjolde, Hfl5, g-ast gull Gd48, — som navn på en af asernes heste, Gri 30, Pul IV rr h ifølge SnE 1484 identisk med Skinfaxi; g. Geitis, skib, Klæ, g. Gylfa Hast 2, jfr glaðfœðandi, -nistandi, -ríðandi. — 2) med lysende, d. v. s. muntert, åsyn, glad, Gri 7. 13, Vsp 42, Grip 3. 19, Fåfn 25 o. s. v., TorfE 3, St 25, HolmgB 2, Ólhelg 9, ESk 6, 47, Sol 35, LU 74 o. S. v.; g. ok reifr Håvm 15. 103, glpð jungfrú LU 31, g-tt hjarta Eirm 2, Håvm 55, g. við gumna Jorns 21, drekka (menn) g-a Ht86; glpð kyn guma, den glade menneskeslægt, Heilv 4; ntr. glatt, mér esa g. Grettis 1, g. es Ht 83, meðr stigu g. af grœði, glade, GSvert 1; superl. es g-ast skyldu (vesa) GSúrs 11, her findes modsætningen mellem, g. og glúpnandi som Fåfn 31; med genitiv, glad over noget, glpð djúprpðuls, glad ved guldet, Rdr 13, g. lofs Psif 1, 6, g. getu (eller dativ?) Krm 16 (v. 1.); g. skoptum ÓTranon (XIV) 4. Jfr all-, folk-, heipt-, jafn-, ó-, veðr-, víg-, þjóð-; flugglpð, men-.