haf                                                            218                                                             hag

haf gufa, /, et søuhyre, blandt hvalnavne, Pul IV y 1; i Kongespejlet (Brenners udg. s. 29—30) kaldes det fisk' og beskrives nærmere; navnet betyder egl. 'hav-damp', og hentyder vist til den ropi, som dyret mentes at udsende (jfr suavissimus odor hos Eustathius, jfr Fritzner).

hafhreinn, m, 'hav-ren (rensdyr)', skib, né Ron viðr h-um frið Ht 19.

hafkaldr, adj, 'søkold', kold på grund af at færdes på havet, h. húfr ESk 1, 3.

haflauðr, n, havskum, skummende hav, Ht 76, stoera h. ESk 12, 17.

hafleygr, m, 'hav-ild:, guld, ESk 11, 8, Sturl 4, 37, Gyd 2(P), Hlin hafleygjar, kvinde, Bbreidv 4.

Hafli, m, jættenavn, Pul IV b 1 (Saxos Haphlius; egl. svag form til et *hafall 'grisk'?), fangvinr H-a, Tor, Grett 2, 5.

Hafliði, m, islandsk høvding, H. Mås-son (12. årh.), IngimE 2, Anon (XII) B 5.

hafljómi, m, 'havglans', guld, friðrofi h-a, gavmild mand, ESk 3, 3.

haflogi, m, 'hav-lue', guld, h-a hirðir, mand, Grettis 26.

1.  hafna, (-aða, -at), støde hÃ¥nden imod, støde tilbage, vrage, h. dorn e-s SnSt 4, 4, hafnið Nefju nafna, vrager, jager bort, Hildr, h. Holmrygjum o. s. v., vrage de holmrygske, forstøde, Harkv 14, h. e-rri Korm Lv 18, h. nafni e-s, vrage, glemme ens navn, lade det uænset, Am 2, 17, h. eða leiðask hollvini Bersi 1, 3, h. heimi Heil 6, h. hatri, lade være med at hade, Hsv 9, h. gæzku Merl I 55, hpfnum opt góðu, ofte vrager vi det gode forhold, viser os uvenlige mod hinanden, Am 70, h. enum hvita lit, skifte farve, blive rød, Sigsk 31, h. fjprvi, dø, Glúmr Lv, h. himni Merl 156, grund h-ar gróða, er ufrugtbar, Merl I 58, h. nafni hrafnblóts goða, vrage Odins navn, holde op med at tilbede Odin, Hfr Lv 8, h. Dvalins veigum, være ligegyldig for, ikke bryde sig om, tsldr 1, h. ljóðum Hsv 145.

2.  hafna, (-aða, -aðr), havne, føre i havn (af hofn), h. sævar hlyn Ólhelg 7.

hafnarmark, n, havnemærke (mærke, der viser havnen eller indsejlingen til en sådan), om den til sten forvandlede jættekvinde, hlægligt h. HHj 30, reisa h. GrHj 3.

hafnýra, n, 'hav-nyre', sten, klippe, om Singasten, ráða fogru h., nå ud til den, Hiisdr 2.

hafr, m, buk, Pul IV bb 1, h. Hlórriða Hym 37, h-rar heim reknir Pry 21, h-ra dróttinn, Tor, Hym 20. 31, jfr Haustl 15, h-ra njótr, d. s., Hiisdr 3; h-rar horngofg-astir Hym 7, h-ra kjot PjódA 4, 14; hvítr h. Hjprtr 2, sem h-rar (eta) skaf Sigv 13, 28, Heiðrún með hofrum Hyndl 46, sildr ok h-ra, Tors mad, Hårb 3; betegnelse af en konge Merl II 74; — h. unnar, skib, Reg 16, beror på fejllæsning. — Som mandsnavn Grett 2, 8, Anon (XIII) B 50.

hafrakan, m (eller n? v. 1. -raka, hræ-

frakki s. d.), blandt sværdnavne, Pul IV l 2.

hafraukn, n, 'hav-hest', skib, Sturl 4, 16.

haf-reginn, m, båren, løftet, gud, hóg-reiðar h., den i den bekvemme vogn kørende gud, Tor, Haustl 15 (rettelse fra hof-).

/. hafreid, /, løftet vogn (af hefja), hlunns h., den af rullestokke bårne vogn, skib, hlunns h-ar hlœðir, sømand, Pdis 2.

2. hafreið, /, 'hav-vogn', skib, leiðendr h-ar, sømand, PTref 5.

hafrhvalr, m, hvalart, Pul IV y 1.

hafri, m, havre, findes ikke undtagen i sammensætningen ginhafri, s. d.; Hårb 3 har man også antaget ordet i sildr ok h-ra, om Tors mad, men langt rimeligere er det, at der her menes Tors bukke (kød).

Jfr g^m_-

Hafrsfjordr, m, Havsfjorden (på fæderen), Pjod 3, 4, Harkv 7. 11.

hafrpðull, m, 'hav-sol', guld, Sturl 4, 40.

hafrpst, /, havström, Ht 74, h-ar hestar, skibe, StjO II 5.

hafskip, n, havgående skib, Mark 4, 1, men v. 1. er hafskíð, rigtigere, s. d.

hafskíð, n, 'hav-ski', skib (jfr foregående), h-a slóðir, havet, Mark 4, 1; h-s hlœðir, søfarer, Sigv 3, 6, h-a hljót-endr, mænd, Eg Lv 42, h-s stafir, mænd, Årni 2, 1.

haf-Sleipnir, m, 'hav-Sleipne\ skib, om Hringhorne, Húsdr 11.

hafsmegin, n, egl. 'havets styrke', d. v. s. det langt ude liggende, dybe, hav, Frþ I 17; dog kan ordet her være at opfatte bogstavelig.

hafstétt, /, 'hav-sti', hav, Gyd 1.

hafstóð, n, 'havheste', skibe, h-s Móði, søfarer, Porm l, 1.

hafstrambr, m, hvalart, Pul IV y 1; i Kongespejlet (Brenners udg. s. 45—46) kaldes h. 'søuhyre' uden arme og smallere nedenfor skuldrene; den omtales også i Hist. Norw., uden hoved og hale, blot en krop, der tumler om; strambr har hensyn hertil, ordet betyder 'noget tykt, ligesom oppustet', no. stremben 'opblæst', stremba sig 'spænde bryst og mave ud' (Ross).

hafstraumr, m, havström, Sturl 5, 4.

hafsætr, n, 'havbolig', bebyggelse ved søen, Sturl 5, 11.

haftyrðill, m, et slags (sø)fugl, Pul IV xx 7 (tyrðill af torð 'skarn').

hafvigg, n, 'hav-hest', skib, hirðiþollr h-s, søfarer, mand, Bbreidv 4, hneigir h-ja (således rigtigt og ikke -jar), d. s., Bjhit 2, 17.

hafviti, m, 'hav-bavn (ild)', guld, h-a hallendr (s. d.), gavmilde mænd, Hókr 6.

haga, (-aða, -at), 1) indrette, ordne, især på en bekvem måde (af hagr, adj. eller subst.), med dativ. h. svá maga þínum, indret din mave således, spis derefter, Egilss (XII) 4, h. hróðrs smíð, indrette