han                                                            226                                                           hapt

/. Hanki, m, ø ved Norge, Hankø (i Kristianiafjorden), Pul IV bbb 7.

2. hanki, m, hank, løkke (sejlløkke) i skibsiden (for at fastgore sejlskødet), Pul IV z 7; h-a hlébarðr, skib, Am 2, 3; (h. handar, ring, SnE II 429).

hann, pron. pers, kun i mase. og fem, udfyldt med ntr. og plur. af sá sú (angÃ¥ende former med á, ó — hann stÃ¥r selv for hánn af hánr — se Skjspr. 75— 76; til de dér anførte eksempler pÃ¥ hána kan föjes Gd$ 40, hun / fem. Mv III 11), han, hun, viser altid tilbage til en i forvejen ved navn nævnet eller antydet person, væsen eller hvadsomhelst levende eller dødt (ting, begreber o. s, v.), f. eks. Vsp 26, Lok 40, Grip 29; HÃ¥vm 11, Sigrdr 35, Vafpr 12, HÃ¥vm 150, Sigv 13, 15, ESk 6, 7. 11 o. s. v. (se Gerings Wörterbuch); enkelte steder kommer navnet bagefter: svá hónum gafsk, Sorla Sol 20, ut bar hann 1 . . . . Gollbui'Jóms 37, jfr Rst 2; enkelte gange stÃ¥r det overflødigt efter navnet: Goðrún . . . gekk hon (men her skal hon vist stryges) Ghv 9; jfr h. . . . hilmir Rst 11; enkelte gange findes det lige foran ordet (som nu i daglig tale pÃ¥ Island), á vald hans Vígolfs Sól 20 (hvis der ikke her foreligger en forvanskning: á Vígolfs vald?), þess galt hon gedda Herv IV, hann Ã