hag                                                            220                                                           hald

/, er uforståeligt i sammenhængen; jfr hagdreyrins.

haka, /, hage, Qautr II 7.

Haki, m, søkonge, Pul III 1, IV a 2, (vokalens korthed er metrumbestemt), H. vas brendr á báli, Anon (X) II B 2. I kenninger, for sø: H-a vegr Ht 76, H-a rein Haustl 16, H-a bláland Korm Lv 37, H-a sker Hfl 13, H-a kieif Jokulll, —for skib: H-a hnigfákr Ht 71, H-a blakkr Ht 38. Forskellig fra denne er formentlig den H., der antydes Pul II1, en H. Fákí. — Sagnperson Hålfs IX l, en anden (Hveðnu sonr) Hyndl 32.

Haklangr, m, egl (efter kilderne) tilnavn til Tore, Harald hårfager s modstander i Hafrsfjorden (vistnok egl 'den langhagede' af haka; en sådan afkortning af stammen er ikke uden analogier, især blandt maskulinerne som bogmaðr; men man havde dog snarere væntet Hoku-; det kunde også komme af haki m, hage, krog (jfr no. hake), áðr H. felli Harkv 9.

hald, n, 1) egl. 'hvad der holder, støtter', aktivt, koma at h-i, blive til nytte, GSúrs 30, Hsv 73. — 2) beskyttelse, taka við h-i e-s, blive ens værnende herre, Porm 2, 15, h. es bresti aldri, om guds hjælp, Has 45, veita h. ok árnan, yde hjælp, og forbon, Has 62, h. tveggja dpgl-mga/sldrl2, h. hilmis Isldr25, eiga h. und e-m Sigv 3, 18. — 3) beholdelse, bevarelse, h. hodda SnSt 4, 2. — 4) overholdelse, h. boðorða Od 10, h. laga Od 55. jfr boena-, fórnar-, kristni-, varð-.

halda, (helt, haldinn), holde, A) med dativ, 1) holde (noget i hånden), h. hjarta við funa Fåfn 27, h. spjótum í snoeri PjÓdA 1, 21, h. skildi Vsp 30, h. skjoldum fyr skot Ht 24, h. Hlakkar tjoldum hátt Krm 13, h. herskildi, holde krigsskjold, o: overført: kæmpe, S tein n 1, 5, h. hjarðar mæki upp Yt 16; jfr h. hendi of e-m, beskytte en, PKolb 3, 7, h. ýs bifvangi (= hendi) of e-m Korm 1, 7, h. heiðis stalli (= hendi) of mér Hafg 2. — 2) holde (fast, på noget) h. fast hesti ok skjaldi Korm Lv 20, h. e-u hornklofi Hfl 16, h. skalpgrana Bárðr, h. rumi, holde fast på, forblive på, sin plads, Am 62, h. skipi, holde skibet fast (ved land), være dets vogter, Hårb 7. 8, h. láði Pfagr 7, h. grund Sturl 3, 1, h. fold Ótt 2, 18, h. landi fyr e-m Harkv 10, jfr Efiver 2, h. fast foldu, stå fast, ikke vige, Evids 3, h. velli, beholde slagmarken, sejre, Hak 12, Vell 21, Drv (XI) 3, h. golli við e-n Akv 31, h. hoddum Gunnl Lv 3. — 3) h. dróttinhug, være trofast mod sin herre, Sigv 12, 18; holde, overholde, h. hugaz-mplum Sigv 3, 17, h. illa orðum við e-n Hskv 3, 3, h. eiðum Brot 18, h. særum Halli 6, h. sóttum (við e-n) PI 30, Sigv 3, 21, St 18, h. logum (við e-n) Öd 13, Pmåhl 4, h. (goðs) boðum Has 6; — opretholde, h. sakmólum Pmåhl 16. -— 4) h. e-m und eggjar, holde en fast så at

