halm

223

ham

3. og 4. grt. afh. 214), dette vilde passe udmærket; jfr de yderligere bemærkninger anf. sted; der er vist en tilsigtet tvetydighed helt igennem, idet verset kan opfattes enten som: En skinnbjarta steina N. skortir h. (skapit svanna kannask mér); hon es at hvóru hætt dýr (farligt dyr), eller som: En sk. st. N. skortir hætt h. (. . .), hon es at hvóru dýr (herlig); dette sidste er vist den egl. opfattelse.

halmeldr, m, ild i halm, brændende halm, sem í h-i Bós 7.

halmr, m, halm, Þul IV ddd 1, h-s bit-skalmir, kæber, Heidr 22.

halr, m, (-ir; hplðar o. s. v. anses for egl. at være den oprindelige pi., jfr No-reen* s, 349, men ordet holdr findes opført på sit sted, s. d.), mand, menneske (betydningsforskellen er meget ringe), 1) / alm, uden at der er knyttet nogen særlig forestilling om frihed1 til ordet, h-ir, blandt 'mænds' navne Pul IV j 7; Håvm 102, Qrott 12, Fåfn 43, s(j)á h. Håvm 158, Nål 8, bann hal Håvm 151, einn h. Håvm 118, h-ir hundmargir Hhund I 22, h-ir fjórtaldir Herv VII 14, hældræpir h-ir, om göglere, Harkv 23; síðr þitt heilli h-ir Håvm 129; móðugr h. Ohv 19, hugfullr h. Hamd 18, Sigrdr 31, hjaldrs móðr h. ÞjÓðA 4, 6, ámáttigr h. HHj 14, óblauðr h. Krm 17, hugblauðr h. Hárb 49, blauðr h. Hamd 14; bleikr h., bleg (med bibetydning af fej) mand, Eg Lv 29, h. enn hviti (jfr foregående) Ólhelg 9, horskr h. Brot 4, Fåfn 42 (pi), heimskir h-ir Sigrdr 24, plreifir h-ir Hamd 18, hróðrfúsir h-ir Reg 21, ókristinn h. Sigv 3, 8, grpðugr h. Håvm 20, nøkkvior h. Håvm 49, orðbæg-inn (rettere -bægnum) h., om Tor, Hym 3. — 2) mand, i betydning 'herre, eller mand for sin hat, h. es heima hverr, enhver er mand, føler sig fri og kry, i sit hjem, Håvm 36, 37. — 3) menneske bet. h. nærmest i troða h-ir helveg Vsp 52, h-ir allir Vsp 56. Man har ment at kunne antage betydningen 'afdød mand1 et par steder: kalla hlíðþang h-ir Alv 28, dette skulde svare til helju i (5 andre steder i digtet), der foreligger dog vist her hos digteren kun en unojagtighed; et andet sted er Vafpr 43: hinig deyja or helju h-ir, men her er den alm. betydning tilstrækkelig og sikkert den eneste rigtige, 'menneskene dør derhen, kommer derhen ved døden\ ór helju er rimeligvis uægte indskud. — 4) urigtig står h. vist for hoðr Hfr Lv 17 og for her Sigv 11, 2. — 5) Som personnavn Rp 24, blandt navnene på Karls sonner, de frie bønder, det eneste sted, hvor bibetydningen fri' synes at høre med.

hals, m, 1) hals, på et menneske, hvitr h. Vpl 3, h. hvitari Rp 29, dúkr á h-i Rp 16, at (rigt. und?) h-i Hagbarðs, hals på et træbillede, Korm Lv 4, binda at h-i Steinarrl, ganga at h-i, om strikken, Ytl4, hneigja h., boje (hoved og) hals, LU 52; undir jptuns h., sårene (blodet ud af så-

rene) på jættens (Ymers) hals, bølgerne, St 3; h-a (ved rettelse) byrðr, hoved Anon (XIII) B 21 (jfr SnE I 538); fang h., tagen om halsen, Korm Lv 55, leggja hendr of h. Sigsk 42, hrinda e-m af h-i, støde en tilbage, fra sig (h. næppe i egl. betydning), Sigsk 43, skera á h. Am 79, hpggva hofuð af h-i Ski 23, jfr Lok 57; overført betydning: standa e-m á h-i, egl. 'træde, stå på ens hals', undertrykke en (oprl. vel om behandlingen af den dræbte), Hhund II 30, liggja e-m á h-i, dadle en, Kolb 2, 1. — Vanskeligt er udtrykket h-a skaut Bdr 12, 'hals-skøder', der sigtes vist til bølgernes hvide skumtoppe (se i øvrigt skaut. Jfr Bugge, Studier I 253 f). — 2) indsnævring af en fjord, som egennavn H., om Limfjordens indløb (Hals) Graf 9, Nkt 19. — 3) om en del af skibets stavn, Pul IV z 7, vel egl. indsnævringen af fartöjet mod forstavnen; brustu báðir h-ar, plankerne dér til bægge sider, Frp I 13. — 4) landryg, blandt navne på jorden, Pul IV æ 2. Jfr gag-.

halsa, (-aða, -aðr), omhalse, tage en om halsen, Gudr I 13, III 4.

halsbaugr, m, halsring, (adskilt ved tmesis), Rdr 8.

halsdigr, adj, tykhalset (med bibetydning af overmod), hilmir enn h-i, om Kjptvt (indeholdende også en hentydning til dette tilnavn 'den kødfulde'), Harkv 10.

halsfang se fang hals under hals.

halsgerð, /, en del af rustningen, nær-^ mest ved halsen (= halsbjprg), freki h-ar/ sværd, Merl I 35.

halshogg, n, hug i halsen, þolði h. hplða, om Kristus, Likn 15.

halsmen, n, halsring, hlaðin h-jum Am 46, goll ok h. Am 72. Da men alene betyder 'halsring', er det muligt, at digteren af Am har kendt (og brugt) ordet i en udvidet betydning, 'smykke', som det dog ellers næppe har.

halsstefni, n, 'hals-stævne', stævnet selv ved 'halsen' (på et skib), Pul IV z 7.

haltr, adj, halt, haltende, GSúrs 16, Håvm 71. 90. Urigtig v. 1. for héltr EGils 3, 18.

1. hamall, adj, kun i ntr hamalt i forbindelsen: fylkja h-t, kunna fylkja h. Reg 23, h. fylkðu þeir PjÓðA 2, 1, sás h. fylkði Gísl 1, 10, hildingr fylkði liði h. Mark 1, 17 (i samme vers hedder det, åbenbart udfyldende-forklarende: risnumaðr lauk rpndu, svát hver [rpnd] tók aðra), þeims h. fylkja Hálfs VI 10, ok h. fylkja (om Bjarmerne) Qrv IX 12, bað Hringr þá h. fylkja (på Bråvold) Qrv IX 63; hildings vinir sýndusk mér standa h. (i øvrigt hedder det her: jpfurr bað fylking skiida hpmlur og nýtr lauk naðr — skibet — rpndum, svát hver tók aðra, jfr Markus), Pjód 3,13. Den hæropstilling, der herved betegnes, er altid bleven opfattet som identisk med 'svinefylkingen', og således opfattede oldtiden selv det, jfr Fas 1380,