hag

219

hag

sit digt, Ormr 1, 2, h. spásogu Merl II 96, h-at vel því PI 4; upersonlig rnér h-ar opt fyr augum, det (det onde) viser sig ofte som godt i mine ójne, Has 56 (hvis teksten er rigtig); h. sér til sess, indrette til sæde for sig, til bestandig at have hjem (på et bestemt sted), Þloft 3, 2. — 2) give lejlighed til, føre til, nauðr h-ar til frœða, nøden bringer mig til at digte, jeg føler trang til at digte, HolmgB 8, pat h-ar okr til auðar, det vil bringe os lykke, QSúrs 24.

1.  hagall, m, hagl, som rune navn, h. er kaldastr korna Run 13. — hagli Gautr II S se hagli og hugsi.

2.  Hagall, m, sagnperson (Helges fosterfader), Hhund II 2.

Hagbarði, m, søkonge (s. s. følgende), H-a hurð, skjold, (jfr hlym-Njprðr), Vell27.

Hagbarðr, m, søkonge, Pul III 1, IV a 2; horðu (hjarta) réð H. Hl 15 a, hals H-s, halsen på (et træbillede af) Hagbard, Korm Lv 4, H-s hoðnu leif, strikke i galgen (jfr haðna) Yt 14 (må hentyde til Hagbards død i galgen jfr Saxos 7. bog).

hagbál, n, 'kunstfærdig (indrettet) flamme', h. lagar, kunstfærdig guld(ring), Ht 44.

hagdreyrins, adj(P), et uforståeligt og vistnok forvansket ord, Hrafn l; v. 1. hagpyrnis er her lige så uforståeligt. Der synes at måtte foreligge et adj., enten som epitet til 'kvinde' eller 'sår'.

hagfaldinn se haglfaldinn.

hagkennandi, m, 'som kender en indretning1, h. hróðrs, som kender, ved, hvorledes et digt skal indrettes (af hagr subst.), men rigtigere er det vist at antage, at hag- er stammen i adj. hagr (der bruges om en dygtig ver se mager), altså 'digtningens, digtekunstens flinke kender (udøver), skjald", Bersi 1, 1.

hagl, n, haglkorn, haglbyge, h. vá hvert eyri ÞGísl 9; h-i stokkinn Þþyn, af h-i oltinn, som vælter frem pisket af hagl eller fyldt med hagl, om stride fjœldelve, Þdr 5, h. snýr GOdds 2, harða grimt h. Jorns 32, h. (ok drif) LU 10. 93, h. í hpva viðu HHj 28. I kenninger, for pile: bogna h. Vell 8, h. boga Merl I 34, skógs h. Hl 34 a, alms h. Hl 36 b, h. tvíviðar Merl II 65, h. strengs Pham 1, 3, Ingj 1, 1, h. strengjar Hfr 1, 2, ESk 9, 3. 12, 4; på samme måde må også andre kenninger forstås som ben ja (v. 1. brynju) h. Eyv Lv 7, primu h. Tindr 1, 3, sóknar h. Ht 62; peitu h., kamp, Eþver 2; derimod er brodda h. ikke kenning, men kun 'pilebyge', Anon (XII) B 23. I kenninger for 'tåre' se SnE II 500. Jfr drif-.

haglfaldinn, adj, 'med hovedpynt af hagl', med haglbedækkede toppe, om jorden, ÞjódA 3, 3; v. 1. hagfaldinn, der skulde betyde 'med smuk hovedpynt, af smukt udseende (m. h. t. trævækst især).

hagli Gautr II 5, v. 1. hagsi /: af (at) h. sat; dette er blevet rettet til of hugsi

'grublende', hvilket er meget tiltalende. A. Olrik har (Danm. Helt II læst á halga (efter no. halge, holge 'halmknippe'), hvilket næppe træffer det rigtige.

hagliga, adv, 1) kunstfærdig, typpa h. of hofuð, give en kvinde en kunstfærdig hovedbedækning (faldr) på, Þry 16. 19. — 2) let, bekvemt, hvilur hafðar h. Sól 72, ganga h., gå let, ESk 6, 16, hrøkkva h. at rnóti Merl II 17.

hagligr, adj, 1) kunstfærdig, h-g mynd-an heilags anda, om Kristus, LU 30. — 2) smuk, tækkelig, h-ar konur HHj 1, h-g meyja Mey 31. — 3) behagelig, smuk, h. rómr Qrv IX 19, h-g iðja, smuk, god, virksomhed, handling, Hbreidm; h-g róð, bekvemme, gode (heldbringende) råd, Pham 1,1.

hagna, (-aða, -at), gå heldig, mér hefr h-at, det er lykkedes mig, Sigv 13,1, verk h. (hds hogna) visa, går heldig for fyrsten, gavner ham, Vell 5, ef vel h-ar, dersom det går godt, Ólhv 5, 2, litt hefr h-at Pfagr 10.

hagnaðr, m, lykke, fordel, Vell 25, ESk 6, 32.

1.  hagr, adj, kunstfærdig, h-ir dvergar Hyndl 7, h. fegrir vagns hallar, om den helligand, Heilv 14, sem h-ast kunnak Vpl 18; dygtig, flink, Egilss (XII) 2, om en kvinde Ólsv 4, 2, h. at manga við hrmgs Hprn, dygtig til, forstÃ¥ende at, Korm Lv 6. Jfr gunn-, orð-, vig-.

2.  hagr, m, 1) stilling, vilkÃ¥r, mein gørisk á hag, ulykke rammer en, Grip 22, h. batnar storum Sigv 13, 32, lofak hag (konu) Bjhit 2, 12, h. Hrólfs Hl 24 a, h. þeira leizk goði Sól 17, ák hættan hag, jeg befinder mig i fare (religiøst), Has 23, h. holða gerisk hættr Merl I 53, hreinsa hag sinn með tru Has 43, pungr h. Has 49, meginljótir h-ir Has 12. — 2) fordel, bats til hags skyldi (j; vesa) Am 97.

hagsleppr, adj, som man let slipper, giver afkald på, því vasa h-t, det kunde jeg ikke godt lade være med, Has 14; eller: det kunde jeg ikke med fordel (2 hagr 2) slippe?

hagsmidr, m, kunstfærdig, dygtig, smed, h. bragar, udmærket digter, Bragi Lv 2.

hagspeki, /, økonomisk kløgt, indsigt, h. á aura veizlu, med hensyn til gavmildhed, Hsv 105, neyta með h. Hsv 54.

hagvirki, /, ævne til at udføre noget kunstfærdig, kunstfærdighed, herr hafi h., om forældrenes ævne til at avle en skön datter (Helga d. fagre, spøgefuldt), Gunnl Lv 9.

Hagvirkr, m, Odin (hds har -yrkr, men metrum viser, al der bör læses -virkr; 'den som virker til fordel'), Pul IV jj 4.

hagporn, m, hagtorn, hvidtjorn, Pul IV kk 2, Sigv 3, 10 synes h-s hestar at høre sammen og sammen med Ekkils, søkon-gens hvldtjörns- (af hvidtjorn byggede) heste, skibe.

hagpyrnis v. /. til hagdreyrins Hrafn