hat                                                             230                                                          hauk

Hatafjorðr, m, sagnhistorisk fjord, H Hj 12.

hati, m, 1) hader, fjende, i kenninger for mænd: h. armsvells Arn 3, 4, h. ýsetrs elds Hfr 2, 1; h. ormláðs Sigv 6, h. ormsetrs Arn 3, 1, h. vallbaugs vengis Bkrepp 3; h. ægis båls Ht 3. — 2) navn på en ulv, H. Hróðvitnisson, der forfølger solen, Grt 39, Pul IV ee 1. — 3) en jætte, Hrimgerds fader, HHj 17. 24. Jfr gagl-, leyg-, lið-.

hatr, n, had, fjendskab, h. vex, had opstår, Håvm 153, til h-rs hugat, bestemt til at være årsag til fjendskab, Reg 8;

—  brynju h., sværd, OSúrs 19. hattkila, /, kappe(?) med hætte (jfr den

prosaiske fortælling), veit h. bragð Drv (XI) 5. Usikker er i-ets kvantitet.

hauðr, n, land, Þul IV æ 1, sé h. loga Hyndl 49, h. Eydana Mark 1, 24, verja h. Isldr 9, Jorns 21. 22; frá h-ri ESk 6, 5, fyr h-ri Pfagr 4; troða h. Bbreidv 6; bifað-isk h. LU 59; séa á h., tragte efter verdslige goder, Merl I 56. I kenninger, for f/æld: áss h. Pdr 8, — for himmel: solar h. Likn 23, Mgr 23, mána hvéls h. Likn 7, skýja h. Mgr 25, — for arm: hauks h. Rv 34; — for skjold: Þriðja h. Hókr 7,

—  for hoved: hattar h., digt om Qudl,

— for gud: h-rs hildingr Has 19; — for slange: h-rs gyrðingr Merl II16.— hauðs urigtigt for hauks Haustl 12. Jfr snák-, sól-, ut-.

hauðrfjprnir, m, 'jord-hjælm\ himmel, gramr h-is, Kristus, SnE II 200, siklingr h-is, d. s., Likn 19.

hauðrgjprð, /, 'jord-bælte', havet, holm-neglð h. Bjarni 3.

hauðrmen, n, 'jord-ring', 1) havet, h-s sókr, havets ild, guld (jfr sókrýrir), Pelf.

—  2) slange, h-s hlíðar, slangens fjæld-skrænter (leje), guld, Hast 8 (jfr beið-endr).

hauðrtjald, n, 'jord-tælf (tag), himmel, harri h-a, Kristus, ESk 6, 19.

Haugabrekka, /, gård (på Island), Gudl.

haugfáðr se hoggfáðr.

haugr, m, höj, hvad enten naturlig eller gjort af menneskehænder (gravhoj), ofte er det usikkert, om der er tale om den ene eller den anden slags; ubestemt: sitja á h-i Vsp 42, Ski 11, Pry 5, Herv V 14, Hæng VI1, skafa horn af h-i Mhkv 8 (gravhöj?), á h-i Ólhelg 10, of h-a PjódA 1, 18, — gravhöj, Hhund II 42. 46. 48, ausa h-i Yt 36, verpa h-g Nkt 10, i beimsi h-i Karlevi, bera i h-g HolmgB 11, heimis-h-ar Hårb 44 (kaldes dysjar / det følgende vers), ganga i h-g isldr 21, eiga h-g Drv (XI) 6, h. enn forni Anon (XIII) B 61, h. Hjornagla Ploft 2, 5, h-a herr, hojenes hær, gespenster, trolde, Sigv 3, 2; ljós h-s, sværd (grunden til denne kenning er ukendt, jfr haugs skundaðr), Hl 34 b; skarar h-ar, hovedhårets höje, hoveder, Eyv Lv 5. — Som stedsnavn (gård i Værdalen), at H-i Stúfr 1, H-i et

næsta PjóðA 3, 1. Jfr Grjóttúna-, heimis-, Svarins-.

haugs skundaðr PjódA 3, 25 er uforklaret, h-s er her rimbestemt; er det det samme haugr som i ljós haugs se haugr ?

Haugsnes, n, lokalitet i Skagafjorden, H-ss grund Skåldh 2.

Haugspori, m, dværgenavn ('höjbetræ-der'), Vsp 15.

haugvarðr, m, slangenavn ('höj-beskyt-tef, 'som lever i höje'), Pul IV qq 2.

haugþak, n, 'höj-tag', tag på en (grav-) höj. h. Hplga, guld (jfr SnE I 400), bera h-þok Holga saman, samle guld, Skúli h 4.

haukborð, n, 'høg-bord', (land), arm, h-s hyrr, guld (jfr hyrgeymir), PI 27.

haukey, /, fortræffelig ø, land, Haralds h., Haralds (hårfagres) udmærkede land, Norge, Sigv 11, 18; når dette udtryk er blevet opfattet — og det allerede i oldtiden — som 'den ø, hvorfra Harald (blåtand) fik høge som skaf, beror dette uden tvivl på en misforståelse; i den sammenhæng, som Sigvatr bruger ordet, vilde en sådan betegnelse være absolut upassende; med hensyn til hauk- se haukr, adj.

haukfránn, adj, skarp som høgen(s öjnef, h. brámáni Korm Lv 3.

haukjóð, n, høge-yngel, høg, h-s býr, arm, hånd, ganga e-m á h-s bý = ganga á hond e-m, underkaste sig en, Rst 8.

haukland, n, 'høge-land', arm, h-a Vor, kvinde, Vigl l.

haukláð, n, s. s. foregående, h-s hyrr, guld, PI 44.

haukliga, adv, modigt, h-a(st) hefja heit-strengingar, v. 1. til haukligar, Jorns 11.

haukligr, adj, modig (jfr 2. haukr), h-ar heitstrengingar (jfr foregående) Jorns 11, pat vas fikjum h-t Jorns 41; h-t kvendi, den djærve kvinde (måske tages der her sigte på öjnenes skarphed), Vigl 7.

hauklundadr, adj, høgesindet, modig, Mark 1, 1.

hauklundr, adj, s. s. foregående, Steinn 1, 1.

hauklyndr, adj, s. s. foregående, Jorns 8. 42.

haukmaðr, m, modig mand, (2. haukr), h-a lund Hålfs IX 4 (egl. maðr som er haukr, jfr haukr réttr est bu).

haukmærr, /, 'høge-land', arm, h-ar Hlin, kvinde, Korm Lv 5.

hauknistir, m, 'høge-føder', Hildar h., ravnens føder, kriger, PI 19.

hauknys O Surs 25 er forvansket, mulig af h(r)annlogs.

/. haukr, m, 1) høg, Pul IV ss 1, xx 1, h-ar fljuga Qudrll41, fleygja h-i Qudrll 18, tveir h-ar (brændte med lig) Sigsk 67, Hgbrók h-a, (den ypperste) blandt høge, Qri 44, hvass h. Arn 2, 16, h-i troðinn, om armen, Eg Lv 12, h-s bjalfi, høgeham, Haustl 12; i samme funktion som 'ravn' bruges h. /