gør

215

h

sted for den aktive forms vedkommende både med part. pass, og — hyppigere — med inf (med eller uden at); den oprindelige betydning er dog enkelte steder følelig f eks. g-ðu gyrðan, de g/orde (den) omringet, o: de omringede, Rdr 5, g. herjat Edáð 4, gørra hlifa sér Sindr 8, Jfr gørrat Þráinn vægja Nj I 442, gørdit vatn vægja Am 26, gørout vægjask við Hfr 3, 13, g. at sækja Þjód 3, 1, gøroi bita Korm Lv 27, g. sitja saman Jorns 40, ef skpp gøroi verða Sigsk 58, g. koma Vgl 5, gørrat segja Qrip 20, né trua gøråak Qudr II 20, kyssa gøroi Sigsk 4, gøråiga hjúfra Gudr II 11, gørout freista Mark 1, 32, gørout far festa Am 37, gørout heyra Hamd 18, gøroit hlut biggja, man, d. v. s. du, modtog ikke din lod, du vilde intet modtage (og viste således dit uforsonlige sind), Am 96. — 8) domme (ved voldgift), g. i millum Merl

Bogstavet h betegner lige fra det 9. årh. af vistnok kun den samme lyd som senere, nemlig åndelyd; om lyden i den ældste tid har været mere ch-lignende, lader sig næppe afgore, undtagen i stillingen foran u (jfr den sporadiske udtale i nutiden, f eks. yað = hvað). Foran 1, n ogr falder h helt bort i norsk omkring 1100, hvorimod det aldrig er faldet bort i islandsk. Uden indflydelse har dog det norske bortfald ikke været, idet den islandske retskrivning i det 13. årh. (især dets sidste halvdel) og omkring 1300 er stærkt påvirket deraf, hvilket rimeligvis hænger sammen med den indvandring af Nordmænd, bisper og andre gejstlige, der i det 13. årh. fandt sted. Udtalen selv er dog forbleven upåvirket. Islændernes naturlige ukyndighed i sprogudviklingens gang synes at have medført, at de betragtede Nordmændenes udtale i det 12. og 13. årh. som den egenlig rigtige og ældste; følgen blev, at da den yngre arkaiserende digtning (o: den vi møder i de såkaldte Fornaldarsagaer) opstod og blomstrede, troede nogle, at den fik et mere ægte og tilforladeligt præg, hvis den fik en tilsvarende, formentlig ældre, sprogform; da var det

I 42. — 9) med eptir, sende bud efter, g. eptir lækni Hsv 77. — 10) opfordre, cegge, g. e-n at vfgi Sigsk 20; i medium; gøroumk at vigi, jeg (vi) æggedes til kamp, Hamd 28. — 11) Sigv 12, 19 findes gørou (for firðu / ét hds), hvilket vilde føre til at antage en frase som gørva e-n sjukan lifi, 'berøve en livet, men rimeligvis er firðu den rigtige læsemåde. Jfr misgera.

gørvi, /, dragt, udstyr, brautinga g. Hårb 6, eykja g. (v. 1. til det rigtige greiði, s. d.) Yt 11. Jfr gprvar.

gørvidraugr, m, 'bevirkende træ\ g-ar Ekkils éls, udførere af søkongens byge, krigere, Þorm 2, 14.

gørvir, m, forfærdiger, danner¹, g. himna, himlens skaber, ESk 6, 65, g. éla ranns (himlens) ritar (skjolds), solens skaber, Has 26; gunnarr g., kriger, Bkrepp 2, g, gnógs styrjar, d. s., ÞTref 5.

hovedsagelig på dette punkt, man mente at finde det ægte gamle. Deraf forklares udeladelsen af h, især dog foran r, i Krákumál (jfr herom Vidensk. Selsk. Oversigt for 1905), og sporadisk andre steder (reint vatn en gang i Leid); det samme er også uden tvivl tilfældet med det eksempel af „Starkad den gamle", der anføres af Olaf hvitaskåld (SnE II 104), hvor der bör læses ringhreytanda | rammastan at afli; Olaf har omvendt ment (og læst), at der her måtte være tilsat et h / forlyd i det sidste ord, altså at bægge steder skulde der læses hr. Man finder ikke sjælden i håndskrifter et h tilfojet, hvor det ikke skulde; det beror på en lignende fejltagelse af ortografisk art. I senere islandsk er h virkelig tilföjet foran n i ganske enkelte tilfælde (som hnýsa for nýsa, hniðra for niðra, hneisa for neisa samt i hreifur for reifr ved sammenblanding med hreifa; omvendt er det nu udeladt i negg = hjærte, for hnegg; nu siger man også altid ris for hris = ældre hrýs, vistnok ligefrem ved en sammenblanding). Om udeladelse af h / ord som sidste sammensætningsled (der atter har ført til et selvstændigt ord, alfa for halfa), hen-

H