grunn                                                         206                                                           groet

bruste grunde, PSær 2, 4, á sari da g-i ÞjódA 1, 16, á g-i Tempsar Ótt 3, 10, at eyrar g-i PKolb 3, 10, Hronn dregr græn ór g-i, nede fra det dybeste, Pul III 4, til g-a Sigv 2, 10, Steinn 3, 9, niðr at g-um Lil 70, af g-i LU 84; af munar g-i, fra sjælens dyb, grundvold, brystet, fifl 19; hlusta g., hoved, Hiisdr 6; orma g., guld, Hl 11 b.

grunnstraumr Pdr 3 urigtigt for gran-straumr, s. d.

grunnsævi, n, grunde i søen, ved kysten, Qrv IX 52.

grunnungr, m, et slags fisk, torsk (egl 'som lever på grunde), Pul IV x 4; g. Gunnar, sværd, isldr 3.

grunnúðigr, adj, enfoldig (modsat djup-úðigr), Has 17.

grunnýðgi, /, enfoldighed, gnótt vas g. Am 74,

grunr, m, mistanke, tvivl, g. at geði e-s Håvm 46, draga g-n meðal (manna), vække tvivl, splid blandt, Ólhv 2, 4; sjá við g-um Hsv 142.

grunsamligr, adj, som kan mistænkes, mistænkelig, Hsv 114.

gruntrauðr, adj, uvillig til mistanke, angst, SnH 2, 5.

grúpán v.l. til (det rigtige) gMrHbreidm; g. (eller senere grjúpán og grjúbán) kendes i betydning 'pølse¹.

grýla, /, 1) kvindeligt uhyre i folketroen, borneskræmsel, hér ferr g. Loptr (her gives en beskrivelse), for g-u OQalt 4. — 2) jættekvinde, Pul IV c l. — 3) som navn på ræven, Pul IV ææ.

grýmir Sigsk 60, g. á beð, er et ukendt ord, der måtte — hvis det var rigtigt — betyde 'være ond imod, mishandle', men ordet er rimeligvis forvansket.

1.  grýta, /, blandt skjoldenavne (egl 'af sten eller stenfarvef?), Pul IV r 2.

2.  grýta, (-tta, -tt), kaste med sten, stene, (af grjót), g-ið ér á gumna Hamd 25.

grýtlingar, m. pi, g-a lið Sturl 4, 7; ordet bruges om de oprørske Ribbunger, og må vel egl betyde 'mænd som opholder sig blandt klipper og sten, som fredløse' (af grjót).

grýttr, adj, fuld af grjót, stenet, klippefuld, g-tt grund Oddi 5, g-tt fold Nkt 32, g-tt buðlunga setr, om Norge, Ht 15, g-tt Haugsnes Skåldh 6, g-tt grof Mdr 28.

græðgi, /, grådighed, Pet 4, g-i drep, grådighedens koldbrand, LU 78.

grænask, (-disk), egl. 'blive grå' (gránn, jfr Aarb. 1866 s. 383 f), forminskes, tilintetgøres, vánir g. Hhund II 50, jfr gránar lífs vánir; friðr g-isk, der bliver mindre udsigter til fred, Kolb 2, 2.

groeða, (-dda, -ddr), 1) lade vokse, gro, blómar, es vindar g-ddu Merl II44. — 2) forstærke, g. (v. 1. gœða rigtigere) skjalda glym Ht 55. — 3) vinde, fortjæne, g-endr gnýjarðar girðis geisla, guldvindere, mænd, Nj 23. — 4) helbrede, g. sår Merl I 40, g. mik QSúrs 22, g. sól, vinde saligheden, Mark 1, 28, g. andar sór Has

54, g. mein en stóru Lil 91, g. e-n, frelse en, Kolb 2, 9, g. gumna Lil 55, g. af villum Heil 10.

grceðari, m, læge, helbreder, særlig frelser (Kristus), g. alls meins SnE II 188, g. manna Gd$ 9, g. várr Líkn 16; g. heims Katr 19, g. alls ESk 6, 21; g. aldar, den helligand, Heilv 6, — om biskop Gudmund, bols g. EGils 3, 16. jfr yfir-.

grœðing, /, helbredelse, LU 46, g. sjukra Gd 46, g. holds Gd 65, g. manna, den evige frelse, Lil 56.

1.  grœðir, m, 1) som lader trives, g. visdoms, kong Erik, Mark 1, 25. — 2) vinder, erhværver, frama g. Ht 81 (kunde ogsÃ¥ henføres til fyrste betydning). — 3) helbreder, særlig frelser (Kristus), yðvarr g. Likn 44, g. skatna EGils 2, 9, — om biskop Gudmund, g. pegna EGils 2, 5, g. holds ok andar Gd 58. jfr o-.

2.  grœðir, m, hav, sø (vel egl 'som svulmer', til grœða), Pul IV u 2, Am 2, 16. 19, Mark 1, 16, Bplv 8, grænn g. Arn 6, 5, gnýr g-is Anon (XII) B 4. I ken-ninger, for skibe: g-is hestr PKolb 3, 11, g-is dýr ESk 10, 2, g-is elgr Nj (XII) 9, g-is (ved rettelse) skíð Ingj l, 6, — for guld: g-is glœðr PjódA l, 8, — for jord: vagna g., vognenes hav, landjorden, (jfr dolgr) Anon (X) II B 3. -- draga á g-i (betyder vist egl s. s. at varpa á glæ), kaste noget bort (til ingen nytte) for at skjule det, (maðr) dregr eigi pat á g-i, skjuler det ikke, Sturl 8, 3. — g. meldrar, 'malningens (melets) hav', øl (meldr altsÃ¥ her brugt synonymt med Grótti), Rst 13 (se meldr).

grænask, (-disk), grönnes, g. eikr Merl II 70.

Grænaveldi, n, = Grœnaland, Grönland, Rst 11.

grœnka, (-aða, -aðr), göre grön, bevirke (grön) vækst, g. geðfjoll siðferðar blómi, lade sjælens fjælde (brystet, sjælen) grönnes ved sædelighedens blomstre, Heilv 3.

grœnleikr, m, grönhed, grönt udseende, bruges i alm. om 'lysende udseende, lys' (efterklassisk), g. Vi nu, elvens lys, guld, Hlín Vínu g-s, kvinde, EGils 1, 22.

Groenlendingar, m. pi, Grønlændere (de isl. nybyggere i Grönland og deres efterkommere), Porm 2, 14.

grænn, adj, gron om jorden og dens vækster, g-n grund Lil 37. 93, g-n Hloð-vin VSt 2, g-t land Ód 22, g-n Lindisey Ótt 3, 5, g-n trjóna Sindr 2, g-ar brautir, grönne, lokkende stier, Pdr l, Rp l, Fåfn 41, harðla g-n eik Ólhelg 11, g. Yggdrasill Vsp 19, g-t lyng Porf 1, g. laukr Vsp 4, Gudr II 2; — g-ir heimar goða Hák 13, g. garðr, det grönne gærde, VGl 1; — om andet, g-n olpa ÓTr 1, g-ir skildir Ht 30, g. grœðir Arn 6, 5, g-t salt Sigv 3, 21. Jfr al-, iðja-, í-, lauf-, vetr-.

græta, (-tta, -ttr), bringe til at græde, bedrøve, volde sorg, mey né g-ir Lok 37,