gæt

211

g9Sⁿ

Glamma sóta (skibets) Graf 9, g. gull-hrings Vigl 1, g. ílegu naðra EQils 1, 16, g. fagrasætis gljúfra fosla (guldets) Nj 23, g. vengis vallar hringa (d. s.) Ód 12, g. Gjallar eims (d. s.) EQils 1, 40, — for hyrde: g. hjarðar PI 23, — for bonde (ironisk): g. grefs Sigv 3, 7. Jfr himin-, hver-, sið-.

gætiørr, m, 'bevogtende tjæner, bevogter", g. geira, kriger, Háv 10.

gætti, n, omtr. = gótt (og dannet deraf), dörkarm, hoggva g. Qautr II 10, hringr vas i g. Rp 27; hurð vas á g., dåren var åben (tæt trukket hen til, ind i, dørkarmens ene side), Rp 2.

gœ, f(P), skr. g^, Pul IV oo 2, hvor det anføres blandt veðra heiti; ordet er vist identisk med no. gjö, der svarer til isl. gói, góa, den vintermåned (slutningen af februar o. 3 uger af marts), der kommer næst efter þorri. løvrigt findes ordet ikke brugt om nogen slags vejr (vind).

gœða, (-dda, -ddr), egl. 'göre god, prægtig (af góðr), 1) udstyre, g. hirð, begave sin hird, Bjark 4, g. (ved rettelse) garpa Hl 10 a, g. golli (ok . . .). Oddrgr 15, Qhv 16, Am 72; g. auði Mark 1, 26, PI 43, g. (v. 1. gnægja) féar afli Arbj 17, hringum gædd HHj 5, golli gœdd Fáfn 40, Hfr Lv 25 (v. L), féi gæddir (v. 1.) Harkv 16, gæddr tiri Nkt 82, jfr goeddr til spektar, udstyret med visdom, Mey 8, g. e-n frið, skaffe en fred (liv), Qretl 1, 7, g. konungs óru í hróðri, glæde(?) kongens mænd i (ved) digt (om kongen), Sigv 12,23, — hirðmenn gœddusk hóli, hirdmændene blev meget roste, Anon (XIII) B 25, — g. hrafn (jfr góð), give ravnen føde, Stufr 5; gœðandi Gunnar svans ESk 11, 3. — 2) göre stærkere, forøge, forstærke, g. skjalda glym, kampen, Ht 55, g. geirríð Þtréf, vigs gœðendr, krigere, Nj 11, g. glaum, forøge sin munterhed, glæde sig, GrHj 4; á mun nú g., nu vil det forøges, blive meget værre, Am 71.

gœði, n, god tilstand, lykke, bregða g. þjóðar, göre ende på folks lykke, Hfr 3, 25 (jfr Wisén C. N. II 107), v. 1. til gengi Qri 51, i pi. geta g., lykkelige tilstande (saligheden), Leid 40, Likn 49.

gœðingr, m, person af god (góðr) herkomst, höjbyrdet mand, høvding, om fyrster, Hfr 3, 29, Yt 10, Þór, Am 5, 24, Máni 4 (om Snorre), Kolb 2, 3, Ry 32; lið g-a ESk 10, 2, vinr g-a, konge, ÞjódA 1, 20; ætt g-s Jorns 15. I forbindelsen g. Fófnis landa betyder g. 'den som begaver, udstyrer (med guld/, Vigl 15.

gœðir, m, 1) person som forsyner, g. gunnskára, ravnens føder, ÞOísl 11. — 2) som forstærker, gör stœrk(ere), g. geirríðar, kriger, Dagst, g. geirpings, d. s., EQils 3, 9, g. odda regns Gyd 5, g. rit-orms sakar Pjsk Lv 2, g. hræsíks þrimu ESk 6, 69; — g. andlangs, som lader himlen bevæge sig(P), gud, Pet 39. Jfr bpð-, hjor-, hrafn-, rym-, sigr-, sókn-, svan-, svor-, veðr-, þrif-.

