goð

194

goll

Goðraðr, m, sagnkonge, Yt 33; — sön af Harald hårfagre, Pjód 4, 2 (her Gó-); — konge på Syderøerne (11. årh.), Bkrepp 8.

goðspjall (o: guð-), n, 'gude-ord¹, evangelium, Heil 10, Od 64.

goðspjallamaðr (j: gud-), m, evangelist, Alpost 10.

goðvarðr Qldr 6 vistnok fejl for geð-harðr, s. d. — Som mandsnavn (o: guð-), Qrv IV $ 1.

goðvargr, m, 'gude-ulv', en som forbryder sig mod guderne, Þveil.

goðvariðr, adj, gudebeskyttet, g-it hjarl Edåd 5. 8.

goðvefr, m, (-jar og -s), kostbart töj, vel flöjl (purpurfarvet), gnýr und g-jum, under purpurkapperne (idet disse holdtes op for ansigterne), Akv 38, goll ok g-ir Ohv 16, smjuga i g-i, purpurkapper, Hamd 16, i sing. d. s., Rst 30, g-s skikkja ÓTr anon 7, Vpls 3 (-jar), g-jar Hlin, kvinde, Pmåhl 9, g-ar popta Mberf 5, g-s pella Lod II 2, g-s Lofn Katr 23.

goðvegr, m, vej til gudernefs hjem, Valhal), troða g-g Hyndl 5.

goðþjóð, /, gudefolket, guderne (set som ét folk), Vsp 30. Jfr iøvrigt Got-þjoð.

gol, n, svag vind (— gola), Pul IV oo 2 (her er dog måske gola, på grund af metrum, det rigtige).

goldinn se gollinn.

Goldnir, m, Njals fader, Torgeir, med tilnavnet G., G-is (skr. gollnis, gelldins) sonr Nj (XII) 2.

golf, n, afdeling af et hus, begrænset ved de enkelte stafir, sojler, (jfr nyere stafgólf), í (hds á) golfi Rdr 4, 500 g-a ok umb fjórum tøgum á Bilskirni G ri 24; hver enkelt af disse havde vel oprindelig en forhojning (træbelægning), der kaldtes g., dette fik så en mere alm. betydning, gulvet (som en forhojning) i det hele: á g-i Ptjald, Vafpr 11 o. s. v., Sigsk 31, standa á g-i Vpl 16, mælask af g-i fyrir Vafpr 9, eldr, skokkr vas á g-i Rp 2. 15, kominn á g. Hym 14, of g. Ólhelg 8, stíga niðr í gognum g. i sal, træde igennem salens gulv, Hym 34. Jfr soð-.

golfhplkvir, m, 'gulv-hesf, hus, g-is sår, sæng, leje, Rdr 5.

goll, gull, (i de ældre digte findes udelukkende o-former, disse er flere gange — op imod 20 — rimbestemte, lige fra 10. årh. til det 12.; ESMlason rimer holl : goll, Leidarvisan goll : soli-; forst i 13. årh. findes gull i rim, gull : full Snorre Ht 23. 47, ull : gull Sturla), n, 1) guld (både som metal og deraf lavede genstande), ór g-i Vsp 8, Hhund 133, Akv 7, g. rautt Vpl 5. 21, Reg 9, Arn 2, 10, Mark 1, 12. 30, g. glóðrautt Qudr II 2, Am 13, et gjalla g. Fåfn 9. 20, brunnit (= brent) g. PjóðA 4, 18; g-i studdr, med guld-sójler, Grí 15, gørva róðu g-i, af guld, ESk 6, 34, hjorr g-i merkðr ESk 6, 44, g-i stokkin sæing Refr 5, 1, g-i varit altári

ESk 6, 50, g-i fáðr Krm 7, glóa við g. Fj 23, búa g-i Slgv 12, 25, sverð rauð-búin g-i Bersi Lv, bjóða g. Sigv 11, 1, sláa g. Vpl 5, gera g. fagrt, forarbejde, Gudr II 26, laugask i g-i, blive forgyldt, LU 3; gjofull af g-i Grip 7, her = guldringe, ligesom også Akv 27, Vpl 27, Sigrdr 17; g. á Granaleiðu Vpl 14; betri g-i Lit 5. — 2) guld som prydelse, Qudr 13.— 3) guld som penge, mork g-s Sigv 5, 5, heita g-i í gogn Sól 21 (her dog vel nærmest ringe); guldstykker betyder ordet i myten om Tjatse (ved hvert ord faldt et sådant ud af hans mund), g-i mælti Þjatsi sjalfr Mhkv 8; Ótt 2, 11. — 4) om den glødende metalmasse (jærn), g. geisla njóts Skall 2 (jfr Arkiv XIX, 101 f). — 5) hyppig i kenninger, og her betyder g. vist altid 'guldring', g-s bollr fór 4, Korm Lv 55, g-s ótti Arn 2, 16, g-s deilir Ht 2, g-s lýtendr Hhard 13, g-s miðlendr Akv 37, Vor g-s, kvinde, Helr 2. Jfr fingr-, hofuð-, lýsi-.

gollband, n, guldbånd, bånd af guld (guldtråd), snua g-bond, flette guldbånd (til hunde), Pry 6.

gollbaugr, m, guldring, á g-um sér Harkv 19; g-s þella, kvinde, Phred 9.

gollbitill (el. -ull), m, guldbidsel, g-li vanr Hhund II 36 (bitill egl. 'mundstykke').

gollbitlaðr, adj, forsynet med gollbitill, guldbidsel, (guldsmykket bidsel), Hhund

I 42.

gollbjartr, adj, guld-skinnende, skinnende af eller som guld, gladdak ena g-bjortu HÃ¥rb 30, om Valhal Gri 8.

gollbóka, (-aða, -aðr), brodere, sy med guld(tråd), g. sali ok svani, fremstille sale- og sv ane-bille der i broderi, Qudr

II  14.

gollbroti, m, 'guldbryder', (goll = guldring), gavmild mand, Ht 47. 88. gollbrynja, /, guldbrynje, Sigsk 47.

1.  goll-Búi, m, guld-Bue, Bue den guldrige, Jomsvikingen, Jorns 26. 37.

2.  gollbui (j: gull-), m, 'guldbo\ orm, slange, g-a stóll, guld, dets Sól, kvinde, Qrettis 43.

gollbúinn, adj, guldprydet, forgyldt, Pham 2, 1.

gollbyrstr, adj, guldborstet, med gyldne borster (kam), om en hjælm, PTref i.

Gollfaxi, m, Hrungners hest, men tillægges guderne Pul 12 (jfr SnE I 276); egl. 'den guldmanke de'.

gollfáinn, m, hjælmenavn (egl. 'den guldmalede, forgyldte"), Pul IV s 1.

gollfit, /, 'guld-land', kvinde, GSiirs 25; vistnok forvansket, se grund.

goll-Haraldr, m, Guld-Harald (d. 970), Nkt 19.

gollhjalmr, m, guld-hjælm, forgyldt (metal)hjælm, Hak 4 (= eirhjalmr, s. d.), Hl 27 b.

gollhjaltaðr, adj, med forgyldte hjalter, Eyv Lv 5.

gollhlad, n, guld-diadem (om panden),