ham

225

han

regin, om de af ælde medtagne guder, Haustl 10.

hamloðinn, adj, lådden, Merl II 8.

hamr, m, (-ir, dat. ham og hami), ham, hvad enten der er tale om en til et bestemt dyr horende ham, eller en sådan, en anden kunde tænkes at iføre sig, jotunn i arnar ham Vafþr 37, gemlis h., orneham, Haustl 2, trolis h. Vsp 40 (her omtr. — skikkelse), lét hami óra, svanehamme, Helr 6, h. Atla, om Atle i en oms skikkelse, Am 19, svins h. Merl I 45, i ham faxa, / en hests skikkelse, Harnid; — vixla hpmum, veksle ham, udseende, Grip 43; hlátra h., brystet, Hfl 20. — Som (sagn)personnavn Hrólfs 5. Jfr fjaðr-, heim-.

hamragrjót, n, klippesten, Od 60.

hams, m, = hamr, ham, skede, h. es góðr á fljóðum, kvinderne har et smukt, muntert, udseende, Hfr Lv 21; ormar skríða óí h-i á vár, slangerne skyder ham, Mhkv 6. Jfr fetil-.

hamskarpr, m, blandt hestenavne, Pul IV rr 4; egl, 'med skarp, markeret horn, lænd, altså mager. Jfr det følgende.

Hamskerpir, m, er vel ensbetydende med det foregående, hest, SnE I 118.

hamvátr, adj, våd på huden (udvendig), gørva báta h-a, lade både synke (i en forvansket sammenhæng), Anon (X) II B 7.

handan, adv, fra den anden, modsatte, side, Tindr Lv 2, Þórðr andar h. Anon (XII) B 8, senda hnøtr h. Ótt 4, 1; — længere på den modsatte side, bysja vestan Vatsskarð ok svá h., og endnu længere vest fra, Skåldh 1, Húnaland h., Huneland der langt ude, hinsides havet, Korm Lv 8; hyppig med fyr som præp. med acc„ subst. kan da stå enten mellem de to ord eller bagefter: fyr handan jarðar gjprð, hinsides havet (i Norge), Eg Lv 41, fyr ver h. (h. ver) Qudr II 7, Qlúmr Lv, Ólhelg 4, fyr sæ h. Hfr 3, 21, fyr sundit h. Hårb 1.

handarbak, n, (måske rettere i to ord), håndens bag, Sigrdr 7.

handarmein, n, håndskade, lamhed i hånden (mulig rettere i.to ord), Od 13.

handarvanr, adj, (mulig rettere i to ord), hvis hånd er ude af stand til at fungere, som har mistet sin hånd, hjorð rekr h. Håvm 71.

handaverk, n, hænders gærning, Gautr II 20.

handbani, m, egenhændig drabsmand, som selv har slået ihjæl (modsat ráð-bani), Hyndl 29.

handbál, n, ' arm-flamme\ guld, h-s hnykkilundar, (gavmilde) mænd, Rst 34.

handbærr, adj, som bæres på armen, hringar h-ir Harkv 19.

handfagr, adj, med smukke arme, arm-skön, h. kona Korm Lv 63, Jorns 3.

handfúrr, m, 'armild', guld, h-s hreytir, (gavmild) mand, Nj 3.

handlaug, /, håndtvæt, EG ils 1, 14.

handlauss, adj, = handarvanr, uden arm (hånd), granda h-ura GSúrs 16.

handleggr, m, arm (i dens hele udstrækning), eller underarm, h-jar brandr, guldring, h-ja branda Týr, mand, urigtig læsemåde (sen omdigtning) for hrpnd-uðr olunbranda Ótt 4, 1.

handsax, n, 'hånd-sværd', dolk, leika h-um Rst 25.

handsterkr, adj, som har store håndkræfter, SnE II 196

handviss, adj, sikker som (ens) hånd, (som en hånd, der er tilstede, uskadt), især i ntr. h-t es, noget er absolut sikkert, Gdfi 39; således . skal der også læses Korm Lv 14 for det umulige handviðris; adverbielt, Sjórs 3, Rst 11.

hang, sikkert fejl for fang Ód 22.

hanga, (hangi, hekk, hanginn), hænge (intr.), tvau lær hengi, hang oppe (til opbevaring i røg?), Håvm 67, h. með hóum, om det samme, Håvm 134, vargr h-ir fyr vestan dyrr, et ulvebillede er fæstet op, Gri 10, h. á ongli, om fisk, Rdr 18; særlig om hængte, ganga at h., skulle til at hænges, Am 22, h. á meiði Håvm 138, h. við galga Hjálmþ IV 18, sá dróttin h-anda, på korset, LU 56.

hangagalgi, m, 'nedhængende galge', h. tangar, tangens nedhængende galge, hånden (armen), den galge, som holder tangen (næppe 'som tangen hænger V), Rv 7.

hangagoð, n, 'de hængtes gud', Odin, heimboð h-s Hav 14.

hanga-Týr, m, 'de hængtes Ty (gud)\ Odin, hpttr h-s, hjælm, VGl 10, rimma h-s, kamp, EGils 3, 7.

hangferill, m, 'nedhængende vef, h. hringa, arm, Refr 1, 1.

hangi, m, som hænger, hængt mand, nema Yggjar feng und h-a Jorns 2, h-a (ved rettelse) valr, ravn, Tindr 1, 7, jfr Hast 5, mpr h-a, d. s., Lids 6, svanr h-a PGisl 8, h-a gagl, d. s., Hfr 1, 2, Huginn fló til h-a SnE II 142, prn fló til h-a Bj krepp 4, h-a goð, Odin, Hav 14, h-a heimþinguðr, d. s., ÞBrún 3, h-a Dvalinn, d. s.(?), PSio 2; Odin selv kaldes h. (jfr Håvm 138), h-a hrynserkr, ringbrynje, Tindr 1, 1; — liðar h-a leygr, guldring, enten er h. her at henføre til liðar, liðar h., arm eller finger(?), eller til leygr 'hængende lue\ Halli, h-a galgi se hangagalgi.

hanginlukla, adj. f, som nögler hænger ved, om en husmoder, Rþ 23.

hangr, adj, nedhængende, h-ar tjplgur, lange, nedhængende arme, Gautr II 25.

Hangrar, /. pi, Hangran (i Sverrig), Sigv 9, 1.

hangrvalr, m, h. hanga, ravn, Hast 5, men hvad hangr- betyder her, er ganske uklart.

hani, m, hane, Pul IV uu, xx 2, fagr-rauðr h. Vsp 42, sótrauðr h. Hels hane, Vsp 43; Fj 23, h-a fjaðrar Bjark 1. Jfr Óðins-.

15