Gæir, m, søkonge, Pul IV a 2 (skr goir, goir, geirr).

gcela, (-ða, -ðr), egl 'bringe til at synge' (kausativ til gala), göre glad, munter, verðk mik g. af grimmum hug, jeg må vise glæde trods mit bitre sind, Sigsk 9, pat g-ir mik Ófeigr 5, g. grættan Sol 26, g. holunda val, glæde ravnen, TorfE 3.

gælir, m, urigtig opfattet som subst. TorfE 3. Jfr hrafn-, svan-, svor-.

gæzka, /, godhed, venlighed, af g-u pinni Am 102, hafna g-u, vrage, leve uden, behageligheder, Merl I 55; leyna g-u, skjule sine herlige egenskaber, ESk 6, 13; g-u fyldr Has 35, spnn g. Likn 3.

gæzkufimr, adj, behændig, rask til at vise godhed, Leid 17, Mgr 45.

gæzkulif, n, 'godheds-liv'', g. vifa, jomfru Maria, som kvindernes særlige be-skytterinde, Mey 6.

ggfga, (-aða, -aðr), udstyre prægtig, ædelt, g. hrør, den afdødes lig, Gudr I 8; medium: g-ask mætti af gengi hverr, enhver kunde (o: skulde kunne) hæves ved sit følge, Mhkv 12; især part. perf, prægtig forsynet, g-at kvæði Vitn 1, hler-tjold hlustum g-uð Arbj 9, skrin g-uð hnossum Mark 1, 29, tiri gpfgaðr Merl II 43; golli g-uð, udstyret med guld, Gudr II 26.

ggfuglátr, adj, som ter sig som en gpf-ugr maðr, höjtstáende, dannet mand, Guðraðr enn g-i Yt 33, tign g-s fylkis Sturl 4, 6.

gpfugligr, adj, prægtig, udmærket, g-t vif Mv III 25, g-g laun Katr 41.

gpfuglundr, adj, ædelsindet, Eg Lv 25.

gpfuglyndr, adj, s. s. foregående, Nkt 75.

gpfugmenni, n, ædel, hojbåren mand, (mænd, kollektivt), Sturl 4, 15.

gpfugr, adj, 1) höjœttet, høvdingeagtig, udmærket, om personer: g. ræsir Sigv 2, 6, enn g-gi (kongen) Hak 3, g. allvaldr Ht 3, g. pengill Ht 4, ESk 6, 56, g. ætt-niðr Játmundar Ótt 3, 7, vánir g-ra npkk-urra Eirm 2, g-gir búendr Sigv 11, 14, g. prestr Leid 43, g. spámaðr Merl I 1, g. svanni Sturl 3, 19, g-ug hvítings Hprn ESk 6, 37; g. geisli goðs hallar, j: Olaf d. hellige, ESk 6, 7; g-ugt lið Gisl 1, 14, Hhund I 49, g. af gengi StjO II 8 (jfr gpfga), om gud (Kristus), g. prifvaldr Has 22, g. goð Sól 41. — 2) om forskellige ting, hvor ordet kan oversættes ved 'udmærket, g-ug dýrð ESk 6, 45, g-ugt ljós ESk 6, 1, g. óðr ESk 6, 69, stef sem g-gast Has 20, g. móttr Likn 38, SnSt 3. — 3) prægtig af udseende, ydre, menjum g., Sigsk 67, Hyndl 13, g-ug ferð, pragtfuldt rejseudstyr, ESk 12, 11, g-t eiki Arn 2, 9; jfr forskellige sammensætninger. — 4) når Sigurd Fåfn 2 kalder sig g-t dýr, er dette kun at forstå som en betegnelse for maðr 'menneske'. Jfr aldr-, alldáð-, átt-, hjalm-, horn-, jarð-, mann-, morð-, nadd-, tir-, vápn-, ætt-.

1. gpgn, gognum og gegnum, med eller

14*