graf

198

grand

Harkv 7, grafinn munnr VSt 2, grafnir (v. 1. groenir ur.) hjalmar Harkv 19, grafnir geirar Herv III 13; — grafna Korm 24 uden tvivl fejl for gefna.

Grafaróss, m, mundingen af (elven) Grof, Herv IV.

1.  grafningr, m, slange navn (egl. 'som graver sig ned i jorden"), Pul IV qq 2, g-s látr, guld, EQils 1, 4.

2.  grafningr, m, skjold (egl. 'udskÃ¥ren genstand', skjold med figurer), g-s gnýr, kamp, Am 3, 5, g-a þél, sværd, Am 1, 1.

grafvitnir, m, slange (egl. 'gravende eller gravens ulv'), Gri 34, Pul IV qq 2, Krm 1, beðr g-is, guld, ESk 11, 6, dúnn g-is, d. s., Bjark 4.

grafvplluðr, m, slange (egl 'som graver sig ned i marken¹, vollr), Gri 34.

grafþvengr, m, 'grav-tvinge, -rem', slange, Pul IV qq 2, grans g-s vengi, guld, Gyd 4, g-s land, d. s„ EGils 2, 13, g-s grund, d. s., EGils 1, 37.

gramnir, m, slange (for grafnir, jfr 1. grafningr, hds grafins, men rimene viser, at der skal læses gramn-), g-s eið, guld, dets meiðar, mænd, SnE II 198. Jfr gramningr, v. /., Am 1, 1.

1.  gramr, adj, 1) vred, forbitret, glama með grornum, blandt, mellem sÃ¥danne som er (bliver) forbitrede (over ens skvalder), HÃ¥vm 31, g. e-m, pÃ¥ en, gifrum g-astr HHj 15, grom vask nornum Ghv 13, æ'r frilla grom sværu Pul III 2 b; absolut Pdr 19; bruges især om 'gudernes vrede' i forbandelser, Freyr ok Freyja

0. s. v. skyli mér gramr Hfr Lv 9, g. es yðr Óðinn Herv VII 10, Donum vóru goð grom PjóðA 4, 13; goð' kan udelades, deíli grom við þik Hhund I 44; ogsÃ¥ m. pi. gramir (underforstÃ¥et æsir) bruges pÃ¥ samme mÃ¥de, hafi þik gramir HÃ¥rb 60, gramir hafi Gunnar Brot 11, gramir eigi spó Ormsþ II. — / forbindelsen vor ok grom at veri Lok 54 er grom pÃ¥faldende) det skulde betyde 'barsk? med hensyn til sin ægtemand, j: barsk mod andre, der vilde lokke hende til utroskab; skulde der ikke her foreligge et adj grómr 'mistænksom, forsigtig¹, men hds har rigtignok gram. — 2) som sub-stantivum, navn pÃ¥ Sigurds sværd, Pul IV l 1, FÃ¥fn 25, Sigsk 22; sværd i alm. Korm Lv 31, og 1, 6(P); g-s megin-Njprðr, kriger, GDropl 3; skin grams Svarf 14.

2.  gramr, m, konge, fyrste, overmÃ¥de hyppigt forekommende (ordet skulde ifølge den gamle forklaring (Hkr I 34) være identisk med foregÃ¥ende ord, 'den grumme', som en hærkonge, men dette turde være tvivlsomt; jfr Skjspr 48), Pul IV hh

