g»ý

193

goð

ger, Hskv 2, 7; Gldr 2 er ordet vistnok forvansket for gný drótt.

gnæfa, (-ða, -aða, -t), rage, nå höjt (og lige) op, gollsett vé knóttu g., fanerne ragede höjt op, Sturl 4,17, g-ir(-ar) gunn-fani Herv VII 10, jfr g. gunnfana Hárb 40, men det er usikkert, hvorvidt der her foreligger et verbum eller et adj. gnæfr; eisur g. við ský, bålene flammer op mod skyerne, ESk 2, 2, hår logi nam g. við himin Brot 1 (F. Jonssons udg.J.

gnæfr, adj, se gnæfa.

gnœgja, (-ða, -ðr, yngre nægja), forsyne rigelig (af gnógr), Freyr hefr g-ðan (v. 1. gæddan rigtigere) Grjótbjorn (Arinbjorn) at féar afli Arbj 17, g. yrþjóð auði Arbj 17; part. gnœgðr, rigelig forsynet med, skaupi g. Arbj 2, kappi g. Oautr II a 7, skatti g. Ótt 2, 15, blótum g. PI 24, auðnu nægðr Gd$ 14, sóma nægðr, EGils 2, 17; med. láfa sér n-az, være tilfreds med, LU 7, sér n-jandi LU 8, vægð er týndum n-ðiz LU 82.

Gng, /, asynje (jfr SnE 1116—18), Pul IV h 1 (jfr yy 3); i kenninger, for val-kyrje; hjornets (skjoldets) G. GSúrs 33, — for kvinder: G. hringa Jorns 42, bógar hraun-G. GSiirs 5, G. linnbeðjar Korm Lv 34, G. oldu ljósa (guldets) Þhreð 3, G. steina Korm Lv 17, G. borða Korm Lv 17, G. tvinna Phred 12, G. silfrkers Hard 4, G. geira (ildens) Vigl 20. — Uopklaret er udtrykket glitnis G., Yt 7; det er blevet opfattet som betegnelse for solen, da måtte glitnir være 'himlen', men den betydning findes ellers ikke; rimeligere er det, at det er Hel, der menes. Jfr fald-, fold-, hjaldr-, hraun-, malm-.

i. goð, n, guddom (hedensk), Eg Lv 19, Hjalti, Steing, GSúrs 26 (her sing., måske med tanken på de kristnes gud), ginnheilog g. Vsp 6 o. s. v., Lok 11, svps g. Vafpr 17. 18, gröm g. ÞjódA, Lv 13, heiðin g. Hák 21, Rst 9, bing g-a Hym 39, garðar g-a Vafpr 2, eignir g-a Vafpr 50. 51, hodd g-a G ri 27, g-a sjot Eirm 7; gudernes navne for forskelligt Alv 12 o. s. v.; brúðr g-a, Skade, Gri 11, folkvaldi g-a, Frey, Ski 3, þrúðvaldr g-a, Tor, Hårb 9, vorðr g-a, Heimdal, Gri 13, Lok 48, jfr Ski 28, varnendr g-a Haustl 4; bakka g-um Am 57, gremja g. at e-m, göre guderne vrede på en, Lok 12, g. magni oss gagni Pmåhl 17, g-um ávarðr Arbj 19, véltu g. Þjaza Korm 1, 6, skinanda g., solen, Gri 38. 89, Sigrdr 15; g-a sveinn, om en blotmands sön (der hjalp til i hovet), Þvídf, Brís-ings g. = Brisingar, (jfr girði-þjófr), Haustl 9, flugstalla g., jætter, Pdr 1, hjaldrs g., Odin eller valkyrje (jfr styrr), Pmåhl 1, sverða radd- (kampens) g., kriger, mand, Bjhit 2, 18. Jfr hanga-, hjaldr-, stål-, tré-, ondur-,

2. god, m (egl. identisk med foregående; vokalen bevaredes til ned i 12. årh., rimbestemt Sigv 12, 3, Ód 9, Hskv 2, 2, Hfr Lv 28), Þvíðf Steinunn 2, Gunnl

Ad, g-s réttr Hskv 2, 2, g-s log Mark 1, 8, Ód 13, g. fagni bragningi Rst 33; ESk 6, 20. 63. 67, trúa á g. ESk 6, 14. g. aldar, Rv 26, g-s maðr Ploft 3, 9, Gd 25, g-s vinr EMI 1, 3 (v. 1), g-s órr Ód 9, Sol 7 o. s. v., g. dróttinn, gud herren, Sigv 12, 22, Ód 1.

goðblíðr, adj, gudeblid, blid som en guddom, om solen, Skúli 2; Likn 24 er ordet vist forvansket for glyggs blíðr.

Goðbrandr, m, Dale-Gudbrand Sigv 6,

—  en islænder 10. Ã¥rh. G-s synir Tindr Lv 2.

goðbrúðr, /, gude-brud, en der er gift med en gud, om Skade, PSær 4, 3, jfr skír brúðr goða Gri 11.

goðdómr, m, guddom, Has 18. 37, LU 17. 22 o. s. v.; magna g-m, styrke kristenheden, Mark 1, 11, geymir g-s, gud (Kristus), Nik 1, 2; g-s andi Gd$ 6, g-s eðli Heilv 4.

goðfaðir, m,'gudfader, Hfr 3, 26. 28.

goðfjón, /, 1) guders had (mod en), s leitk alla g. á eggveðrs Ulli Porm 2, 9. — 2) had til gud, ringeagt for gud, bat es g. (o: at folk har brudt deres eder) Rv 32.

goðheimr, m, gudernes hjem, nærmest himlen, St 21.

goði, m, tempelpræst, (verdslig) høvding (på Island efter 1000), Skåldh 4, SturlB 2, Gestr 1, Jon, Anon (XII) B 9; hrafnblóts g., Odin, Hfr Lv 8.

goðjaðarr, m, gudernes værn, ypperste, Odin, St 23.

godkynningr, m, person, der er goð-kunnr, af guddommelig herkomst (urigt. v. 1. -konungr), Yt 27 (jfr Arkiv 1881 s. 238 f).

Godlaugr, m, sagnkonge, Yt 14, Hal 6;

—  islænder i 13. Ã¥rh., SnSt 4, 1. goðlax, m, art laks, (laksestörje, Nord-gÃ¥rd), Pul IV x 4 (guð- v. L).

goðleiðr, adj, forhadt af gud(erne), g. gáði Korm Lv 36, Sturl 5, 10.

goðligr, adj, guddommelig, g-t vald Gdp 23, g-g róð EGils 3, 11, g-t stríð Gd 34 (her er formen guð- den rette).

Goðmarr, m, Gulmaren, fjord i Ba-huslen (fór Ranrike), Tindr 1, 11, Pul IV ccc.

Goðmundr, m, søkonge, Pul IV a 1; — sagnkonge ÓTr 2; — sagnperson Hhund I 32, II 22.

goðmplugr, adj, som er kyndig i gudesagn og gudelære (goðmól, lære om guderne), Hym 38.

Goðnarijorðr, m, Gudenåfjorden (j: Randersfjord), Hhard 9.

goðreið, /, ridt af gudelige (overnaturlige) væsner, mikil g. of troð VGI 6.

Goðrekr, m, jarl i Northumberland i 10. årh., Eg Lv 9 (goð- : troð-).

Goðrún, /, den ene kvindelige hovedperson i heltedigtene (Sigurdskvadene o. s. v.), Gjukes datter, Grip 34 o. s. v., GSúrs 9, PSær 4, 3.

13