ham
224
ham
Fms XI 304; der skal gode grunde til at modbevise rigtigheden deraf; det er ikke lykkedes A. Olrik i Danske Studier IV at give sådanne. Oldtidens opfattelse )3 må fastholdes; fylkja h. betyder: 'at puf/ danne en kile)ormet slagorden'; det er ved denne ganske naturligt, at skjoldene holdes på siderne — til venstre og höjre —, og for at dækningen skal være så god som muligt, må det ene skjold berøre det andet (danne et slags 'skjoldborg1, men de må ikke bindes til hinanden, hvad Kongespejlet advarer imod, Brenners udg. s. 101); hver side — ligesom siderne på en ligesidet trekant fra toppen af betragtet — danner da én skrå skjoldrække. I det sidst anførte sted er der tale om krigere ombord; da skjoldene her sås langs rælingen hele vejen, og da indsnævringen i stavnen kunde og måtte komme til at ligne en kile, gjorde synet heraf det samme indtryk på skjalden som en svinefylking; der identificeres derfor bægge dele, og der er ingen tvivl om, at ordet h. har været levende i bevidstheden ved midten af det 11. årh. Der er ingen hjemmel til at antage, at denne opstilling kun brugtes til 'marsj i fremmed fjendeland'. Heller ikke har ordet noget at göre med hamla, 'kullet ko', eller roden i dette og dermed beslægtede ord. Det er dannet af ordet hpm, lænd, især på en hest, og udtrykket er hæntet fra den måde, hvorpå en flok heste stiller sig, slutter sig sammen, lænd ved lænd, den ene lidt længer tilbage end den anden, under uvejr (stærk storm og regn), hvorved de finder et slags værn; jfr netop Markus' anførte udtryk at standa h.; sml. det udtryk, som BjHald anfører: hestrinn setr homina i veðrit, 'equus dunes tempestati obvertif; jfr også hama. Man kunde måske formode, at hamalt stod for ham-halt (af hamhallr), men det er ikke nødvendigt.
2. Hamali, m, sagnperson, sön af Hagal, Hhund II l. 6; at H, her skulde være et andet (påtaget) navn for Helge selv, er der næppe grund til at antage.
hamarr, m, 1) klippe, især opretstående, stejl klippe, i fjælde eller ved søen, I h-ri Rst 26, á h-ri PI 7, háir h-rar Qrv IX 58, þjóta à homrum Anon (XIII) B 17, brim rak húns hest við h-ra Rv 9; gramr ok brattir hamrar = ingi ok bjgrg, o: (kvindenavnet) Ingibjprg, Ólhelg 8; h-rar Haka blálands, klipperne ved havet, Korm Lv 37; h-ra vif, jættekvinde, h-ra vifs byrr, mod, isldr 2. — 2) hammer (opr. 'sten-kølle'), slå h-ri Vol 20, atglamrandi h-ra, jærnsmed, Anon (X) II B 8, h-ra hlynr, d. s., EQils 3, 4, h-ri ofnir hildar serkir, om ringbrynjer, Ólhv 2, 11, h-ri slegnar Hogna váðir Hfr 1, 7, h-ri þœfðar hring-skyrtur Hfr 3, 9, h-ri þœfðar Svolnis skyrtur Krm 12, h-ri þœfðar hringa grá-skyrtur StBård 1, h-ri kringðr, rundet ved hammeren, Rv 7, glymr af homrum Likn
16; især om Tors hammer, Pry l, 2 o. s. v., Hym 23, Rdr 15, dreyrugr h. Þdr 19, Haustl 18, — 3) blandt skibsdele (uvist hvilken), Pul IV z 7, mulig identisk med det i Gutalag k. 36 forekommende h. — 4) blandt fiskenavne (haabrand, Nord-gaard; jfr. fær. hemar 'sildehaj'), Pul IV x 3 (jfr da. hammerfisk). Jfr gerði-, morð-, þrúð-.
hamarsbúi, m, klippebo, jœtte(vœsen), Qrettis 41.
hamartrpll, n, egl 'klippetrold', men i verset med hensigt tvetydigt, det er dér en betegnelse for øksen, altså 'en trold med (jærn)nakke', Qrettis 10.
1. Hamðir, m, Hamde, sön af Jonakr og Qudrun (jfr Sorli; egl. Hambér, men allerede i de ældste digte er -bér, blevet svækket til -ðir, jfr Bragis linje: samráða þeir Hamðir, Egils geirs Hamðis mik framði; Hamþé, -þés vilde være metrisk urigtigt; af gårende er PSærekssons rim: tamði : Hamði), H. enn hugumstóri Ghv
4, 8, Hamd 6. 24. 26, jfr 21. 27. 31, Rdr
5, kv£ðut H-i hjorleik spara PSær 4, 3; ft-is geirr, sten (jfr sagnet om hans og Sortes død, og SnE II 428), H-is geirs gramr, jætte, Eg Lv 45. I kenninger, for brynje: H-is skyrta Hfr 1, 8, Qrv VII 1, H-is klæði Hfr 2, 1, Hgód, ESk 6, 52, H-is serkr PQisl 4, Krm 17, H-is fang Ht 2, H-is væðr GOdds 2, — for hjælm: H-is faldr (se faldruðr) Jóms 14, — for skjold: H-is brik Gyd 4. Jfr laf-.
2. hamðir, m, blandt høgenavne, Pul IV ss 1.
hamdøkkr, adj, med mørk, sort, ham, om ravnen, Ht 5.
hamfagr, adj, ham-skön, skön af ydre, udseende, né h-t skáldfé kalder Egill sit eget hoved, Arbj 7.
hamingja,/, skæbnegudinde, norne, som kommer til hvert nyfødt menneske, h-jur einar kaldes Mogbrasis(?)meyjar Vafpr 49.
1. hamla, (-aða, -aðr), lemlæste, ESk
6, 60, Mdr 13.
2. hamla, /, årebånd (bånd, løkke, hvori åren er fæstet, og hvori den bevæges), Pul IV z 8, h-ur slitnuðu Am 37; h-ur at brjóta Harkv 17, men her skal sikkert de to verber slita og brjóta ombyttes; usikkert er Anon (X) II B 7; — ordet bliver så brugt omtrent synonymt med 'åre' og rorkarlens plads ved denne, omtrent — halfrými, skiida h-ur, anbringe skjolde på skibets ræling, PjóðA 3, 13, þjóð dreif til hverrar h-u Sturl 3, 4, samnask bað til hverrar h-u Am 2, 9, hirð bar her-væðr til h-u, her omtrent 'ud på skibet, Am 3, 2.
3. hamla, /, hammel (på en vognstang), bruges i alm. i bet. 'stok, stang', vigs h., spyd (eller sværd), vigs h-u vangr, skjold, Mark 1, 21. Jfr folk-, streng-.
hamian, /, hindring (eller lemlæstelse?), Anon (XII) C 28. hamljótr, adj, styg af udseende, h-t