1,  Grip 2, Am 13, Brot 16, HHj 4, Helr 7, Reg 14 o. s. v., om en isl. høvding Anon (XIII) B 42, g. Norðmanna Eyv Lv 4, hverjum gram betri EskÃ¥l 1, bærs g-i fylgðu Darr 5; Yt 9, Hfl 4. 5, Hak 14; g. lofða Hfr 3, 22, g. Hliðskjalfar, Odin, Pór-

olfr, g. Bilskirnis, Tor, Ggnæv 1, g. Skon-unga Am 3, 13, g. ok brattir hamrar = ingi ok bjorg j: Ingibjorg Úlhelg 8; — g. glyggs lands, gud, Likn 24; g. songs, biskop, EGils 1, 23, mitru g., d. s., EGils 3, 15; — g. Hamðis geirs, stenens fyrste, jætte, Eg Lv 45, g. gilja grundar, d. s., Haustl 18, hellis g., d. s., EGils 3, 14. Jfr her-.

grand, n, 1) mén, skade, fordærv, vinna e-m g. Grip 49, HHj 13. 38, beita e-n g-i Gudr II 31, hæta g-i Korm Lv 14, verða at g-i Korm Lv 62, lífs g. PjódA 4, 27, vinna g-i, undlade at gore mén, Bjhit 2, 7, g. svefna, fordærv, ulykke, bebudet i dröm. Am 21, således har Völsungasagas forfatter forstået ordene, (draumar likligir til svika), men de betyder rimeligvis ikke andet end 'tilintetgörelse af sövnerí, 'opvågnen' (ganske vist forårsaget af onde dromme); grimt g. stendr af naðri Krm 27, g. gjalfrs grundar, havets skade, vinden, Sturl 5, 16, ekki g. at aldrlagi Sigsk 5, (se aldrlag). / kenninger, [for vinden SnE I 332J, for ilden: elris g. Mark 1, 22, — for våben: g. geirhríðar, sværd eller måske rettere 'den ødelæggende kamp' selv, Grettis 4, g. hjalms, økse, ESk 11, 9, g. hlifa, d. s., ESk 11, 3, g. hjalms, d. s., Hl 34 b, g. gljúfrskeljungs, Tors hammer, Ggnæv l, g. hjalmfenris holma (skjoldets), sværd, PBrún 3, g. oddhríðar garðs (skjoldets), d. s., ESk 6, 50; — for kamp: g. randa Ht 57; — for sten: g. Hamðis, Sorla SnE II 428. — 2) bekymring, sorg, elskovskvide, koma g-i at e-m Anon (XII) C 33, fáa g. Bbreidv 1. — 3) moralsk forvildelse, væna e-ja g-i, utroskab, Gudr III 10, vinna g. við e-n, bedrage en (ved at lokke hans hustru), Sigsk 28. — 4) / religiøs betydning, synd, EGils 3, 1, fult g. Gd 2, g-i firðr, om gud, Has 16, firra g-i Leid 32, g. munar Has 3, greypt g. Likn 45, glæpa g. Mdr 8, fullr af g-i LU 20, — lymsku g., (djævelens) lumskheds fordærv, Heilv 7, g. holds ok andar, om fortabelsen, Likn 39, — markar móðu g. EGils 2, 2. Jfr fjor-, hjalms-, Leifnis-, lifs-, of-.

granda, (-aða, -aðr), 1) volde mén, skade, med dat., G Surs 16, g. véum Eskål 1, g. frið Rauðsk, g. e-um Merl II 35, Gd 32, Vigl 15; g. liðbrpndum, guldet, Eskål 2, 1, g. hoddum Hallv 4; g. bili, handle rask, Eg Lv 20; med acc, g. vé Eg Lv 19 (hvis ikke vé bör læses véi). — 2) volde kummer, elskovskval, su's g-ar mer Korm Lv 8, g. stórum Anon (XII) C 36.

grandafullr, adj, fuld af mén, g. andi Pet 4.

grandalauss, adj, 1) uden mén (j: lyst til at göre ondt), from, god, om døberen Johannes, EGils 2, 10. — 2) uforfalsket, g-i gull Gd 48. — 3) g-ar gjafar, gaver uden at være forbundne med noget ondt, ly de løse gaver, Gautr I l.

grandaukinn, adj, øget ved mén, mén-fuld, g. når, antages at måtte betyde,