(fjendens) sværdsægge kan nå ham, HolmgB 8, h. e-m und vatn, holde en under dåben, Sigv 13, 11. — 5) holde fast, især om lås og lænker, jorð heldr flóði Ólhv 2, 6; h. (því) njarðlásar níu Fj 26, láss helt líki drósar Valg 9; kald-nefr heldr furu PjóðA 4, 11; urðar lokur h-i þér pllum megum, holde, beskytte, dig, Gróg 7; jfr útnyrðingr heldr fyrðum Máni 1. — 6) holde, trænge, tilbage, h. vatni, tårerne, Oktk 1, 2, h. bráregni Nj (XII) 3. — 7) beholde, bevare, h. Hleiðrar stóli Grott 20, h-i Hel því es hefr SnE I 180, h. mey Hårb 32, h. mér LU 63, h. lifi Oddrgr 33, Brot 8, að innsigli holdnu LU 33. — 8) rette (mod), bevæge, styre, h. hofði við e-m, böje sit hoved henimod (som to elskende), Oddrgr 22, h. saman nefjum Grett 2,9, h. sigtólum, rette sværdet (imod), Anon (X) om Gudleif, h. gram framm Korm Lv 31; h. rýnnis reið réttri St 19, jfr mér upp helt, holdt mig oprejsf?støttede mig, St 12; h. snekkjum Sindr 7, h. skipum Mark 1, 16, Jorns 10 o. s. v.; h. stólum Am 2, 10, h. flota braut Jorns 33, h. hlunngotum norðan PjódA 4, 9; absolut, h. at láði Stud 3, 7; h. at, rykke frem, Sigv 2, 3; h. hróðri, fortsætte med digtet, Eskål 2, 2; h. (hulðar hetti) er urigt. for falda Porm 2, 7; h. e-u framm Grott 15. — 9) intransitivt, bevæge sig, begive sig, styre (intrans.), h. til vinstra vegs Hårb 56, h. til búðar Nj (XII) 7, h. til hafnar Eg Lv 1, h. heim Fj 3, Reg 9, h. aptr Bragi 2, 1, h. framm Eyv Lv 4, h. undan (af snæris vitni), flygte, Sigv 12, 19, Pfagr 8, Hfr 3, 16, h. á flótta Hálfs IX 10; lið helt þingat Sigv 1, 10; skeið helt í móðu PKolb 3, 9. — 10) holde, vare, ey bað~h. Hhund I 4, sólin helt, solstrålen holdt, gik ikke itu, gav ikke efter, Mey 51. — 11) absolut, beholde sin sag, hævde sig (og sin magt), h. fullara Sigv 7, 6, h. til fulls við e-n, hævde sig overfor en, isldr 22; her er en dativ oprl. underforstået.

—  B) med accusativ, 1) bevogte (dette skal være ordets grundbetydning), beskytte, overholde, h. geitr Hhund II 22;

—  h. heit Ólhv 2, 4, h. eiða Gríp 31, h. orð sin Sigv 2, 13, Grett 2, 8, h. goðs log Mark 1, 8. — 2) besidde, h. sess Mark 1, 2, staði h-andi, besiddende sit (faste) sted, LU 1; jfr h. vprð, holde vagt, HHj 23. — 3) beskytte, goð heldr veldi e-s Mark 2, støtte, h. Harald herskildi Steinn 1, 5, underholde, h. vel hus-karl Sigv 3, 18, h. vel val gallópnis víðis, beværte, føde, ravnen godt, Skúli 1, 1. — 4) beholde (med urette), h. veginn arf SnE II198; — vætki h., ikke holde fast pÃ¥ noget, være föjelig, Am 101. — 5) fejre, h. helga daga Sól 65, h. hótíð ESk 6, 36, LU 74, h. helgi skilfings Sigv 12, 25. — C) 1) absolut med adv., illa, fÃ¥ et dÃ¥rligt resultat, lide skade, hefr þinn faðir haldit illa, EskÃ¥l Lv 3, pld hefr illa haldit Anon (XI) Lv 5, hofðum haldit illa Qrv